Vi føler os oven på!

Fredag d. 13/1 kom vi til Arusha, og vores plan var at bestige Mount Meru med sine 4566m. Lørdag gik primært med, at få arrangeret turen og til en god pris. Det gik rimelig nemt og vi fik betalt og aftalt at vi allerede tog afsted dagen efter på en 4 dages tur.

Søndag vågnede vi tidligt og kunne slet ikke finde ro i vores maver. Vi var så spændte på turen og hvad den ville bringe. Det lettede lidt da vores arrangør endelig kom og hentede os, dog lidt forsinket. Da vi kørte ind igennem Arusha national park fik vi set giraffer, bøfler, vildsvin, aber og zebraer. En rigtig god start. Da vi kom til foden af bjerget var der lige lidt papirnusseri inden vi kunne komme afsted. Vi startede opstigningen mod den første camp, som ligger i 2500m. Turen tog ca. 4 timer og det gik virkelig op af. Under vejs krydsede vi et åbent græsareal. Vi havde bøfler på vores ene side og vildsvin på den anden. Det var spændende, ellers skete der ikke så meget på den tur.

Vi kom til campen hen på eftermiddagen. Rigtig fint sted med gode senge og en fantastisk udsigt over hele bjerget. Vi fik os en rigtig god overraskelse da vi kom til aftensmaden. Kokken vi havde med serverede den lækreste 3 retters menu. Det skulle vise sig at være standarden hverr aften. Det er de bedste måltider vi har fået her i landet de sidste 5 måneder. På anden dagen stod vi tideligt op for at se solopgangen. Vi kunne dog ikke rigtig se Kilimanjaro pga. tågedis. Lidt i 8 startede vi turen op mod næste camp som ligger i 3500m. Turen var så flot, skoven som er lidt regnskovs lignende med disse enorme træer. Svært at beskrive, se billederne :)

Vi kom til campen omkring middag. Vi fik frokost og et lille hvil før vi gik videre mod Little Meru Peak, som ligger i 3820m. Da vi gik, kom der en stor sky ind over os, så vi kunne stort set ikke se en skid, og der var heller ikke meget udsigt da vi nåede toppen, men som man siger "been there, done that!"

Det begyndte at regne da vi gik tilbage. Vi nåede lige ned til campen da sluserne åbnede sig. Så stod det forresten ned i stenger hele aftenen. Vi havde fået at vide, at vi skulle stå op kl. 00.00, spise lidt mad og have en lille taske med vand og varmt tøj til turen mod Socalist Peak (4566m.) Det regnede og stromede da vi vågnede, det var så surt. Men til vores held stoppede regnen lige inden vi gik ved halv 2 tiden, men det blæste stadig rigtig kraftigt. Vi gik i en lang række kun med lys fra vores pandelamper, det stormede og vi var inde i en sky, den første time gik vi i lidt træer, buske lignende før vi kom over trægrænsen og bare gik i det rå klippelandskab, rundt på kraterranden. Vi kunne ikke rigtig se hvor vi gik, men vi kunne dog se, at på begge sider af den ca. 1 meter brede sti, der går det altså ned af. Flere steder skulle vi ud på klippesider og kravle et stykke for, at komme på en sti igen. Det var grænseoverskridende når man ikke kan se hvor man befinder sig. Ca. kl. 6 kom vi igennem skyen og havde den smukkeste stjerne himmel, nu kunne vi ligeså stille begynde, at se mere og mere ligesom solopgangen nærmede sig. Det lettede og gav mere energi til at fortsætte. Vi var ved at være bange for ikke, at kunne se solopgangen. Nu begyndte himmelen, at blive ildrød og Kilimanjaro stod som en knivskap sort skikelse ude mod øst. Det vår så smukt.

Vi nåede den sidste stigning, som var en 30 meter kravletur på en meget stejl klippeside for at nå toppen. Man kan godt mærke at luften er tynd i de højder. Overskuddet var ikke så stort efter så mange timers vandring i kulde og blæst, men det kom da vi så den smukke solpogang. Da vi nåede toppen "WE DID IT!!!"

Solen kommet til syne og det var så klart og himlen var så blå. Kilimajaro stod så skarp, at vi kunne se gletsjerne helt tydelig. Det var uden tvivl hele turen værd. Grænser er overskreddet og en tur så spændende og smuk!

Vi brugte et kvarter på toppen før vi startede nedstigningen. Det var sjovt og lidt foruroligende, at se hvor vi havde gået i total mørke. På den ene side går det bare ned af og på den anden side er en af Afrikas højeste lodrette klippevægge med 1,5KM.

Det var rigtig hårdt at gå ned, for det var så stejlt, at vi spændte i knæ og læg for at holde igen. Da vi nåede campen lidt over 10 om formiddagen, fik vi morgenmad og et lille hvil inden vi gik videre mod den første camp. Vi fik set nogle langhårede sorte og hvide aber som vist kun holder til der. Da vi endelig nåede frem hen af eftermiddagen var vi total smadret og ømme i benene. Vi gik lige på hovedet i seng efter vi havde spist. Onsdag stod vi op kl. 6. Det var rigtig klart vejr og vi kunne se Kilimanjaro rigtig tydelig vi besluttede at gå den lange vej ned, fordi vi tog den korte op.

Det var en tur på 18 km. Det var en rigtig dejlig tur med flere små vandfald under vejs ét større og vi så et kæmpe træ, vi så også rigtig mange aber af forskellige arter undervejs samt flere rådyr lignende dyr kaldet buschbuk & watherbuck. Vi fik vores frokost og en velfortjent (syntes jeg) øl inden vi blev kørt tilbage til hotellet. Nu sidder vi her torsdag formiddag og skriver blog og har så sindsygt ømme ben godt trætte i kroppen, men vi føler os oven på!

Tiden går så hurtigt!!!

Så er taskerne pakket og om 14 timer kører vi fra Kipili. De sidste 5 måneder som volontør har budt på rigtig mange store, lærerige, spændende og udfordrende oplevelser, som vi aldrig vil glemme. Vi har været rigtig glade for, at have haft denne oplevelse sammen. Det er mærkeligt og lidt vemodigt at pakke sit liv og hjem ned for de sidste 5 måneder. Samtidig glæder vi os rigtig meget til at komme ud og opleve noget andet af Tanzania. Vores rejse starter med, at køre med Knud til Sumbawanga. d. 8 dagen efter er planen at nå til Iringa. for så at ankomme til Dar d.11. Knud tager flyet hjem til DK d.13. Derfor er vi så heldig at kan få et lift.
Vores rejseplaner fra Dar es Salam er at tage bus til Arusha, der vil vi på gå safari, bestige Mt. Meru (4566m.). Det er Afrikas 5 højeste bjerg. Ellers vil vi se hvilke muligheder området ellers byder på. Når vi er færdig i Arusha tager vi videre tværs igennem landet til hovedestaden Dodoma, hvor vi vil besøge Rebekkas barndoms veninde og hendes familie, og opleve hvoedestaden med dens liv. Vi fortsætter ned igennem landet til Iringa, en dejlig by der oser af liv og souvinier butikker :) Vi vender snuden mod øst til Morogoro, der bor vi ved mama Mkuchu. Der er planen at vandre i de smukke bjerge, komme op igennem regnskoven der forsyner byen med vand, stå på toppen, føle sig ovenpå. Vi tager videre til Dar og Zanzibar hvor planen er at slutte af som total turister, snorkle, slikke sol og ellers bare slappe helt af inden vi tager flyet mod Danmark og alle jer dejlige mennesker som vi er ved at savne meget!

Glædelig jul og godt nytår

Nogle dage før jul fik vi en sms fra Knud, som skrev, at han havde fået skaffet os en julegris, så nu var årets juleflæskesteg i hus. Morgenen efter fik vi endnu en sms. Julegrisen var i løbet af natten rendt ud af buret, løbet ned til søen og blev ædt af en krokodille! Det blev ikke os der i år fik en julesteg, men derimod blev det en krokodille som den nat blev mæt. Efter den sms var vi ikke i tvivl om, at man befandt sig i Afrika, men samtidig skræmt over, at den blev spist ved den stand, hvor vi bader!
Efter 14 dages rundrejs med besøg i Morogoro vendte vi tilbage til Kipili med en go og spændende oplevelse og var nu klar til, at fejre jul. Traditionen tro skulle der fælles et "juletræ", og pyntes op med julepynt, høres julemusik og spises risengrød.

D. 24. vågnede vi op til nybagte boller og æg. Dagen gik ellers med, at komme i julestemning i de 35 graders varme. Om aftenen mødtes vi med resten af menigheden i kirken til fælles aftensmad. Vi sad under den stjerneklare himmel og fik (igen) ris og bønner! Efter ti min. spisning (her skovler folk maden ind) havde alle tanzanianerne spist et helt fad, samt vores fad, gik vi sammen ned i byen, hvor Knud viste en film om Jesu fødsel. Til filmen var der folk i alle aldre. Efter filmvisningen gik vi tlbage til kirken til gudstjeneste, som sluttede til midnat, så derefter kunne vi starte vores "dansker jul". Vores "dansker jul" indholdte alt hvad en dansk jul skal have, glögg, risalamande, julesalmer, stearinlys, gaver og hygge. Vi havde en rigtig go aften og nat som først endte kl. 4 om morgenen.

　
Nytårs aften blevv fejret på lodgen. Vi kom i go' tid så vi kunne få os en svømmetur, som endte ud med en svømmetur i regnen med efterfølgende et varmt bad, som vi ikke har prøvet siden vi forlod Danmark. Vi havde bestilt teltovernatningen, men Chris og Louise overraskede os med hytteovernatningen istedet, så det endte med den rene luksus med fantastiske senge og søudsigt. Aftenen bød på en fantastisk middag, musik, dans, 25 grader og godt humør. Nytåret blev sprunget ind fra trappen med stjernekastere i hånden.
Dagen efter blev nyft på lodgen, hvor vi sprang i bølgen blå og nød solen.
Glædelig jul og godt nytår til jer alle :)

Status PT!

　
　- Status PT er det blevet torsdag d. 1. december.

- Status PT sidder jeg i skyggen på verandaen i 35grader varme (i skyggen) og har lidt svært ved at komme i julestemning
.
- Status PT arbejder Arne nede ved molen på en båd som skal bygges om fra indenbords til påhængsmotor.

- Status PT er her ingen julemusik i radioen, ingen julepynt i gaderne eller i hjemmene, ingen julemarkeder, glögg, æbleskiver eller anden form for julemad (vi spiser stadig ris og brune bønner) og ingen frost. Vi er
sikre på, at i der hjemme ikke er i tvivl om, at julen nærmer sig.

Siden vi sidst var på nettet for 1,5 måned siden er der sket en hel del. Vi har været til åbningen af et nyt børnehjem i Sumbawanga. En dansk mand med eget firme, havde sponsoreret penge til bygningen af et nyt børnehjem, samt en bådmotor til Kipili. Dagen gik med sangindslag og dramastykke om hvordan børnene var kommet på børnehjemmmet. Efter de var blvet forældre var flere af børnene kommet hos en plejefamilie, men var blevet misbrugt. De børn, som boede her på børnehjemmet, havde været heldige med, at være stødt ind i Knud og lederen på børnehjemmmet og har nu et nyt og godt sted at bo. Det var et meget rørende stykke. Flere af børnene græd da de opførte stykket. I løbet af dagen var der selvfølgelig også mange taler, på rigtig afrikansk vis. Alle har noget som skal siges, præsterne, evangalisterne og de fra kommunen, som var inviteret den dag. Til sådan en fest var der også det store festmåltid. Køkkenet var fyldt med mama'er som var igang med de store kødgryder til de 60 gæster og børn. Bærnehjemme er stadig ikke fyldt helt op. Der er stadig plads til flere og de er ved at blive fundet. Lige nu er man ved, at se på gadedrengene i Sumbawanga.
Man ser på hvordan deres familiesituation er, så de kan få et bedre hjem og fremtid.

Vi mærker somsagt ikke noget til julen, men tilgengæld er vi ikke i tvivl om, at regntiden er begyndt. De sidste tre, fire uger har det regnet næsten dagligt. Her er blevet så smukt og frodigt. Her mærker vi foråret og at frugtsæsonen rigtig er gået igang. Buspriserne er 10000 Tsh fra Kipili til Sumbawanga, men i regntiden, når vejene skrider væk og bliver svære at køre på, stiger prisen for kvinder til 12000 Tsh og for mænd falder den til 8000 Tsh, fordi mændende skal ud, at skubbe bagpå bussen når den sidder fast. Den har de lige regnet godt ud! Vi nyder flere gange dagligt mangoerne, som koster under 1 kr.

Flere nætter er vi vågnet af lyden fra regn - og det er især ekstra tydeligt når man bor under et bliktag! Så har vi også fundet ud af hvad det vil sige, at have torden og lyn. Vi har aldrig prøvet noget lignende. Det er vildt! Flere gange har vi oplevet, at lynet og tordenen er kommet på samme tid og det føles som om himlen er ved at falde ned over os. Regnen giver mange problemer. Her lever folk ude. Al arbejde og madlavning foregår ude. Der hjemme kender vi til snefri - her er det regnfri. Antallet af Cheke Chea falder med 10-15 børn hvis det er de dage hvor det har regnet hele natten og stadig gør det op af morgenen og formiddagen. Vi volontører nyder regntiden, for så falder tempraturen. I sidste uge frøs vi - første gang siden vi tog fra Danmark, det viste sig så da Arne kiggede på termometeret, at der den dag "kun" var 25grader og vi gik og frøs! Vi er bange for, at
det bliver meget slemt, at komme hjem til Danmark i februar...

Arne og jeg havde en lørdag morgen lejet kajakker fra lodgen, så vi kunne prøve en sejltur på Tanganyika søen. Vi startede med en overskyet himmel og rolige bølger. Vi skulle en tur rundt om en ø et stykker fra bredden. Da vi kom om på den anden side af øen blev bølgerne noget højere, og derfra kunne vi se et uvejr over Congos bjerge. Arne havde sat en fiskeline efter kajakken og havde da også held med sig. To gange var der fisk på krogen, så der var fisk til middag senere på dagen. På vores tur så vi også oddere, som var meget nysgerrige og fulgte som fulgte os. Vi fik også et indblik ind i landsbyen på øen, børnene som stod ved bredden og råbte til os, så dagens fangst, som var spredt ud på stranden, kom ind i en regnbye og blev stægt som danish bacon! Av, av...

En lille historie fra en af mine engelsktimer: I en af mine sidste engelsktimer havde vi verden som emne. Jeg havde taget en globus med. Jeg spurgte dem om de vidste hvad det var. 1 ud af 4 kunne sige at det var verden, den samme kunne vise hvor Afrika lå og kunne pege ud hvor Tanzania lå. 1 ud af fire! Det er skræmmende, at mænd omkring de 20 ikke har en større viden omkring verden og ikke kender til meget mere end den landsby de lever i og så lige Sumbawanga, som er den større by der ligger i nærheden.

I forrige weekend havde vi besøg af de to volontørpiger fra Kigoma, som kom sejlende med Liemba. Knud havde fortalt, at der her i nærheden af Kipili boede tre katolske søstre. Dem satte vi os for at ville finde. Vi gik lønge rundt i noget skov, indtil vi fandt et stort hus omringet af en stor køkkenhave. Det var tre ældre dame og deres hund, som tog imod os med åbne arme og store smil. De viste os rundt i deres køkkenhave, som bestod af de mest eksotiske frugter og smukkeste blomster. Her er Kipilie er folkene ikke gode til, at udnytte jorden og dyrke frugt og grønt, så det var helt fantastisk, at se nogen som udnyttede mulighederne og fik noget ud af det. Vi gik der fra med to store poser fyldt med grønt, papaya og chili, samt en pose popcorn!

I to uger har vi på skift undervist Jofre. Han er snedkerelev og en dygtig håndværker. Han fik malaria som 7-årige. Under behandlingen blev han fejldoseret og det gjorde ham døv/stum. Han blev efterfølgende smidt ud af skolen, fordi han blev set som "mærkelig", fordi han ikke længere kunne snakke. Nu er han på sit sidste år som snedkerelev, men har svært ved at måle korekt, så vi har undervist ham i tal. Han kan mundaflæse hans stammesprog, som nogle af de andre snedkerelever også kan og hjælper ham på den måde med undervisningen på snedkerskolen. Det har været utrolig spændende, at undervise ham.

I weekenden havde vi også eksamensfest for tre af snedkereleverne. De har i november månede arbejdet på deres eksamensprojekt, som består af en stol og en seng. Lørdag formiddag var der så eksamen, hvor Knud er censor. De bestod alle, så kunne ånde lettet op og nyde festen om eftermiddagen. Der var pynetet op med balloner og de havde bestilt diskoteksmusik og en fotograf, som skulle skifte film hver gang der var taget 24 billeder, så han så noget misundeligt på os som stod med de store digitalkameraer. En rigtig festlig dag.

Arne har nu fået slået igen fået slået nogle slager ihjel. Denne gang to. Den første blev fundet ved vores dør, (en snoeart på 70cm). en aften vi var på vej ned for at sove. Den 3. svømmede rundt i vandoverfladen. Arne greb fat i åren og efter et par slag faldt den til bunden.

I søndags tog Knud os med på en sejltur på Tanganyika søen. Vil skulle ud at finde krokodiller langs sivene. Desværre blev det ikke til krokodiller, men der i mod blev det i stedet en flodhestesafari. Vi så hele fire flodheste som 20 m. fra os stak hovederne frem og sprøjtede vand. Vildt at have set dem så tæt på i den sø, hvor vi ofte bader!

I denne uge har Theresa og jeg været med Mobilklinikken på vaccinationatur. Vi sejlede ud til en landsby, hvor vi blev taget imod af en masse børn med deres mødre. Det var fra 5 år og nedefter. Alle blev vejet og derefter blev det noteret ind i deres journaler. Et barn ud af ca. 80 var underernæret, men hvis man undersøgte fejlernæring, ville tallene være helt anderledes! Man møder mange børn med oppustede maver og store, strittende navler. Sygeplejersken Joice startede med, at undervise kvinderne i hygiejne, forkølelese, opkast, kolora og malaria. Derefter gik vejningen igang og vaccinationer af både børn og mødre. Dagen sluttede med undersøgelse af de gravide kvinder. Her i blandt piger på de 16 år! Vi fik lov at undersøge en gravid. Det var fantastisk at kunne mærke liv. Det var en maget spændende dag og intressant, at kunne være med til at overvære mobilklinikken arbejde.

- Status Pt skal jeg om 10 min. ned i "forsamlinghuset" for, at pynte op til i morgen, hvor Cheke Chea holder afslutningsfest. Denne uge har for os volontører været den sidste uge i Cheke Chea. Lige pludselig har tiden gået rigtig hurtigt og vi er allerede kommet til afslutningen som lærer og volontører til, at være rejsende efter nytår. Børnene har de sidste par uger øvet sig på farvel-sange og krybbespillet. Deres forældre kommer og ser børnene optræde og så slutter dagen af med fællesspisning. Cheke Chea har været hårdt, sjovt, det har været fyldt med latter og smil, sang, leg, råben, frustartioner, men alt i alt en spændende oplevelse, som der vil være mange minder tilknyttet til.
Udover at skulle sige farvel til børnene i Cheke Chea, har vi også sagt farvel til en volontør i Sumbawanga og her i weekenden skal vi sige farvel til to, som vi har været volontører sammen med her i Kipili. Det er mærkeligt nu, at komme til dette tidspunkt. Det har hele tiden føltes fjernt.

- Status PT hænger vasketøjet på snoren. Når tøjet er tørt skal tasken pakkes. Vi har fået nogle uger fri indne jul, så her i weekenden tager Arne og jeg en tur til Morogoro. Det er den by jeg boede i de første 3,5 år af mit liv sammen med min familie. Vi skal bo hos mama Mckuchu, en ældre dame og ven af familien. Jeg glæder mig til, at skulle gense huset, som jeg kan huske fra billeder og hjemmevideoer, gense min legekammerar, Leah, som jeg i 10 år har skrevet sammen med og Paulo, som den gang var en ung dreng og nu kommer fra Dar med familien. Jeg glæder mig og er spændt på hvad disse dage i Morogoro kan give af oplevelser.

- Status PT prøver vi alle at komme i julestemning i de 35grader varme. 1. søndag i advent tændte vi et lys i en kokosnødsskal og satte julemusik på for, at markere at vi nu er gået ind i julemåneden. I aften skal der eksperimenteres med risengrød lavet af ris, som ikke er grødris. I julen er vi Knud, fire volontører her fra Kipili og to diakonstuderende fra Sumbawanga, som arbejder på børnehjemmet. Vi har planer om, at købe en gris af naboen og lave os en flæaskesteg i brændekomfuret, samt bage rugbrød og spise dåsemad. Vi drømmer ofte om dette festmåltid - i det hele taget tænker vi ofte på det danske mad, som er meget savnent. Nytåret skal fejres på lodgen - vi har hørt de har fyrværkeri, så det nye år bliver skudt ind med manér :o)
Her fra Kipili vil vi ønske jer alle en glædelig, hyggelig og dejlig december månede, samt et godt og velsignet nytår!

(Spis lidt ekstra af den gode julemad for os :o))

Et døgn med Liv & Død

Kort tid inden middag kunne vi høre en hjertensskrærende gråd og høje skrig. Det viste sig, at være en mand i en af nabohusene som var død. Folk strømmede hurtigt til huset og på ingen tid var der en stor flok samlet. Hele dagen kunne der høres gråd og sørgesang. Her i Tanzania har man tre sørgedage og den afdøde skal begraves dagen efter pga. varmen.
Den efterfølgende nat blev tre af os piger ringet op af den lokale jordmor. En fødsel var gået igang og vi måtte gerne overvære den. Vi sprang ud af vores senge og kom hurtigt i tøjet. Vi skulle ned forbi huset, hvor den afdøde mand havde boet. Ude omkring huset lå 50 og sov, mens hele huset var oplyst af petroleumslamper. Lige i nærheden var huset, hvor en 20 årig kvinde lå og skulle føde sit tredje barn. Det var et rum på 7m2. Det eneste der var i rummet, var en briks hvor kvinden lå, en lille spinkel pige med en lille mave, man skulle ikke tro, at hun var i 9. månede! Et bord med en vægt og redskaberne til fødslen, samt spande med vand. Det eneste der oplyste rummet var jordmoderens lommelygte fra hendes mobil! Vi skyndte os tilbage til vores værelser efter en petroleumslampe og ekstra lommelygter.
Til fødslen skal den gravide kvinde selv medbringe plastic, som hun ligger på, på briksen, masser af khangaer (stof) til brug af rengøring, hvis der er meget blod og til at pakke barnet ind i, plastichandsker til jordmoderen, en vaccine til barnet (frivilligt) og et barberblad til at skære navlestrengen over med. Kvinden havde et kvindeligt familiemedlem med sig, som ventede i rummet ved siden af (hun holdte øje med jordmoderens baby, som lå og sov) og kvindens mand som gik frem og tilbage ude i mørket og ventede.
Her er børnedødeligheden meget stor og den fødende kvindes liv er også udsat. Hvis en hjemmefødsel her i Kipili går galt er der ingen mulighed for kejsersnit eller opreration. Når landets gennemsnitsalder regnes ud tæller man ikke børn med under 5år, for der er dødeligheden meget stor. Gennemsnitsalderen ligger lige nu på 46 år.
Da vi ankom var veerne allerede godt igang. Kvinden sagde ikke en lyd under hele fødslen, men hendes ansigt fortalte at hun havde smerter. Efter tre kvarter skulle hun have taget sit blodtryk, men det nåede ikke at ske, for barnet kom lige pludselig og som en overraskelse for os alle. Det gik så hurtigt! Og der lå en meget lille pige på 2,3kg. - Og vi fik alle lov til at holde hende. Jeg havde medbragt et par hjemmestrikket baby strømper, som jeg gav til hende og de kom på med det samme, men var selvfølgelig alt for store til så lille en pige. Efter rengøring af både mor og barn kom hun op og lå ved siden af sin mor. Her i landet er der ikke det samme bånd mellem forældre og deres børn. Kvinden viste ikke den store interesse for det lille liv hun havde bragt til verden, og det er desværre meget normalt her.
Samtidig med, at denne unge kvinde lå i smerter og fødte sin lille pige, sad de i nabohuset og sang sørgesang over tabet af deres afdøde familiemedlem. Alt dette skete inden for det samme døgn og for os var det virkelig en kontrastfuld oplevelse. Vi kom tæt på livets store sorger og glæder!

Liemba safari

Meget spontant havde vi en onsdag eftermiddag besluttet os for, at tage med færgen, Liemba, til Zambia den efterfølgende nat til fredag. Liemba er en ældre dame med en lang livshistorie. I 1913 blev færgen bygget i Tyskland og sejlet til Dar es Salam og der skildt i mindre stykker. Fra Dar blev færgen båret af slaverne hele vejen igennem Tanzania og ud til Tanganyika søen, hvor den fra 1914 til 1926 blev lagt på bunden af søen, så englænderne ikke skulle tage den fra tyskerne under 1. Verdenskrig! Siden 1926 er den så blevet brugt som fragtskib mellem Kigoma i den nordlige del af Tanganyika søen til Zambia.

Det var blevet torsdag aften og vi volontører havde fået selskab af en backpacker fra Israel, men bosat i England, som var kommet til Kipili og ikke vidste hvad han ville derfra, men som havde hørt, at vi ville tage med Liemba og ville gøre os selskab. Vi havde aftalt med nogle lokale fiskere, at de ville sejle os ud til Liemba, når den vil komme i løbet af natten. Fiskerne ringede ud til færgen for, at høre hvornår den ca. ville komme til Kipili, svaret var: kl. 01.00 - 03.00 eller måske 04.00, så vi havde masser af tid til at kunne få en lille lur, drikke kaffe og spille kort. Vi havde alle gættet på førgens ankomst tidspunkt, men da klokken var blevet mere end fire og vi endnu ikke havde hørt færgens horn tude, var gættelegen ikke så sjov længere og øjenlågene tungere. Men kl. 6 hørte vi det første tuden og så gik det ellers hurtigt med, at komme ned af bjergsiden og ned til fiskerne som stod klar til at sejle os alle ud til Liemba, som i skumringen lyste flot op med alle lysene ombord og sol-op-gangen i ryggen. Vi sejlede op på siden og gik ind igennem hullt på færgen og kom ind på 3. klasse. Her mødte os den første duft af ananas og fisk. Bag os var nogle mænd ved, at læsse store sække ombord igennem hullet i siden, men en af dem smuttede fra dem og landede i stedet på bunden af søen.

Vi fik os en kahyt og gik ellers straks igang med, at udforske færgen. Aldrig havde vi set så mange ananas på en gang. Det var helt vildt hvad de havde med sig fra Kigoma. Hurtigt fandt vi også ud af hvornår vi nærmede os fiskene. Hele lastrummet var fyldt med store kurve af fisk og store 100 kg. sække med majs og bønner. Den første formiddag gik med en lur på dækket efter, at have holdt sig vågen det meste af natten. Da vi alle vågende igen og fik frokost i restauranten var det den rene "mzungu-safari". Vi var hele 18 hvide ombord på færgen. Vi blev ved med at sige: "Se, der er en og en til" og peje rundt. Det er længe siden, at vi har været så mange hvide på en gang! Det var ene europæer som rejse rundt som backpackere. Fire af dem havde deres engen bil med, som i Kigoma havde fået hejst bilen ombord på førgen og nu var på vej til Sydafrika. Vi fik os alle en snak med hinanden og skulle lige høre hvad vi hver især lavede. Ellers gik tiden med, at læse og nyde solen.
Med nogle timers mellemrum holdte vi ved nogle landsbyer. Så snart Liemba havde tudet i hornet, kom der en masse fiskebåde sejlende med fuld fart for, at ligge til ved færgen. Det gik vildt for sig. Alle ville være den først til, at få sine varer ombord. Ofte sejlede bådene ind i hinanden eller folk kom i klemme. De råbte og skreg af hinanden og nogen gange går i kamp åre mod åre, mens de prøver at balancere i deres små træbåde. De som ellers er venner inde i landsbyerne bliver til uvenner når de alle vil være de første til, at komme til ude ved Liemba.
Færgens tidsplan var, at skulle være tilbage i Kipili lærdag formiddag, men fredag sidst på eftermiddagen holdte vi inde ved en by kaldt Kasanga for, at læsse varer af og på og for, at overnatte der inden turen gik videre til Zambia lørdag morgen. Det viste sig, da vi efter at have snakket med kaptajnen, at han selv må bestemme hvor hurtigt han synes det skal gå og om han om natten vil ligge til søbredden for at overnatte der, så vi skulle ikke regne med, at være tilbage i Kipili før søndag. Det er jo Afrika, vi har ingen tidsplan og ikke travlt - eller det skal man ikke have!

I Kasannga var havnen proppet med secondary school elever, som så snart færgen havde lagt til sprang ombord. Det var en skole 26 km. derfra som var taget på skoleudflugt for, at se Liemba. Få elever havde kameraer og ville have billeder af os en og en. Vi fandt det store smil frem mens vi efter et klik fra fotografen fik en ny skoleelev imellem os. Bagefter stilte eleverne sig så i kø foran fotografen. Det viste sig, at være en lille forretning den store elev havde. Han tog imod penge fra dem som var blevet fotograferet af os. Han havde lige set sig den mulighed for, at tjene lidt penge. Senere på aftenen kom der kinesere ombord fra vejprojektet, som også ville fotograferes sammen med os!
Det var blevet aften og vi flyttede ud fra kahytten og ud på dækket og faldt i søvn under den smmukke stjernehimmel, efter at have set en slange svømme rundt i vandet. Lørdag morgen nåede vi Zambia og noget af det første der møder os er Maersk containere - en hilsen fra Danmark! Her skulle vi så være de næste 8 timer mens færgen skulle af og pålæsse varer. Færgen har en enkel kran. Fra land er der arbejdere som bærer 100 kg. sække fra lastbilen og hen til et stort net.

Når nettet er fyldt løfter kranen det ned i lastrummet, hvor 8 mænd en sæk af gangen bærer dem hen i hjørnet og stabler dem en efter en. Der er ikke noget at sige til, at de mænd hurtigt bliver slidt op. Det blev til mange 100 kg. sække de fik løftet i løbet af de 8 timer vi lå i havnen. I mellem tiden voksede der sig hurtigt et lille marked op på havnen. Vi fik selskab af to englændere, som var på motorcykel rundt i østafrika.
Vi gjorde et kort hold på hjemturen i Kasanga, fordi lastrummet skulle fyldes, så der var tid til, at gå afborde, så vi tog med en lille båd ud til den lokale lodge og fik aftensmad. Her havde den tanzanianske ejer med sine bare næver fanget sig en babykrokodille, som Arne ikke kunne holde fingrene fra, men lige skulle røre den... han har stadig alle fingrene!

Søndag eftermiddag ankom vi til Kipili og blev hentet af nogle snedkerelever i Knuds båd. Vi fik vinket farvel og ønsket go tur videre til israeleren og englænderne. Liemba sejlede videre op på Tanganyika søen, og fortsatte sin rute, som den har gjort siden 1926 og vil formentlig også gøre det mange år endnu.

Små historier

Som så mange lystfiskere oplever, kom det også til mig. Jeg fangede bunden og min "bedste" spinder gik tabt. Jeg kunne ikke få øje på den trods det klare vand og da mørket også var ved at komme, måtte jeg gå hjem uden, men jeg viste jo, at det måtte ske før eller siden.
Så var der en anden dag, hvor det havde været rigtig varmt og vi blev enig om at gå ned og bade. Det er sommetider en nødvendighed at blive kølet ned. Da vi gik hjem af, ville vi have en kølig cola (i Kipili kan der ikke købes kolde, men der er ét sted hvor de ikke er varme!) Mens vi står ved butikken/boden og nyder vores cola, får jeg øje på noget i baggrunden, og tænker "YES!" her kan man købe lidt fiskeudstyr. Uden at skænke min tabte spinder en tanke(det er 2-3uger siden den gik tabt) spørger jeg om jeg ikke må se. Da jeg så får den i hånden syntes jeg godt nok den ser meget bekendt ud, men der går lige lidt inden, det går op for mig, at det er min egen spinder!! Så må jeg jo have en forklaring, det må så have været nogle børn, som har holdt øje med mig da jeg mistede den, og da jeg så var gået, var de hoppet i baljen og fisket den op, og så har de solgt den til ham her. Efter lidt snakken frem og tilbage fik jeg da også lov at købe min egen spinder tilbage :) Jeg måtte slippe 1000Tsh. for den. (knap 4Dkr.)

Man ved man er i afrika når man har hudafskrabninger på bennene og sidder 10 meter oppe i en palme med en kokosnød i hånden. Så fik jeg det gjordt!! Jeg har længe haft kig på de kokospalmer og har haft en volsom træng til at hente nogle ned. Så fik jeg det gjort en dag efter jeg havde arbejdet på en af bådene. Det var hårdt, især fordi den jeg kravlede op i var ca knap en halv meter i diameter. Det gik uden at blive tilgrin, men næste gang gør jeg det ikke i shorts. Den ene nød som jeg havde udset mig fra jorden af, var på størrelse med en basketball. har aldrig set så stor en nød. og den smagte bare så godt og frisk i forhold til dem vi kender derhjemmefra.

En morgen jeg gik til bådene, havde jeg nær tråt på en kamæleon. Jeg tog den op, og den var bare helt rolig. Jeg tog den med op for at vise den til de andre piger. På vejen mødte jeg flere børn, de flygtede da de så kamæleonen, en pige stod bare som forstenet og begyndte at stortude. De mama´er Knud har ansat var også ved at gå helt op i limningen, de mente at den både var farlig, den bed og var giftig! Folk her er så uvidne om de ting og dyr som omringer dem! Da jeg kom op i Chekachea for at vise den, kom alle børnene rendende for at se ham den hvide, men de vendte hurtigt om og holde god afstand da de så min følgesvend!! :) Syntes det er så komisk! Vi tog den med ned på værelset, det var vildt fasinerende at se den skifte farve da vi satte den på gulvet. Den skifter fra skrigende lysegrøn til helt mørkegrå som matchede betonen, og det tog kun få sekunder. Vi satte den ud i skoven efter den havde stået model til en længere fotosession.