Rebekka og Arne i Tanzania

Vi føler os oven på!

2012-01-19T09:23:00.000+01:00

Fredag d. 13/1 kom vi til Arusha, og vores plan var at bestige Mount Meru med sine 4566m. Lørdag gik primært med, at få arrangeret turen og til en god pris. Det gik rimelig nemt og vi fik betalt og aftalt at vi allerede tog afsted dagen efter på en 4 dages tur.

Søndag vågnede vi tidligt og kunne slet ikke finde ro i vores maver. Vi var så spændte på turen og hvad den ville bringe. Det lettede lidt da vores arrangør endelig kom og hentede os, dog lidt forsinket. Da vi kørte ind igennem Arusha national park fik vi set giraffer, bøfler, vildsvin, aber og zebraer. En rigtig god start. Da vi kom til foden af bjerget var der lige lidt papirnusseri inden vi kunne komme afsted. Vi startede opstigningen mod den første camp, som ligger i 2500m. Turen tog ca. 4 timer og det gik virkelig op af. Under vejs krydsede vi et åbent græsareal. Vi havde bøfler på vores ene side og vildsvin på den anden. Det var spændende, ellers skete der ikke så meget på den tur.

Vi kom til campen hen på eftermiddagen. Rigtig fint sted med gode senge og en fantastisk udsigt over hele bjerget. Vi fik os en rigtig god overraskelse da vi kom til aftensmaden. Kokken vi havde med serverede den lækreste 3 retters menu. Det skulle vise sig at være standarden hverr aften. Det er de bedste måltider vi har fået her i landet de sidste 5 måneder. På anden dagen stod vi tideligt op for at se solopgangen. Vi kunne dog ikke rigtig se Kilimanjaro pga. tågedis. Lidt i 8 startede vi turen op mod næste camp som ligger i 3500m. Turen var så flot, skoven som er lidt regnskovs lignende med disse enorme træer. Svært at beskrive, se billederne :)

Vi kom til campen omkring middag. Vi fik frokost og et lille hvil før vi gik videre mod Little Meru Peak, som ligger i 3820m. Da vi gik, kom der en stor sky ind over os, så vi kunne stort set ikke se en skid, og der var heller ikke meget udsigt da vi nåede toppen, men som man siger "been there, done that!"

Det begyndte at regne da vi gik tilbage. Vi nåede lige ned til campen da sluserne åbnede sig. Så stod det forresten ned i stenger hele aftenen. Vi havde fået at vide, at vi skulle stå op kl. 00.00, spise lidt mad og have en lille taske med vand og varmt tøj til turen mod Socalist Peak (4566m.) Det regnede og stromede da vi vågnede, det var så surt. Men til vores held stoppede regnen lige inden vi gik ved halv 2 tiden, men det blæste stadig rigtig kraftigt. Vi gik i en lang række kun med lys fra vores pandelamper, det stormede og vi var inde i en sky, den første time gik vi i lidt træer, buske lignende før vi kom over trægrænsen og bare gik i det rå klippelandskab, rundt på kraterranden. Vi kunne ikke rigtig se hvor vi gik, men vi kunne dog se, at på begge sider af den ca. 1 meter brede sti, der går det altså ned af. Flere steder skulle vi ud på klippesider og kravle et stykke for, at komme på en sti igen. Det var grænseoverskridende når man ikke kan se hvor man befinder sig. Ca. kl. 6 kom vi igennem skyen og havde den smukkeste stjerne himmel, nu kunne vi ligeså stille begynde, at se mere og mere ligesom solopgangen nærmede sig. Det lettede og gav mere energi til at fortsætte. Vi var ved at være bange for ikke, at kunne se solopgangen. Nu begyndte himmelen, at blive ildrød og Kilimanjaro stod som en knivskap sort skikelse ude mod øst. Det vår så smukt.

Vi nåede den sidste stigning, som var en 30 meter kravletur på en meget stejl klippeside for at nå toppen. Man kan godt mærke at luften er tynd i de højder. Overskuddet var ikke så stort efter så mange timers vandring i kulde og blæst, men det kom da vi så den smukke solpogang. Da vi nåede toppen "WE DID IT!!!"

Solen kommet til syne og det var så klart og himlen var så blå. Kilimajaro stod så skarp, at vi kunne se gletsjerne helt tydelig. Det var uden tvivl hele turen værd. Grænser er overskreddet og en tur så spændende og smuk!

Vi brugte et kvarter på toppen før vi startede nedstigningen. Det var sjovt og lidt foruroligende, at se hvor vi havde gået i total mørke. På den ene side går det bare ned af og på den anden side er en af Afrikas højeste lodrette klippevægge med 1,5KM.

Det var rigtig hårdt at gå ned, for det var så stejlt, at vi spændte i knæ og læg for at holde igen. Da vi nåede campen lidt over 10 om formiddagen, fik vi morgenmad og et lille hvil inden vi gik videre mod den første camp. Vi fik set nogle langhårede sorte og hvide aber som vist kun holder til der. Da vi endelig nåede frem hen af eftermiddagen var vi total smadret og ømme i benene. Vi gik lige på hovedet i seng efter vi havde spist. Onsdag stod vi op kl. 6. Det var rigtig klart vejr og vi kunne se Kilimanjaro rigtig tydelig vi besluttede at gå den lange vej ned, fordi vi tog den korte op.

Det var en tur på 18 km. Det var en rigtig dejlig tur med flere små vandfald under vejs ét større og vi så et kæmpe træ, vi så også rigtig mange aber af forskellige arter undervejs samt flere rådyr lignende dyr kaldet buschbuk & watherbuck. Vi fik vores frokost og en velfortjent (syntes jeg) øl inden vi blev kørt tilbage til hotellet. Nu sidder vi her torsdag formiddag og skriver blog og har så sindsygt ømme ben godt trætte i kroppen, men vi føler os oven på!

Tiden går så hurtigt!!!

2012-01-09T09:06:00.000+01:00

Så er taskerne pakket og om 14 timer kører vi fra Kipili. De sidste 5 måneder som volontør har budt på rigtig mange store, lærerige, spændende og udfordrende oplevelser, som vi aldrig vil glemme. Vi har været rigtig glade for, at have haft denne oplevelse sammen. Det er mærkeligt og lidt vemodigt at pakke sit liv og hjem ned for de sidste 5 måneder. Samtidig glæder vi os rigtig meget til at komme ud og opleve noget andet af Tanzania. Vores rejse starter med, at køre med Knud til Sumbawanga. d. 8 dagen efter er planen at nå til Iringa. for så at ankomme til Dar d.11. Knud tager flyet hjem til DK d.13. Derfor er vi så heldig at kan få et lift.
Vores rejseplaner fra Dar es Salam er at tage bus til Arusha, der vil vi på gå safari, bestige Mt. Meru (4566m.). Det er Afrikas 5 højeste bjerg. Ellers vil vi se hvilke muligheder området ellers byder på. Når vi er færdig i Arusha tager vi videre tværs igennem landet til hovedestaden Dodoma, hvor vi vil besøge Rebekkas barndoms veninde og hendes familie, og opleve hvoedestaden med dens liv. Vi fortsætter ned igennem landet til Iringa, en dejlig by der oser af liv og souvinier butikker :) Vi vender snuden mod øst til Morogoro, der bor vi ved mama Mkuchu. Der er planen at vandre i de smukke bjerge, komme op igennem regnskoven der forsyner byen med vand, stå på toppen, føle sig ovenpå. Vi tager videre til Dar og Zanzibar hvor planen er at slutte af som total turister, snorkle, slikke sol og ellers bare slappe helt af inden vi tager flyet mod Danmark og alle jer dejlige mennesker som vi er ved at savne meget!

Glædelig jul og godt nytår

2012-01-09T09:01:00.000+01:00

Nogle dage før jul fik vi en sms fra Knud, som skrev, at han havde fået skaffet os en julegris, så nu var årets juleflæskesteg i hus. Morgenen efter fik vi endnu en sms. Julegrisen var i løbet af natten rendt ud af buret, løbet ned til søen og blev ædt af en krokodille! Det blev ikke os der i år fik en julesteg, men derimod blev det en krokodille som den nat blev mæt. Efter den sms var vi ikke i tvivl om, at man befandt sig i Afrika, men samtidig skræmt over, at den blev spist ved den stand, hvor vi bader!
Efter 14 dages rundrejs med besøg i Morogoro vendte vi tilbage til Kipili med en go og spændende oplevelse og var nu klar til, at fejre jul. Traditionen tro skulle der fælles et "juletræ", og pyntes op med julepynt, høres julemusik og spises risengrød.

D. 24. vågnede vi op til nybagte boller og æg. Dagen gik ellers med, at komme i julestemning i de 35 graders varme. Om aftenen mødtes vi med resten af menigheden i kirken til fælles aftensmad. Vi sad under den stjerneklare himmel og fik (igen) ris og bønner! Efter ti min. spisning (her skovler folk maden ind) havde alle tanzanianerne spist et helt fad, samt vores fad, gik vi sammen ned i byen, hvor Knud viste en film om Jesu fødsel. Til filmen var der folk i alle aldre. Efter filmvisningen gik vi tlbage til kirken til gudstjeneste, som sluttede til midnat, så derefter kunne vi starte vores "dansker jul". Vores "dansker jul" indholdte alt hvad en dansk jul skal have, glögg, risalamande, julesalmer, stearinlys, gaver og hygge. Vi havde en rigtig go aften og nat som først endte kl. 4 om morgenen.

　
Nytårs aften blevv fejret på lodgen. Vi kom i go' tid så vi kunne få os en svømmetur, som endte ud med en svømmetur i regnen med efterfølgende et varmt bad, som vi ikke har prøvet siden vi forlod Danmark. Vi havde bestilt teltovernatningen, men Chris og Louise overraskede os med hytteovernatningen istedet, så det endte med den rene luksus med fantastiske senge og søudsigt. Aftenen bød på en fantastisk middag, musik, dans, 25 grader og godt humør. Nytåret blev sprunget ind fra trappen med stjernekastere i hånden.
Dagen efter blev nyft på lodgen, hvor vi sprang i bølgen blå og nød solen.
Glædelig jul og godt nytår til jer alle :)

Status PT!

2011-12-04T10:22:00.000+01:00

　
　- Status PT er det blevet torsdag d. 1. december.

- Status PT sidder jeg i skyggen på verandaen i 35grader varme (i skyggen) og har lidt svært ved at komme i julestemning
.
- Status PT arbejder Arne nede ved molen på en båd som skal bygges om fra indenbords til påhængsmotor.

- Status PT er her ingen julemusik i radioen, ingen julepynt i gaderne eller i hjemmene, ingen julemarkeder, glögg, æbleskiver eller anden form for julemad (vi spiser stadig ris og brune bønner) og ingen frost. Vi er
sikre på, at i der hjemme ikke er i tvivl om, at julen nærmer sig.

Siden vi sidst var på nettet for 1,5 måned siden er der sket en hel del. Vi har været til åbningen af et nyt børnehjem i Sumbawanga. En dansk mand med eget firme, havde sponsoreret penge til bygningen af et nyt børnehjem, samt en bådmotor til Kipili. Dagen gik med sangindslag og dramastykke om hvordan børnene var kommet på børnehjemmmet. Efter de var blvet forældre var flere af børnene kommet hos en plejefamilie, men var blevet misbrugt. De børn, som boede her på børnehjemmet, havde været heldige med, at være stødt ind i Knud og lederen på børnehjemmmet og har nu et nyt og godt sted at bo. Det var et meget rørende stykke. Flere af børnene græd da de opførte stykket. I løbet af dagen var der selvfølgelig også mange taler, på rigtig afrikansk vis. Alle har noget som skal siges, præsterne, evangalisterne og de fra kommunen, som var inviteret den dag. Til sådan en fest var der også det store festmåltid. Køkkenet var fyldt med mama'er som var igang med de store kødgryder til de 60 gæster og børn. Bærnehjemme er stadig ikke fyldt helt op. Der er stadig plads til flere og de er ved at blive fundet. Lige nu er man ved, at se på gadedrengene i Sumbawanga.
Man ser på hvordan deres familiesituation er, så de kan få et bedre hjem og fremtid.

Vi mærker somsagt ikke noget til julen, men tilgengæld er vi ikke i tvivl om, at regntiden er begyndt. De sidste tre, fire uger har det regnet næsten dagligt. Her er blevet så smukt og frodigt. Her mærker vi foråret og at frugtsæsonen rigtig er gået igang. Buspriserne er 10000 Tsh fra Kipili til Sumbawanga, men i regntiden, når vejene skrider væk og bliver svære at køre på, stiger prisen for kvinder til 12000 Tsh og for mænd falder den til 8000 Tsh, fordi mændende skal ud, at skubbe bagpå bussen når den sidder fast. Den har de lige regnet godt ud! Vi nyder flere gange dagligt mangoerne, som koster under 1 kr.

Flere nætter er vi vågnet af lyden fra regn - og det er især ekstra tydeligt når man bor under et bliktag! Så har vi også fundet ud af hvad det vil sige, at have torden og lyn. Vi har aldrig prøvet noget lignende. Det er vildt! Flere gange har vi oplevet, at lynet og tordenen er kommet på samme tid og det føles som om himlen er ved at falde ned over os. Regnen giver mange problemer. Her lever folk ude. Al arbejde og madlavning foregår ude. Der hjemme kender vi til snefri - her er det regnfri. Antallet af Cheke Chea falder med 10-15 børn hvis det er de dage hvor det har regnet hele natten og stadig gør det op af morgenen og formiddagen. Vi volontører nyder regntiden, for så falder tempraturen. I sidste uge frøs vi - første gang siden vi tog fra Danmark, det viste sig så da Arne kiggede på termometeret, at der den dag "kun" var 25grader og vi gik og frøs! Vi er bange for, at
det bliver meget slemt, at komme hjem til Danmark i februar...

Arne og jeg havde en lørdag morgen lejet kajakker fra lodgen, så vi kunne prøve en sejltur på Tanganyika søen. Vi startede med en overskyet himmel og rolige bølger. Vi skulle en tur rundt om en ø et stykker fra bredden. Da vi kom om på den anden side af øen blev bølgerne noget højere, og derfra kunne vi se et uvejr over Congos bjerge. Arne havde sat en fiskeline efter kajakken og havde da også held med sig. To gange var der fisk på krogen, så der var fisk til middag senere på dagen. På vores tur så vi også oddere, som var meget nysgerrige og fulgte som fulgte os. Vi fik også et indblik ind i landsbyen på øen, børnene som stod ved bredden og råbte til os, så dagens fangst, som var spredt ud på stranden, kom ind i en regnbye og blev stægt som danish bacon! Av, av...

En lille historie fra en af mine engelsktimer: I en af mine sidste engelsktimer havde vi verden som emne. Jeg havde taget en globus med. Jeg spurgte dem om de vidste hvad det var. 1 ud af 4 kunne sige at det var verden, den samme kunne vise hvor Afrika lå og kunne pege ud hvor Tanzania lå. 1 ud af fire! Det er skræmmende, at mænd omkring de 20 ikke har en større viden omkring verden og ikke kender til meget mere end den landsby de lever i og så lige Sumbawanga, som er den større by der ligger i nærheden.

I forrige weekend havde vi besøg af de to volontørpiger fra Kigoma, som kom sejlende med Liemba. Knud havde fortalt, at der her i nærheden af Kipili boede tre katolske søstre. Dem satte vi os for at ville finde. Vi gik lønge rundt i noget skov, indtil vi fandt et stort hus omringet af en stor køkkenhave. Det var tre ældre dame og deres hund, som tog imod os med åbne arme og store smil. De viste os rundt i deres køkkenhave, som bestod af de mest eksotiske frugter og smukkeste blomster. Her er Kipilie er folkene ikke gode til, at udnytte jorden og dyrke frugt og grønt, så det var helt fantastisk, at se nogen som udnyttede mulighederne og fik noget ud af det. Vi gik der fra med to store poser fyldt med grønt, papaya og chili, samt en pose popcorn!

I to uger har vi på skift undervist Jofre. Han er snedkerelev og en dygtig håndværker. Han fik malaria som 7-årige. Under behandlingen blev han fejldoseret og det gjorde ham døv/stum. Han blev efterfølgende smidt ud af skolen, fordi han blev set som "mærkelig", fordi han ikke længere kunne snakke. Nu er han på sit sidste år som snedkerelev, men har svært ved at måle korekt, så vi har undervist ham i tal. Han kan mundaflæse hans stammesprog, som nogle af de andre snedkerelever også kan og hjælper ham på den måde med undervisningen på snedkerskolen. Det har været utrolig spændende, at undervise ham.

I weekenden havde vi også eksamensfest for tre af snedkereleverne. De har i november månede arbejdet på deres eksamensprojekt, som består af en stol og en seng. Lørdag formiddag var der så eksamen, hvor Knud er censor. De bestod alle, så kunne ånde lettet op og nyde festen om eftermiddagen. Der var pynetet op med balloner og de havde bestilt diskoteksmusik og en fotograf, som skulle skifte film hver gang der var taget 24 billeder, så han så noget misundeligt på os som stod med de store digitalkameraer. En rigtig festlig dag.

Arne har nu fået slået igen fået slået nogle slager ihjel. Denne gang to. Den første blev fundet ved vores dør, (en snoeart på 70cm). en aften vi var på vej ned for at sove. Den 3. svømmede rundt i vandoverfladen. Arne greb fat i åren og efter et par slag faldt den til bunden.

I søndags tog Knud os med på en sejltur på Tanganyika søen. Vil skulle ud at finde krokodiller langs sivene. Desværre blev det ikke til krokodiller, men der i mod blev det i stedet en flodhestesafari. Vi så hele fire flodheste som 20 m. fra os stak hovederne frem og sprøjtede vand. Vildt at have set dem så tæt på i den sø, hvor vi ofte bader!

I denne uge har Theresa og jeg været med Mobilklinikken på vaccinationatur. Vi sejlede ud til en landsby, hvor vi blev taget imod af en masse børn med deres mødre. Det var fra 5 år og nedefter. Alle blev vejet og derefter blev det noteret ind i deres journaler. Et barn ud af ca. 80 var underernæret, men hvis man undersøgte fejlernæring, ville tallene være helt anderledes! Man møder mange børn med oppustede maver og store, strittende navler. Sygeplejersken Joice startede med, at undervise kvinderne i hygiejne, forkølelese, opkast, kolora og malaria. Derefter gik vejningen igang og vaccinationer af både børn og mødre. Dagen sluttede med undersøgelse af de gravide kvinder. Her i blandt piger på de 16 år! Vi fik lov at undersøge en gravid. Det var fantastisk at kunne mærke liv. Det var en maget spændende dag og intressant, at kunne være med til at overvære mobilklinikken arbejde.

- Status Pt skal jeg om 10 min. ned i "forsamlinghuset" for, at pynte op til i morgen, hvor Cheke Chea holder afslutningsfest. Denne uge har for os volontører været den sidste uge i Cheke Chea. Lige pludselig har tiden gået rigtig hurtigt og vi er allerede kommet til afslutningen som lærer og volontører til, at være rejsende efter nytår. Børnene har de sidste par uger øvet sig på farvel-sange og krybbespillet. Deres forældre kommer og ser børnene optræde og så slutter dagen af med fællesspisning. Cheke Chea har været hårdt, sjovt, det har været fyldt med latter og smil, sang, leg, råben, frustartioner, men alt i alt en spændende oplevelse, som der vil være mange minder tilknyttet til.
Udover at skulle sige farvel til børnene i Cheke Chea, har vi også sagt farvel til en volontør i Sumbawanga og her i weekenden skal vi sige farvel til to, som vi har været volontører sammen med her i Kipili. Det er mærkeligt nu, at komme til dette tidspunkt. Det har hele tiden føltes fjernt.

- Status PT hænger vasketøjet på snoren. Når tøjet er tørt skal tasken pakkes. Vi har fået nogle uger fri indne jul, så her i weekenden tager Arne og jeg en tur til Morogoro. Det er den by jeg boede i de første 3,5 år af mit liv sammen med min familie. Vi skal bo hos mama Mckuchu, en ældre dame og ven af familien. Jeg glæder mig til, at skulle gense huset, som jeg kan huske fra billeder og hjemmevideoer, gense min legekammerar, Leah, som jeg i 10 år har skrevet sammen med og Paulo, som den gang var en ung dreng og nu kommer fra Dar med familien. Jeg glæder mig og er spændt på hvad disse dage i Morogoro kan give af oplevelser.

- Status PT prøver vi alle at komme i julestemning i de 35grader varme. 1. søndag i advent tændte vi et lys i en kokosnødsskal og satte julemusik på for, at markere at vi nu er gået ind i julemåneden. I aften skal der eksperimenteres med risengrød lavet af ris, som ikke er grødris. I julen er vi Knud, fire volontører her fra Kipili og to diakonstuderende fra Sumbawanga, som arbejder på børnehjemmet. Vi har planer om, at købe en gris af naboen og lave os en flæaskesteg i brændekomfuret, samt bage rugbrød og spise dåsemad. Vi drømmer ofte om dette festmåltid - i det hele taget tænker vi ofte på det danske mad, som er meget savnent. Nytåret skal fejres på lodgen - vi har hørt de har fyrværkeri, så det nye år bliver skudt ind med manér :o)
Her fra Kipili vil vi ønske jer alle en glædelig, hyggelig og dejlig december månede, samt et godt og velsignet nytår!

(Spis lidt ekstra af den gode julemad for os :o))

Et døgn med Liv & Død

2011-12-04T09:53:00.000+01:00

Kort tid inden middag kunne vi høre en hjertensskrærende gråd og høje skrig. Det viste sig, at være en mand i en af nabohusene som var død. Folk strømmede hurtigt til huset og på ingen tid var der en stor flok samlet. Hele dagen kunne der høres gråd og sørgesang. Her i Tanzania har man tre sørgedage og den afdøde skal begraves dagen efter pga. varmen.
Den efterfølgende nat blev tre af os piger ringet op af den lokale jordmor. En fødsel var gået igang og vi måtte gerne overvære den. Vi sprang ud af vores senge og kom hurtigt i tøjet. Vi skulle ned forbi huset, hvor den afdøde mand havde boet. Ude omkring huset lå 50 og sov, mens hele huset var oplyst af petroleumslamper. Lige i nærheden var huset, hvor en 20 årig kvinde lå og skulle føde sit tredje barn. Det var et rum på 7m2. Det eneste der var i rummet, var en briks hvor kvinden lå, en lille spinkel pige med en lille mave, man skulle ikke tro, at hun var i 9. månede! Et bord med en vægt og redskaberne til fødslen, samt spande med vand. Det eneste der oplyste rummet var jordmoderens lommelygte fra hendes mobil! Vi skyndte os tilbage til vores værelser efter en petroleumslampe og ekstra lommelygter.
Til fødslen skal den gravide kvinde selv medbringe plastic, som hun ligger på, på briksen, masser af khangaer (stof) til brug af rengøring, hvis der er meget blod og til at pakke barnet ind i, plastichandsker til jordmoderen, en vaccine til barnet (frivilligt) og et barberblad til at skære navlestrengen over med. Kvinden havde et kvindeligt familiemedlem med sig, som ventede i rummet ved siden af (hun holdte øje med jordmoderens baby, som lå og sov) og kvindens mand som gik frem og tilbage ude i mørket og ventede.
Her er børnedødeligheden meget stor og den fødende kvindes liv er også udsat. Hvis en hjemmefødsel her i Kipili går galt er der ingen mulighed for kejsersnit eller opreration. Når landets gennemsnitsalder regnes ud tæller man ikke børn med under 5år, for der er dødeligheden meget stor. Gennemsnitsalderen ligger lige nu på 46 år.
Da vi ankom var veerne allerede godt igang. Kvinden sagde ikke en lyd under hele fødslen, men hendes ansigt fortalte at hun havde smerter. Efter tre kvarter skulle hun have taget sit blodtryk, men det nåede ikke at ske, for barnet kom lige pludselig og som en overraskelse for os alle. Det gik så hurtigt! Og der lå en meget lille pige på 2,3kg. - Og vi fik alle lov til at holde hende. Jeg havde medbragt et par hjemmestrikket baby strømper, som jeg gav til hende og de kom på med det samme, men var selvfølgelig alt for store til så lille en pige. Efter rengøring af både mor og barn kom hun op og lå ved siden af sin mor. Her i landet er der ikke det samme bånd mellem forældre og deres børn. Kvinden viste ikke den store interesse for det lille liv hun havde bragt til verden, og det er desværre meget normalt her.
Samtidig med, at denne unge kvinde lå i smerter og fødte sin lille pige, sad de i nabohuset og sang sørgesang over tabet af deres afdøde familiemedlem. Alt dette skete inden for det samme døgn og for os var det virkelig en kontrastfuld oplevelse. Vi kom tæt på livets store sorger og glæder!

Liemba safari

2011-12-04T09:47:00.000+01:00

Meget spontant havde vi en onsdag eftermiddag besluttet os for, at tage med færgen, Liemba, til Zambia den efterfølgende nat til fredag. Liemba er en ældre dame med en lang livshistorie. I 1913 blev færgen bygget i Tyskland og sejlet til Dar es Salam og der skildt i mindre stykker. Fra Dar blev færgen båret af slaverne hele vejen igennem Tanzania og ud til Tanganyika søen, hvor den fra 1914 til 1926 blev lagt på bunden af søen, så englænderne ikke skulle tage den fra tyskerne under 1. Verdenskrig! Siden 1926 er den så blevet brugt som fragtskib mellem Kigoma i den nordlige del af Tanganyika søen til Zambia.

Det var blevet torsdag aften og vi volontører havde fået selskab af en backpacker fra Israel, men bosat i England, som var kommet til Kipili og ikke vidste hvad han ville derfra, men som havde hørt, at vi ville tage med Liemba og ville gøre os selskab. Vi havde aftalt med nogle lokale fiskere, at de ville sejle os ud til Liemba, når den vil komme i løbet af natten. Fiskerne ringede ud til færgen for, at høre hvornår den ca. ville komme til Kipili, svaret var: kl. 01.00 - 03.00 eller måske 04.00, så vi havde masser af tid til at kunne få en lille lur, drikke kaffe og spille kort. Vi havde alle gættet på førgens ankomst tidspunkt, men da klokken var blevet mere end fire og vi endnu ikke havde hørt færgens horn tude, var gættelegen ikke så sjov længere og øjenlågene tungere. Men kl. 6 hørte vi det første tuden og så gik det ellers hurtigt med, at komme ned af bjergsiden og ned til fiskerne som stod klar til at sejle os alle ud til Liemba, som i skumringen lyste flot op med alle lysene ombord og sol-op-gangen i ryggen. Vi sejlede op på siden og gik ind igennem hullt på færgen og kom ind på 3. klasse. Her mødte os den første duft af ananas og fisk. Bag os var nogle mænd ved, at læsse store sække ombord igennem hullet i siden, men en af dem smuttede fra dem og landede i stedet på bunden af søen.

Vi fik os en kahyt og gik ellers straks igang med, at udforske færgen. Aldrig havde vi set så mange ananas på en gang. Det var helt vildt hvad de havde med sig fra Kigoma. Hurtigt fandt vi også ud af hvornår vi nærmede os fiskene. Hele lastrummet var fyldt med store kurve af fisk og store 100 kg. sække med majs og bønner. Den første formiddag gik med en lur på dækket efter, at have holdt sig vågen det meste af natten. Da vi alle vågende igen og fik frokost i restauranten var det den rene "mzungu-safari". Vi var hele 18 hvide ombord på færgen. Vi blev ved med at sige: "Se, der er en og en til" og peje rundt. Det er længe siden, at vi har været så mange hvide på en gang! Det var ene europæer som rejse rundt som backpackere. Fire af dem havde deres engen bil med, som i Kigoma havde fået hejst bilen ombord på førgen og nu var på vej til Sydafrika. Vi fik os alle en snak med hinanden og skulle lige høre hvad vi hver især lavede. Ellers gik tiden med, at læse og nyde solen.
Med nogle timers mellemrum holdte vi ved nogle landsbyer. Så snart Liemba havde tudet i hornet, kom der en masse fiskebåde sejlende med fuld fart for, at ligge til ved færgen. Det gik vildt for sig. Alle ville være den først til, at få sine varer ombord. Ofte sejlede bådene ind i hinanden eller folk kom i klemme. De råbte og skreg af hinanden og nogen gange går i kamp åre mod åre, mens de prøver at balancere i deres små træbåde. De som ellers er venner inde i landsbyerne bliver til uvenner når de alle vil være de første til, at komme til ude ved Liemba.
Færgens tidsplan var, at skulle være tilbage i Kipili lærdag formiddag, men fredag sidst på eftermiddagen holdte vi inde ved en by kaldt Kasanga for, at læsse varer af og på og for, at overnatte der inden turen gik videre til Zambia lørdag morgen. Det viste sig, da vi efter at have snakket med kaptajnen, at han selv må bestemme hvor hurtigt han synes det skal gå og om han om natten vil ligge til søbredden for at overnatte der, så vi skulle ikke regne med, at være tilbage i Kipili før søndag. Det er jo Afrika, vi har ingen tidsplan og ikke travlt - eller det skal man ikke have!

I Kasannga var havnen proppet med secondary school elever, som så snart færgen havde lagt til sprang ombord. Det var en skole 26 km. derfra som var taget på skoleudflugt for, at se Liemba. Få elever havde kameraer og ville have billeder af os en og en. Vi fandt det store smil frem mens vi efter et klik fra fotografen fik en ny skoleelev imellem os. Bagefter stilte eleverne sig så i kø foran fotografen. Det viste sig, at være en lille forretning den store elev havde. Han tog imod penge fra dem som var blevet fotograferet af os. Han havde lige set sig den mulighed for, at tjene lidt penge. Senere på aftenen kom der kinesere ombord fra vejprojektet, som også ville fotograferes sammen med os!
Det var blevet aften og vi flyttede ud fra kahytten og ud på dækket og faldt i søvn under den smmukke stjernehimmel, efter at have set en slange svømme rundt i vandet. Lørdag morgen nåede vi Zambia og noget af det første der møder os er Maersk containere - en hilsen fra Danmark! Her skulle vi så være de næste 8 timer mens færgen skulle af og pålæsse varer. Færgen har en enkel kran. Fra land er der arbejdere som bærer 100 kg. sække fra lastbilen og hen til et stort net.

Når nettet er fyldt løfter kranen det ned i lastrummet, hvor 8 mænd en sæk af gangen bærer dem hen i hjørnet og stabler dem en efter en. Der er ikke noget at sige til, at de mænd hurtigt bliver slidt op. Det blev til mange 100 kg. sække de fik løftet i løbet af de 8 timer vi lå i havnen. I mellem tiden voksede der sig hurtigt et lille marked op på havnen. Vi fik selskab af to englændere, som var på motorcykel rundt i østafrika.
Vi gjorde et kort hold på hjemturen i Kasanga, fordi lastrummet skulle fyldes, så der var tid til, at gå afborde, så vi tog med en lille båd ud til den lokale lodge og fik aftensmad. Her havde den tanzanianske ejer med sine bare næver fanget sig en babykrokodille, som Arne ikke kunne holde fingrene fra, men lige skulle røre den... han har stadig alle fingrene!

Søndag eftermiddag ankom vi til Kipili og blev hentet af nogle snedkerelever i Knuds båd. Vi fik vinket farvel og ønsket go tur videre til israeleren og englænderne. Liemba sejlede videre op på Tanganyika søen, og fortsatte sin rute, som den har gjort siden 1926 og vil formentlig også gøre det mange år endnu.

Små historier

2011-12-04T09:27:00.000+01:00

Som så mange lystfiskere oplever, kom det også til mig. Jeg fangede bunden og min "bedste" spinder gik tabt. Jeg kunne ikke få øje på den trods det klare vand og da mørket også var ved at komme, måtte jeg gå hjem uden, men jeg viste jo, at det måtte ske før eller siden.
Så var der en anden dag, hvor det havde været rigtig varmt og vi blev enig om at gå ned og bade. Det er sommetider en nødvendighed at blive kølet ned. Da vi gik hjem af, ville vi have en kølig cola (i Kipili kan der ikke købes kolde, men der er ét sted hvor de ikke er varme!) Mens vi står ved butikken/boden og nyder vores cola, får jeg øje på noget i baggrunden, og tænker "YES!" her kan man købe lidt fiskeudstyr. Uden at skænke min tabte spinder en tanke(det er 2-3uger siden den gik tabt) spørger jeg om jeg ikke må se. Da jeg så får den i hånden syntes jeg godt nok den ser meget bekendt ud, men der går lige lidt inden, det går op for mig, at det er min egen spinder!! Så må jeg jo have en forklaring, det må så have været nogle børn, som har holdt øje med mig da jeg mistede den, og da jeg så var gået, var de hoppet i baljen og fisket den op, og så har de solgt den til ham her. Efter lidt snakken frem og tilbage fik jeg da også lov at købe min egen spinder tilbage :) Jeg måtte slippe 1000Tsh. for den. (knap 4Dkr.)

Man ved man er i afrika når man har hudafskrabninger på bennene og sidder 10 meter oppe i en palme med en kokosnød i hånden. Så fik jeg det gjordt!! Jeg har længe haft kig på de kokospalmer og har haft en volsom træng til at hente nogle ned. Så fik jeg det gjort en dag efter jeg havde arbejdet på en af bådene. Det var hårdt, især fordi den jeg kravlede op i var ca knap en halv meter i diameter. Det gik uden at blive tilgrin, men næste gang gør jeg det ikke i shorts. Den ene nød som jeg havde udset mig fra jorden af, var på størrelse med en basketball. har aldrig set så stor en nød. og den smagte bare så godt og frisk i forhold til dem vi kender derhjemmefra.

En morgen jeg gik til bådene, havde jeg nær tråt på en kamæleon. Jeg tog den op, og den var bare helt rolig. Jeg tog den med op for at vise den til de andre piger. På vejen mødte jeg flere børn, de flygtede da de så kamæleonen, en pige stod bare som forstenet og begyndte at stortude. De mama´er Knud har ansat var også ved at gå helt op i limningen, de mente at den både var farlig, den bed og var giftig! Folk her er så uvidne om de ting og dyr som omringer dem! Da jeg kom op i Chekachea for at vise den, kom alle børnene rendende for at se ham den hvide, men de vendte hurtigt om og holde god afstand da de så min følgesvend!! :) Syntes det er så komisk! Vi tog den med ned på værelset, det var vildt fasinerende at se den skifte farve da vi satte den på gulvet. Den skifter fra skrigende lysegrøn til helt mørkegrå som matchede betonen, og det tog kun få sekunder. Vi satte den ud i skoven efter den havde stået model til en længere fotosession.

En almindelig søndag morgen...... eller?

2011-10-21T17:15:00.000+02:00

Jeg har fået fisket en del her nede efterhånden, men det er altid langs kanten. Det giver jævnligt fisk, men ikke så store. Det er de derimod ude på 100-300 meter vand eller der er et par store imellem, op til et par meter. Vi havde lagt an lørdag til at sejle ud søndag. For omme bag en ø ved navn Lupiter skulle der være mulighed for de store. Der var brygget te, fundet kiks, gjort båden klar og fanget små fisk til madding, samt kørt noget tykkere line på fiskestangen, så skulle det jo bare blive søndag så vi kunne komme afsted, Anna Elisabeth, Rebekka og mig. Vækkeuret ringede kl. kvart over 5. Jeg var den første oppe og tænkte: "jeg henter lige benzindunken i værkstedet så det er klar". Da jeg 2min senere står ved siden af værkstedsdøren og kigger lidt ned af for at finde den rigtige nøgle i bunde,t ligger der en meget stor slange under 1 meter fra mine fødder og kigger på mig. Jeg tager hurtig et skridt tilbage og råber bare FUCK!! I ren chock. Hjertet hamrer der ud af da jeg kan følge slangen. Den gemmer sig mellem noget gammelt træ. Jeg farer over til Rebekka og kalder hende over for at se. De andre piger hører det også og kommer ud. Nattevagten kommer også, han mente også den var stor. Han tog et jernrør og jeg en god kæp, så fik vagten sat slangen fast i halen mellem jernrøret og betonvæggen, mens jeg gav den en ordentelige gog i nøden hver gang den prøvede på at komme ud til os mellem træet, og fik den også slået ihjel til sidst. Det var en så syrealistisk oplevelse.

Vi smed slangen til en side og tog videre på søen efter fisk. Det er sådan en smuk tur og man kan se solen stå op over Tanzanias bjerge i al sin farve og pragt.

Efter 20min sejllas var vi ude hvor vi skulle være. Det gav intet der, da vi sejlede tilbage stoppede jeg båden mellem nogle klipper for lige at prøve en sidste gang. Det blev også til en lille fisk på 25cm med sygt gebis ;) Så helt tomhændet kom vi ikke hjem.

Bonus info: jeg kiggede kort på slangen og blev enig med mig selv om at den ikke var farlig, for mente jeg havde set den i en bog om slanger i Afrika, men da vi fik kigget nærmere på den efter fiskeriet viste det sig at være en "Black Necked Spitting Cobra". Den er giftig og så spytter den også giften efter ens øjne. Den var 154 cm lang, deres normale max længde er 150cm så det bliver ikke meget større i den kategori. Det var også noget skræmmende at kende længden, for den kunne sagtens have nået mig selvom vagten havde fat i halen, men hva, død det er den og vil ikke møde den igen eller noget ligende!

Det har faktisk været en rigtig dyrerig dag. Her til aften har jeg ud over slangen i morges slået en giftig edderkop ihjel, sådan en på størelse med en underkob, en utrolig agrasiv scorpion, samt den største scolopender jeg har set.

Det er ikke den store scolopender vi så men en anden. Den store var 3 gange så lang.

De 2 brøde som den har bag på, dem er der gift i ligesom en scorpion.

Børnebio i kirken

2011-10-21T16:58:00.000+02:00

Fredag skulle børnene i Cheke Chea have en anderledes dag. Vi slæbte generator, computer, forlængerledninger, hvidt lagen og projektor op til kirken. Der kunne vi lukke for skodderne og lave en biograf, så vi inviterede alle børnene til børnebio i kirken. Alle børnene kom ind i kirken med store forventningsfulde og nysgerrige øjne. Der var ingen af dem som vidste hvad der nu skulle ske. De blev alle placeret på kirkebænkene i mørket og så begyndte kendingsmelodien "The circle of life" til "The Lion King". Alle børnene blev helt vilde da de så de genkendelige dyr og råbte alle i kor: "giraf, elefant, fugl, zebra og løve mm". De var helt opslugte af filmen med dyrene, landskabet og ikke mindst sangen med de kendte ord: "Hakuna Matata" og de andre kiswahili ord: "asante sana, simba og rafiki". Undervejs i filmen kom der to ekstra tilskuere til. Det var to drenge som skulle have stillet deres nysgerrighed for hvilke lyde der kom inde fra kirken, så de fik også set film den dag. Da filmen sluttede, var der flere af børnene, som kom hen til os og sagde tak og gav os thumps up. Skønt at kunne give dem den store oplevesle og for os var den mindst lige så stor, at se deres øjne og glæde ved at se den film.

Projekt Fistula Operationer

2011-10-21T16:56:00.000+02:00

(Skrevet af Anna Elisabeth, volontør for mobil klinikken)

Vi har fået besøg i Kipili. Først kom det hollandske par Mario og Bert tilbage til Kipili. De har boet her de sidste fire år, hvor de startede projektet mobilklinik som nu er givet videre til Tanzanianerne selv, og nu er de tilbage med et andet projekt sponsoreret af USA. Det er et udbredt problem i Tanzania, samt andre Afrikanske lande, at der opstår komplikationer under fødslen, hvor kvinden ikke er på et hospital, og derfor ikke kan få hjælp. I nogle tilfælde er komplikationerne så markante, at barnet dør under fødselen og kvinden får en fistula. Det resulterer i, at kvinden ikke kan holde på sit vand og i nogle tilfælde også andre ekskrementer. Dette forårsager ofte at kvinden bliver forladt af mand og familie, da det ikke er muligt for hende at holde sin hygiejne og derfor lugter, hvilket gør at familien udstøder hende. Hun har heller ingen mulighed for arbejde og fistulaen resulterer derfor i, at hun ender i den yderste fattigdom. Fistula kan ordens, ved en gynækologisk operation, hvor kvinden kan leve normalt igen, når hun er kommet sig efter operationen. I Tanzania ligger mange landsbyer langt væk fra sundhedsfaciliteter, og kvinderne er derfor sjældent klar over, hvad der egentlig er galt med dem, de ved ikke hvad det vil sige at have en fistula. Det er bl.a. derfor at man har projekter som mobilklinikken, som tager ud og underviser samt undersøger folk, for på den måde at hjælpe dem.
Fra USA´s side, vil man gerne sponsorere et hospitalskib, som skal sejle rundt på Tanganyikasøen, og udføre operationer – primært fistula operationer. Pga. Mario og Berts erfaringer, er de blevet sendt ned til Kipili, igen, for at se hvad mulighederne er for dette. Men hvis det er en mulighed, vil skibet alligevel først kunne være en realitet om nogle år, og kvinderne har brug for operationerne nu. Derfor vil der her i oktober blive sejlet kvinder ind fra Congo og Tanzania til landsbyen Kirando, hvor de vil blive opereret fra d. 18 til d. 31 oktober.
I Kirando er der ankommet en kæmpe container fyldt med medicin, operations borde, operations redskaber samt alverdens kaserede hospitalsmaterialer fra USA – nogle ting kan bruges, andet er ubrugeligt, f.eks. to oprationsborde som kører på 110 volt, imens alt i Tanzania kører på 220 volt, og der er ingen transformator med i containeren. De sidste par dage har Mario og Bert kæmpet med immigrationen i Congo for, at få lov at få sejlet de 31 kvinder derfra til Tanzania.
I disse dage ankommer der en masse læger fra USA, Nairobi, Congo og Tanzania. De bliver fløjet af MAF her til Kipilis landingsbane, så vi har set mange flyvere de sidste par dage, de skal alle i fællesskab stå for operationerne i Oktober. Foruden de tanzanianske og amerikanske læger er der også kommet et filmhold fra BBC for, at lave en dokumentar omkring projektet. Vi håber på alt kommer til at gå godt, både omkring operationerne og samarbejdet mellem de tanzanianske og amerikanske læger.

Kalambo Falls

2011-10-21T16:52:00.000+02:00

Vi var i en weekend blevet inviteret på tur af Peter, en luthersk missionær præst, som underviser på bibelskolen i Sumbawanga. Turen gik til Kalambo Falls, som med sine 226meters fald er Afrikas andetstørste vandfald, lige efter Victoria vandfaldet. Vi kørte tidligt lørdag morgen fra Sumbawanga syd på. Vandfaldet ligger lige på grænsen mellem Tanzania og Zambia. Efter et par timers køretur på typisk afrikanske bomleveje og en forsmag på hvad regntiden kan gøre ved vejene (godt mudret og køre så man ikke sidder fast), samt gode formiddags kaffepauser kom vi til vandfaldet. Vi blev fulgt af en masse børn, som havde løbet efter bilen far den nærliggende landsby og ud til vandfaldet, for der kom "wazungu" (hvide, fremmede) kørende. Vi stod oppe ved vandfaldet og kunne se det falde ned og løbe med floden ud i Tanganyika søen. Det var vildt langt ned og lyden af vandet der fossede ned gav en et sus igennem maven.

Der blev klipset godt med kameraerne. På vej tilbage mod bilen blev der nævnt noget om, at der skulle ligge en træstamme som skulle ligge over floden mellem Tanzania og Zambia. Den skulle selvfølgelig findes. Efter kort tids søgen langs flodbredden blev den fundet og på den kom en mand gående fra Zambia med et stort bundt brænde på hovedet. Vi kunne ikke holde os tilbage fra selv at skulle prøve, at tage turen over på den anden side, så vi også kunne prøve at have været i Zambia, så vi kravlede alle over stammen og har nu prøvet at ophold os illegalt i Zambia!

Vi kørte bagefter videre mod vores overnatningssted, som vi havde fået at vide ville være et meget primitivt guesthouse og forventede os stort set det værreste, men da vi ankom blev vi meget positivt overrasket over, at vi skulle overnatte på en lodge lige ned til vandet. Vi hoppede starks i det blå vand og lagde os senere på stranden i skyggen under palmetræerne. Et helt fantastisk smukt sted. Den tanzanianske ejer havde for nogle år siden solgt akvariefisk, som han havde fanget i Tanganyika søen og solgt videre og derfra kunne starte sit eget sted op.
Senere på eftermiddagen kørte vi til en nærliggende fiske landsby, hvor vi fik en rundvisning på fiskefabrikken. Her fra blev der transporteret fisk ud til hele Tanzania, men den arabiske ejer havde konkurence fra Zambia, som også var storeksportører af fisk. Vi kom tilbage på lodgen og fik i flagermuslampensskær serveret ris og kylling og efter at have set to slanger i læbet af dagen, lagde os til at sove i safaritelte på stranden, mens man falder i søvn til lyden af bølger og cikader.

Næste morgen efter morgenmaden og morgensvømmeturen holdte Peter en dansk gudstjeneste for os på lodgen. Efterfølgende skulle taskerne pakkes, så vi kunne køre videre til det næste punkt på dagen, men da vi gik mod teltene, var der et rand af aber i træerne bag teltene og lidt senere opdagede Arne en kæmpe veran på godt 1,5m. komme gående i krattet bag os. Vi farer alle der op, men den fik sig hurtigt gæmt under en stor klippe. En af mændende som arbejdede på stedet var i mellemtiden kommet gående og havde hørt os, så han stødte til og kiggede på sammen med os andre, som stod klar med kameraer og videoer, mens Arne prikkede til den så vi kunne se den igen. Den kom så også pludselig farende ud og der blev klipset løs på kameraerne. Manden som arbejdede på stedet fortalte, at han aldrig havde set en veran på stedet før. (Da vi senere kom tilbage til Kipili og fortalte om vores oplevelse med veranen, fik vi fortalt, at de lever i krattet bag vores hus, men hvis en af de lokale ser den, bliver den dræbt på stedet, fordi det skulle være det bedste kød!) Vi måtte afslutte jagten på veranen for, at køre videre mod næste distination. Vi skulle i en landsby sælge bibler, sangbøger og khangaer efter en gudstjeneste. Alt dette på solgt på køleren af Peters bil i skyggen under et mangotræ. Vi blev hurtigt omringet af folk og blev bagefter inviteret til middagsmad hos præsten i byen. Vi kom ind på kontoret, hvor en kvinde kom rundt med en balje vand, så vi kunne få vasket hænder og så blev der serveret te med masser af sukker i, chapati (pandekager) og jordnødder og selvfølgelig var der også en gæstebog som der skulle skrives navn i. Man kommer ikke ud fra et hjem eller et kontor uden, at have skrevet i en gæstebog. Vi vinkede farvel til landsbyen og kørte videre ud for, at se gammel tysk militærbygning fra før 1. Verdenskrig fra kolonitiden. Nu blev den brugt til det tanzanianske militær og det var strafbart, at nærme sig (der var en usynlig linje) og tage billeder af stedet, så det kan vi ikke vise jer på billede! Derefter gik turen tilbage til Sumbawanga, hvor vi blev inviteret hjem til aftensmad hos Peter og hans kone Anne-Lene. Et helt fantastisk aftenbord med kartofler, syltet agurksalat, rødkål, rødbeder og salat. Det var helt fantastisk at kunne få noget dansk mad den aften. Der bliver virkelig sat pris på en gang dåseleverpostej eller tun når man en sjælden aften åbner en dåse. Det er godt mad vi får her nede, men det kan hurtigt blive trivielt med hvidt brød, ris og brune bønner!
Vi har det rigtig godt og nyder meget at være her og suger til os af alle de indtryk og oplevelser vi får :)

Billedbogen

2011-09-30T16:57:00.001+02:00

Denne gang får i et blog indlæg i billeder, her starter vi med vores safaritur i Katavi
Nationalpark.

En rigtig flot solopgang ved en 7-8 tiden om morgenen

Giraf

Disse er watermarks. nogle meget sky dyr meget ligende krondyr på størrelse.

billedet er taget uden zoom, den kom gående meget tæt forbi bilen.

vi har også en flodhest i bugten ved kipili, vi så den faktisk her for 14 dage siden, det var spændene at se men også lidt skræmende at den faktisk ikke var så forfærkelig langt væk fra der vi plejer at bade.

Under et lille pitstop vi gjorde i parken.

Vi overnattede 100m. fra det her flodheste hul. Det stank! og de larmede. Det er faktisk en grynten/snorken de kommer med. Næste morgen kom en flodhest gående ude på græsplænen hvor vi fik morgenmad.

Det er taget en almendelig dag vi var ude og bade i kipili..... Ej det er det ikke men det er taget uden zoom..!

Der er nogle gigantiske ørne i parken, vil skyde på at de største har et vingefang på omkring 2meter

Vores eneste løve som vi så på turen. vi holdt og iagtagede den i 2 timer fordi vi troede den var på vej til at jage.

Et kranium fra en flodhest

Fra en bøffel. det er fra stedet hvor vi overnattede

Lego er et kæmpe hit i Cheke Chea

Læren, Happy med lego kufferten på hovedet

Det er Knuds værksted, det er her det meste af det jeg laver bliver til. motoren der hænger over bordet var fuld af vand (både over og under stempler) og så ikke til at redde. skulle slå stempler løs med en mukkert og så er der gravrust i cylinder og på lejesøler. og så har den engang været startet på vand for lejerne var godt revet op.

Her bader vi i Kipili sammen 12 af de lokale børn som plejer at følge efter os, samtidig står der 20 børn og voksne bag kameraet, som også lige skal se wazungu bade!

Her ses nogle børn med deres hjemmelavet legetøj som består af blade, som så er blevet til flyvere med propel.

Her er vi på lodgen. En af de dage hvor vi har badet og nydt en kold cola...

...eller et glas rødvin...

...og nyder en smuk solnedgang.

Masser af udfordringer

2011-09-07T15:15:00.000+02:00

Jeg har haft mange tanker og forestillinger om hvilke opgaver der ventede mig i Kipili. Første dag blev vi vist rundt og dem til cheka chea blev sat af der. Så kom jeg med rundt og så værkstedet jeg kan bruge. Der stod en påhængs motor som har lagt på bunden, (tror han sagde en uge) så lå der en halv 170Hk diesel motor som jeg havde en toppakning med til. Vi gik vidre ned til Knuds egen mole hvor hans 5 både ligger, der er en større træ skib som bliver brugt til at sejle byggematerialer og mange mennesker med, så er der en mindre stål jolle og glasfiber jolle. Alle 3 både er til påhængsmotor. Så er der de 2 sidste som jeg har arbejdet meget på det sidste stykke tid. Den ene er med den store turbodiesel motor som er blevet samlet, trimmet og spændt efter. Den anden er jeg i gang med at skifte alt aptering i, og så venter der også en total renovering af den mindre perkins diesel som ligger i den. (det ser desværre ud til den ene cylinder stå fuld af vand) Jeg tænkte godt nok "hjælp!" da jeg blev præsenteret for alt det arbejde og da jeg kom igang med det. Jeg har vagten/ bådføren som hedder James til hjælp, det er et kæmpe problem at jeg ikke kunne sproget, og engelsk fra hans side af, NEJ! Der er generelt en sprogbariere med mange ting, for vi mestre ikke kiswahili endnu og det er de færeste som kan engelsk her i Kipili. Undervejs med at fjerne det gamle aptering, fandt jeg et på steder hvor der var tæret hul fra kabiner igennem skroget og ud. Men jer er ved at være i bund med rust arbejdet og har fået givet grunder og maling. Nu venter jeg på at der kommer træ hjem til at beklæde båden med invendig og ligge nyt gulv i det hele. Jeg har også fået den påhængsmotor til at spinde, som havde været på bunden. Har også lavet en motorsav som ikke kunne mere, den var gal med både benzin og tændning og fundet et flækket stempel på en anden motorsav jeg har kigget til, så må vi se hvornår jeg får sådan en. Så kom de også med den store påhængsmotor til transportbåden, den kunne ikke mere. De sagde der var nogen benzin problemmer så de havde taget reservemotoren i brug. Det var så næsten alle stempelringe der sad fast, så de gamle måtte af og file alle kanaler som ringene sidder i. Krumtapslejer som var røget, plejellejer som bogstaveligtalt var knust og krydspind som var rigtig godt på vej til at blive SLIDT igennem. Men vi fik alle dele hjem til den allerede dagen efter jeg havde skildt den af. Godt nok brugt og måske ikke fejlfri men bedre end de gamle stumper. Det er utrolig spændene at komme til sådan noget. Der er noget mere udfordring i det end bare at bytte med nyt, som man efterhånden er vandt til i Danmark. Den er da også kommet til at gå rigtig godt, og der er virkelig træk i den. Nu inden der skal såes ris i oktober/november skal jeg også have serviceret Knuds fræser til traktoren. Ja, også traktoren pga. oliespild. Fræseren har ikke kørt de sidste par år. Den skal bruges til at leje ud til bønder i området, for bedre jordbehandling og større udbytte af afgrøderne. Idag fortalte han også at der var yderliger en påhængsmotor som ikke rigtig køre. Ja jeg må sige, Tror ikke jeg kommer til at kede mig mens jeg er her. Glæder mig til at se hvilke opgaver og udfordringer der vil møde mig i opholdet her. Syntes det er helt vildt det der har vært indtil videre. Og har kun været i kipili 14dage.

Det er den 170Hk diesel jeg har samlet, og malet i motorrummet.

En dag i Cheke Chea

2011-09-07T15:07:00.000+02:00

Cheke Chea er en børnehave, som forbereder børnene til at skulle videre i skole, men også en børnehave med masser af leg, musik, sang og smil.
I Tanzania skal alle børn have gået i Cheke Chea før de kan begynde i skolen. Børnene er i alderen 4 til 7 år. De kommer selv gående i små grupper hver morgen, hvor der er to tanzanianske kvinder fra Cheke Chea, som tager i mod dem. Der er ingen forældre som afleverer eller henter igen, som i de danske børnehaver. De følges ad med børnene som bor lige i nærheden af dem selv og så kommer der flere til gruppen jo mere de nærmer sig Cheke Chea.
I Cheke Chea starter dagen med fællessang i fællesrummet, som er flot dekoreret og farverigt, som sætter præg af mange tidligere volontører. Malerier af danske og tanzanianske børn som holder hinanden i hånden, afrikanske dyr, håndafstryk og tal samt meget mere. Efter fællessangen får alle børnene udleveret et forklæde, går bagefter ud for at vaske hænder og så bliver der serveret en kop med noget vælling, som de spiser med stor glæde. Derefter bliver alle råbt op, så der er styr på hvem der er der og så skal alle ud og have børstet tænder. Der skal man passe på, at man ikke står i skudlinien, for der bliver spyttet ud til alle sider!
Så bliver der ringet med gongonen. Drengene stiller sig i en række og pigerne i en anden. Der bliver sunget en sang og efterfølgende går de mindste af børnene hen i kirken og de store ind i Cheke Chea bygningen. Begge grupper får fortalt en bibelhistorie og bagefter øver de minste tal og de store alfabet og lidt regnestykker, så er der frikvarter, hvor der bliver brugt en masse energi på legepladsen. Det er børn med masser af energi, rytme i kroppen og glade. De elsker at få et knus og opmærksomhed, som de (måske) ikke får så meget af derhjemme. En afrikansk familie består af mor, far og mange børn. Forældrene er ude at arbejde hele dagen, der for har de ældste i søskendeflokken ansvaret for de mindste børn. Der er et meget tæt bånd imellem søskende her i Tanzania og ikke så meget til forældrene.
Efter frikvarteret går vi igen ud i grupperne og leger. Det kan f.eks. være "Alle mine kyllinger kom hjem" - som her hedder: "Løven og børnene" eller "Banke banke bøf" - som hedder: "Vent, vent, nu". Igen et tydeligt tegn på tidligere volontører og flash back til ens egen børnhave- og skoletid. Hver fredag er der fælles leg hvor både de små og store er samlet.
Dagen slutter kl. 11.30 med sang og farvel. "Tutaonana kesho" - "Vi ses i morgen".
Den største udfordring ved, at arbejde i Cheke Chea er børnene. Hjemme fra bliver de slåe,t hvis de gør noget, som de ikke må. Børnene slår også hinanden og det er virkelig et problem. De forstår ikke når vi med ord, prøver at forklarer, at det er forkert at slå og at et nej er et nej. Det gør det selvfølgelig heller ikke nemmere, at vi endnu ikke er så skrappe i swahili til at kunne formulere os.

Dagens menu

2011-09-07T15:05:00.000+02:00

Morgenmad kl. 8
-Ristet brød med ost, marmelade, engang imellem nutella, nyslyngede honning fra en af nabolandsbyerne og peanutbutter.

Middagsmaden kl. 13-Ris (én gang har vi fået kartofler), bønder som der somregel bliver serveret. Nogle gange er der fisk, hvis de er til at skaffe og så har vi fået hane to gange, som har måtte lade livet om morgenen, så vi kunne spise dem til middag.

Aftensmaden kl. 19-Det samme som morgenmaden, men denne gang nybagt franskbrød. På dette tidspunkt er gekkoerne kommet frem, som render rundt under loftet og er til stor underholdning for os alle.

R.I.P... in my stommach!

Gudstjeneste i Kipili

2011-09-07T15:02:00.002+02:00

Kirken ligger på bjergsiden, med en smuk udsigt ud over Kipili og Tanganyika søen. Hver søndag kl. 10 starter gudstjensten. Vi kom på klokkeslettet og var mødt op som de første sammen med præsten. Klokkerne ringer en time før gudstjenesten starter for, at fortælle folk, at der snart er gudstjeneste og igen når den starter. Alligevel kommer folk dryssende i små grupper helt op mod 3 kvarter efter det er begyndt. Bænkene bliver så småt fyldt op undervejs, med kvinder og børn i den venstre side af kirken og mændene i højre side. Gudstjenestens længde har indtil videre været på 2 timer, men med en præst som har store armbevægelser og et toneleje som svinger meget er det ikke helt kedeligt. Kirkens kor som svinger imellem 3 og 12 fremmødte giver den hele armen og kan synge ethvert kirkerum op med sang og dans. Det er virkelig imponerende og senere et børnekor i sidste del af gudstjenesten, mens to drenge slår på de traditionelle afrikaske trommer, gør enhver gudstjeneste spændende. Mens alt dette sker, står alle døre og vinduer åbne, så en frisk brise kommer ind igennem kirkerummet og får den farverige stofguilande i loftet til at svinge let frem og tilbage og gør, at vi ikke helt omkommer af varme. To timer på træbænke uden ryglæn kan dog godt føles længe, men det glemmer man hvis man kigger ud af vinduet og kigger ned over landsbyen og den smukke tyrkisblå sø.

Karibu Kipili

2011-09-07T15:01:00.000+02:00

Tirsdag d. 23. august pakkede vi bagagen sammen og forlod Sumbawanga. Vi havde nu 4 timers kørsel i vente på afrikanske bumleveje. En meget flot tur med bjergkørsel. Nu var vi på vej mod det virkelige Afrika og væk fra civilisationen. Utroligt at der kan blive ved med, at ligge landsbyer så langt ude i ingenting! Men forenden af vejen, som vi kørte på lå Kipili. En landsby med ca. 1500 indbyggere, boende i små hytter med enten blik- eller stråtag. Liggende helt ned til den tyrkisblå Tanganyika sø. Det smukkeste sted vi længe havde set. Alle folk kom stormede ud af deres hytter og vinkede, for nu kom Babu (som betyder bedstefar, og som Knud bliver kaldt) hjem med et nyt hold volontører/wazungu (hvide/fremmede) til Kipili. Vi kørte op ad bjergsiden og her lå Knuds hus og det sted, hvor vi skal bo de næste 5 måneder. Med udsigt ud over Kipili by, som er omringet af bjerge, palmer, vand og ikke mindst en masse mangotræer!
Kipili er, som man forestiller sig en rigtig afrikansk by er, men bare meget mere. Alle lydene og lugtene fortæller, at man er meget langt hjemmefra. Alle hilser på hinanden, med alle de hilsner der nu findes på dette sprog, og det er meget vigtigt med en go' og lang hilsen. Mændende sidder under skyggen af et palmetræ og spiller enten dam eller kalaha, hvis ikke de er ude at fiske eller i marken. Kvinderne er i fuld gang nede ved søen, hvor de henter vand, som de bærer hjem i store spande på hovedet, vasker tøj eller vasker op, som også foregår ved søen. Børnene leger med hinanden i alle aldre, leger med det de nu kan finde, svømmer lidt rundt og prøver at fiske med små stykker myggenet. De render rundt i bare tær' mens snakken går og indimellem synger og råber "wazungu" og "Jambo" efter os. Der sker altid noget her i byen og alle er klar på en snak og en hilsen. Man giver sig tid til hinanden. Ur findes der ikke noget af, man tager sig den tid det nu tager og møder op til den aftalte tid, når det lige passer en. Der er ikke noget som gør en stesset ved at være her.

Hver morgen bliver vi vækket af alle de galene haner i byen, som starter ved sol-op-gang kl. 6. Kl. 7. hører man sang fra Primary School, når de har deres morgen løbetur inden klokken ringer ind til time. Kl. 7.30 lyder gongonen fra snedkerskolen, som ligger lige ved siden af os. De begynder også dagen med en sang, så der sker altid noget omkring os.Vi sover i nogle væresler som ligger i nærheden af huset. Kl. 8 starter vores dag med morgenmad i Knuds hus. Efter morgenmaden går vi hver især igang med arbejdet. Arne er igang med at arbejde på bådene. Det er alt lige fra malerarbejde til reperation af motor. Anna Elisabeth som skal arbejde for mobil klinikken, er endnu ikke kommet igang med arbejdet endnu, da båden de skal sejle i er under renovering af Arne og én tanzanianere. Hendes arbejde består i at skulle sejle ud til de små landsbyer, som ligger langs med Tanganyika søen og informere om hygiejne og lave nogle helbredsundersøgelser, men indtil videre har hun hjulpet til i Cheke Chea, hvor vi andre arbejder. Cheke Chea er en børnehave. Der er ca. 35 børn, men det svinger dag fra dag hvor mange der møder op. Her er der to tanzanianske kvinder, som står for Cheke Chea, hvor vi så er tilknyttet for at hjælpe og komme med nye ideer. Børnene møder ind om morgenen, får noget mad, synger, leger, får bibelhistorier og lærer om tal og bokstaver, for at forberede dem på, at skulle videre i skole. Tre eftermiddage om ugen underviser vi snedkereleverne i engelsk. Det kom sig af, at vi sammen med Knud havde været på Secondary School og hørt om de var intresseret i engelskundervisning fra os. Headmasteren var meget glad for ideen og vi kunne starte dagen efter med 1 times undervisning hver eftermiddag. Vi tog hjem og gik straks igang med forberedelse til de kommede timer og mødte op dagen efter i go' tid, men headmasteren var der ikke, og han havde ikke fået underrettet lærerne om, at vi skulle komme, og det viste sig også, at det tidspunkt vi skulle undervise i ikke fandtes i deres skoleskema, for der havde de alle fri. Måske typisk Afrika... Vi vendte hjem og Knud fik straks arrangeret, at vi så skulle undervise snedkereleverne, som har vist sig, at være meget engageret og glade for, at lære engelsk. I weekenderne har vi indtil videre brugt på kagebagning, og badet. På den anden side af det bjerg vi bor på, ligger der en lodge. Det er et sydafrikansk par som har startet det op for nogle år siden. Det er enormt smukt, med hytter og stråtag, et rent paradis og som man kun ser det i rejsekatalogerne. Det er vi velkomne til, at besøge når vi vil. De er meget imødekomne og her kan vi få en kold cola og en badetur uden, at have 25 børn omkring os og 8 voksne som kigger på de hvide i badetøj. Hveranden lørdag kommer færgen fra Zambia. En stor færge som kommer sejlende ind i bugten med rejsende folk, turister og varer. Vi var tre som kom med en af de små lokale træbåde ud til færgen for at kigge. De havde ananas som vi købte nogle stykker af. Alle i Kipili skynder sig i deres både og sejler ud til færgen. Somregel bare for at kigge. En sjov oplevelse, for i de små træbåde skal der skovles vand ud, for de er ikke helt vandtætte, så det blev vores arbejde, mens to tanzanianske drenge sejled os derud. Vi fik vores ananas og en sjov oplevelse. De sidste par uger har der været en flodhest som har holdt til herinde i bugten. Vi har ikke set den, men en aften i denne uge hørte vi den. En stor snorkelyd! Når vi i Cheke Chea siger "Kiboko" (flodhest) peger alle børnene ud mod søen, mens de siger en høj snorken. Jeg tror ikke der er mange børn hjemme i Danmark som ved hvordan en flodhest siger. Det var der ingen af os som gjorde inden vi kom her til. Dagene går ellers med arbejde, læse bøger, strikke, fiske som Arne er blevet helt vild med, da vandet er så klart, at man kan se en masse fisk i søen, som har de smukkeste farver, sidde på verandaen og nyde udsigten ud over Kipili og Tanganyika søen.

Vinter (25grader), Sol & Søndag

2011-08-23T09:00:00.000+02:00

Søndag skulle vi tidligt op, for vi skulle have spist morgenmad inden kl. 8, for der blev vi alle hentet af Peter (missionæren fra bibelskolen) og kørte til kirke. Vi skulle så have 2 mere med på vejen, så vi var 12 i bilen. Det var rigtig spændene at opleve hvordan det foregik og høre sangene, de synger virkelig flot hernede med flere stemmer. Vi blev også præsenteret for hele forsamlingen og klappet velkommen. Vi forstår så ikke så meget endnu af det de siger, men det kommer vel nok hen af vejen. Efter gudstjensten var vi ovre ved Peter og Anne Lene til frokost, et rigtig lækkert måltid. Man begynder virkelig at sætte pris på god mad hernede! :) Vi tog efter måltidet hen til nogle mindre bjerge, som blev kaldt mandebjerget og kvindebjerget, der er en hule i hvert bjerg. Der bad man i gamletider (også lidt endnu) om tilgivelse, for de syge, for høsten og kom med offergaver til guden i bjerget, så de kunne give det videre mod Gud i himlen. Vi startede med at bestige kvindebjerget. Det var skønt at komme ud og bruge kroppen igen, den sidste uges tid er den eneste tur vi har taget til market og tilbage igen. På vej op af stierne kom vi til at, gå blandt en flok køer som fulgte os halvvejs til toppen. Der var et par af pigerne, som ikke var så stolte af at gå iblandt dem. Det tog vel knap 2 timer at komme til toppen, der var en helt fantastisk udsigt. Vi kunne se hele Sumbawanga by, og den omkring liggende dal. På toppen mellem de bare klippestykker voksede der enorme kaktusser. De har en stamme som et træ med grene ala kaktus som vi kender dem. Under nedstigningen var der flere der gik på røven i det glatte græs. Normalt er det fordi græsset er vådt men denne gang var det hele så tørt at det var glat. Vi fik nogle kiks og lidt slik da vi kom ned til bilen igen, mens vi stod der og snakkede inden vi kørte videre, stimlede det sammen med børn og voksende som skulle se de hvide på tur. Det er helt vildt den opmærksomhed man kan samle sig som en flok hvide mennesker. Vi kørte videre mod mandebjerget på de støvede jordveje, da vi kom frem og steg ud af bilen kunne vi høre det sev fra et hjul. Hmm, vi var punkteret. Det lod vi være og gik mod hulen ved bjerget, det var ikke så lang en tur til hulen her, for i modsætning til kvindebjerget lå denne hule kun lidt op af bjerget. Den var dannet af en kæmpe sten, ca. som en mindre ladebygning, som man kan gå neden under. Det var rigtig spændende at se malerierne i hulerne, der var også hængt tøjstykker i træerne og rundtomkring. Vi fik at vide, det var fra syge og døende mennesker, som bad om helbredelse og tilgivelse. Der var også synelige spor af blod fra offergaver, som folket havde bragt dertil. Da vi gik tilbage til bilen havde vi følgeskab af en hel flok børn, og de var også meget intresseret i da jeg og en der hedder Martin skulle til at skifte det punkterede hjul. Vi skulle holde øje med værktøj og hjulbolte, for børnene ville syntes det var årets fund, hvis de kunne få en af de chrome hjulbolte. Samtidig stod de så tæt og fulgte med, at vi skulle passe på med for store armbevægelser, hvis vi ikke skulle ramme dem. Det gik helt efter planen og vi kom hjem til Peter og Anne Lene igen. Der lavede vi bål. De havde gjordt snobrød og pølser klar til os, det var rigtig hyggeligt og der var rigtig lejerbåls stemning. Vi sluttede dagen inde i deres stue med nogle sange og fader vor inden Peter kørte os tilbage. Klokken var ikke mere end 21, aligevel var vi helt smadret og mere end klar til at komme i seng.
Lala salama!!

Kanga(afrikansk tøj),Kuku(høne),Habari(en hilsen) ,Mzungu(ordet for hvide mennesker)

2011-08-23T08:55:00.000+02:00

Vi har haft en helt fantastisk uge i Sumbawanga. Vi har oplevet og lært rigtig meget den sidste uges tid.
Vi kom til sumbawanga med bussen søndag d.14/8. Knud hentede os i hans landcruser, som var fyldt med tanzanianer, for Knud kører aldrig med tom bil. Vi blev indlogeret på New Tanzaniehotel, som ligger lige i nærheden af Knuds hus. Et rigtig fint hotel som dog er rimelig lydt ud til gaden, man kan høre hunde gø, biler dytte, sikader og alverdens lyde som var der ingen vinduer i
.

En almindelig hverdag her i byen går med markedsindkøb om formiddagen, som i sig selv er en kæmpe oplevelse med alle lugtene fra boderne, med alt lige fra frisk frugt og grønt til tørrede fisk, som er en ren delikatesse for tanzanianerne, men ikke for os! Det er små fisk, som har ligget og tørrede i solen mens fluerne sværmer flittigt omkring, og så bliver de spist med øjne og hale og er en ren snack, for nogen... Alle snakker til en og hilser pænt. Børnene kigger op på os med store øjne og råber "mzungu", som betyder hvid, europæer og fremmede. Der findes så mange små boder, nogen sælger mad andre service, høns eller kangaer, som er et langt stykke stof som kvinderne binder rundt om livet eller bærer deres børn i på ryggen. Der er så mange farver og er der noget de tanzanianske kvinder er gode til, så er det at bruge farver. Der findes ingen forkerte farvesammensætninger, jo flere farver, jo bedre. Her kan alle balancere med noget på hovedet, lige fra en kurv fyldt med fisk, til flere liter vand, selv små børn gør det også. Det er vildt imponerende. I hver bod har de deres egen radio og hver radio kører på den samme radiofrekvens og alle har skruet så meget op som den kan og så lige lidt mere så den skratter og helst overdøver naboens radio. I tøjforretningerne er bøjlerne helt særlige. De spænder tøjet ud, hvor numsen skal være, så man rigtig kan se hvor stor en røv der er plads til i kjolen, for jo større røven er, jo bedre. For her er røven et "sexsymbol", i forhold til brysterne, hvor de ofte bliver set i gadebilledet når børnene skal ammes, om det så er på markedet eller i kirken. De bliver betragtet som mad og ikke andet.
Al maden bliver købt på markedet, som vi så tilbereder i køkkenet. Om eftermiddagen kommer vores swahililærer, Angelo, som er en pensioneret lærer. Han er 69 år, far til 7 og bedstefar til 9. En utrolig rar mand med meget på hjertet. Efter mange år som lærer er han blevet allergisk over for skolekridt og står derfor med en stykke A4 papir, som så fungerer som vores tavle. Kiswahili er et sprog, som på ingen måder minder om det danske eller engelske. Der er mange regler og undtagelser og flere ord bliver sat sammen til et ord. Indtil videre kan vi hilse og købe ind. Angelo kan mærke at Tanzania og især i Dar es Salaam er blevet meget vestlig præget. Folk er blevet mere indadvendte og er ikke nær så åbne som tidligere. Hvis man står og snakker sammen og den enes telefon ringer, er det telefonen frem for personen foran en. Telefonen bliver heller ikke taget med det samme, man lade den ringe lidt for at fortælle den som ringer, at man har travlt og for at signalere at man er en buisnessman. Det har vi set eksempler på, men tanzanianerne er et MEGET åbent og gæstfrit folk. De vil så gerne vise deres hjem frem og snakke. Man føler sig meget velkomne her i landet.
Aftenen går med spil og hygge. Lyset kommer og går, men det er der også altid en løsning på, for så kommer stearinlysene frem. Her i Tanzania bliver det mørkt omkring kl. 19 og det sker i løbet af 15 min. og så er det også totalt mørkt.
Den første dag var vi inde og se det katolske hospital, som er det bedste i hele regionen. Det var fyldt med tålmodige mennesker, for her skal der virkelig tålmodighed til. Selvom vi var et sted med meget sygdom, blev vi alligevel mødt med mange smil og grinende børn og kvinder. Her er det familien som kommer og passer en mens man er indlagt.
Den første dag skulle vi også ind på integrationskontoret for at få vores pas stemplet. Vi sad og ventede i to timer, selvom der var fem mænd på kontoret. De tre af dem så tv, en anden stirrede ind i computerskærmen og den sidste satte papir i mapper. Her har afrikanerne go' tid og hvis man viser utålmodoghed kan de godt tage længere tid om deres arbejde.
Her i huset er der to mamaer, som bestyrer huset når Knud ikke er i byen. Mama Simon og Mama Pendo. De står for bogbutikken som også er her i huset. Mange mennesker kommer i løbet af dagen for enten at købe bibler eller andre kristne bøger. I huset er der også tre mænd som bor i baggården. De underviser bl.a. på tømrerskolen i byen og holder vagt omkring huset om natten sammen med to hunde som også bor her. Hver onsdag er baggråden fyldt med gadebørn. De får et måltid mad, får vasket deres tøj og får et bad. En meget spændende oplevelse at overvære, at der er nogen som gør noget for gadebørnene her i byen, for der er mange af dem.
Vi havde snakket det meste af ugen om, at lave kylling fra bunde, altså slagte selv. Så Lørdag gik vi på market og købte 2 høns. De blev lige bundet sammen i benene og så er det ellers bare at tage i vingerne også hjemaf. Jeg gik hjem med hønsene mens Rebekka og en af de andre piger gik videre efter tilbehør. Der var flere af de andre som aldrig havde prøvet at være med til det før, så det var jo rigtig spændende, at være med til. Det gav dog et gisp blandt pigerne og Thomas da jeg knappede hovedet af dem. Jeg syntes det var meget underholdende at se på de andre. Vi fik skoldet hønsene så de blev nemme at plukke, det hjalp Karen med og Theresa sluttede sig også til da hønsene skulle renses. Det blev lavet som ovenbagt kylling, det var ren mums!

Fra Øst til Vest

2011-08-19T17:12:00.000+02:00

Tidligt lørdag morgen blev vi hentet af vores chauffører, fik pakket bilerne og sagt farvel til vores masai, som havde gået vagt om hotellet i løbet af natten. Selv kl. 6 om morgen var der fuld gang i Dar by. Bustermilnalen var ren kaos. Mennsker og busser overalt. Vi havde aldrig klaret det uden vores chauffør Michael. Vi fik bagagen i bussen, som var proppet med mennesker og pyntet med ponpon-bølgede-gardiner. Vi kom afsted og så snart vi var kommet ud af Dar, blev der sat en afrikansk fiml på med svenske undertekster. Til stor fornøjelse for tanzanianerne i bussen, mens vi andre var dybt fasineret over naturen og livet uden for bussen som passerede fordi os, mens kameraerne flittig blev brugt.

Vi er kommet til Tanzania i deres vintertid, men for os er det som den danske sommer. Det er meget tørt, jorden er rød og planter og marker mangler vand. Jo længere vi kom vest på blev der længere imellem de små landsbyer. Flere af stederne var de små lerhytter blevet efterladt og stråtaget fjernet, til fordel for et murstenshus. Murstenshuse blev et hyppigere syn i de små landsbyer. Flere steder så vi murstenene ligge til tørre i solen. For hvert stop vi gjorde os var der en masse sælgere, som kommer rendende efter bussen og stikker deres varer op mod vinduerne eller også stiger de ind i busserne og kører med til næste stop.
Busselskbet var Sumry High Class. De holdte to tissepauser på de 14 timer som busturen varede. Det første hold var ude i ingenting, men det var dog et sted som de altid bruger som et hold til tissepauser. Viste det sig senere, for der var toiletpapir, bind og våde pletter alle steder! Kvinderne går til venstre for bussen og mændende til højre. Når bussen har dyttet det første dyt skal man skynde sig at gøre sig færdig, når den dytter anden gang begynder den også at gasse op og trille lige så stille afsted, og så har man travlt, for bussen kører også selvom alle ikke er med! Kunsten er, ikke at drikke for meget vand under disse busture. En tissepauses varighed er på 5 min. så man har valget om man skal nå at tisse eller købe noget mad. På denne tur fik vi også for første gang set en albino.
Undervejs kommer man igennem en af landets nationalparker. Vi sad alle klar med kameraer og næserne presset tæt ind mod ruderne. Godt skjult immel det høje græs så vi den første store flok at gaseller, senere dukkede der bavianer op, bøfler, zebraer, giraffer og bagdelen af en elefant. Vi danskere var helt oppe at køre over alle disse dyr og viste en tydelig begrejstring, mens tanzanianerne sad og var dybt konsentreret i deres skiftende film og musikvideoer på fejrnsynsskærmen i bussen.
Da mørket faldt på kunne vi se store områder som blev brændt af. Tanzanianerne er ved at gøre klar til regntiden. De brænder markerne af, så der kan spire en masse nyt op efter regntiden. Vi ankom til Mbeya lørdag aften. Vi havde fået besked på at holde godt øje med hinanden og vores bagage og ellers bare være hurtige til at komme hen på vores hotel, men da vi ankom var der ikke værelser til os alle, så vi måtte have fat i taxichauffører, som skulle køre os hen til et andet hotel. Der gik lang tid før vi kunne blive enige med dem om en pris, men langt om længe lykkedes det. Efter en lang dag i bus med ømme kroppe og hævede fødder var vi klar til at sove.
Søndag morgen stod på endnu en dag med buskørsel. Vi skulle købe blå sække til, at pakke vores bagage ind i, for denne bustur var ikke asfaldteret, så det betyder meget støv i denne tørretid, så for at undgå en rød taske og rødt tøj, var det nødvendigt at pakke taskerne ind. Inden vi kunne sætte os ind i bussen havde vi en stor diskution med en mand som villle have at vi skulle betale 28000 tsh. for bagagen, men det ville vi ikke gå med til, da vi havde betalt for vores busbillet og der i inkluderet vores bagage. Mamge folk i byen henvendte sig til os om det ene og det andet. Vi skiller os meget ud fra flokken og får utrolig meget opmærksomhed. Vi kom endnu engang ind i en bus og havde mange timers kørsel foran os. Efter to timer begyndte hullerne for alvor at blive tydlige. Vi sad alle sammen og blev rystet godt igennem. Ikke alle vindeuer kunne lukkes, så for os som sad ved siden af en af disse vinduer, fik man virkelig støven at mærke i næse og hals. De er ved at forlænge asfaltvejen. Flere steder så vi gravemaskiner og arbejdsmænd med hjemmelavede træhakker. Senere fandt vi ud af, at det er et stort internationalt projekt, som er ved at forbedre vejsystemet her i landet. Jeg sad ved siden af en ung dreng på 15 år, som de sidste tre år havde gået i skole i Dar og nu havde fået sin eksamen og var på vej hjem til sine forældre som han ikke havde set i et år. Han havde en drøm om, at skulle være bankmand. Tanzanianerne er et maget åbent og gæstfrist folk og vil meget gerne fortælle hvis man spørger dem. Vi havde en kiswahili ordbog med, som flittigt blev brugt under busturene. De omkring siddende tanzanianere fik nogle gode grin mens vi sad og øvede os på swahiliordene. Der var endda en mand som gerne ville købe vores bog, så han kunne lære engelsk, da det er en engelsk-kiswahili ordbog.
I busserne var der heldigvis seler ved hvert sæde! Det var den vildteste bustur vi nogensinde har oplevet. De træder sømmet i bund, dytter hver gang de overhaler og hver gang de har overhalet og så ligger de og kører i overhalingsbanen lige så ofte som de er i den bane, som de skal køre i, mens musikken spillede for fulde drøn. Det er virkelig en oplevelse!

Tur DK-->TZ!!

2011-08-19T17:05:00.000+02:00

Vores rejse mod Dar es Salaam startede dette herrens år! ;) torsdag d.11/8-2011Efter en "på-gensyns-afsked" med Rebekkas familie i lufthavnen og indlevering af vores bagage, kunne vi begive os videre i lufthavnssystemet og starte vores eventyr. Det gik rimelig smertefrit igennem check in. De mente dog, at Rebekka så, så kriminel ud at hun skulle have kontrolleret hendes håndbagage, eller var det en stikprøvekontrol? Vi mødtes med de andre volontører inden gaten. Der kunne vi snakke og få lidt ro på, inden flyveturen. Der har været rigtig mange følelser, forventninger, nærvøsitet og spædning det sidste lange stykke tid op til turen. Det har næsten ikke været til at holde ud nogen gange, så det var godt at vi nu kunne komme afsted.
Vi blev kaldt til gaten, og kom ombord på flyet. Vi havde ikke siddet der særlig længe før der kom en fra security og henvente sig til Rebekka. "Vil du lige følge med mig ned til bagagen?" Vi andre sad et stykke tid og snakkede om hvad det nu kunne være, efter et stykke tid kom det i flyets samtaleanlæg "Arne Kronborg!" Og intet andet, det var Rebekkas stemme. Efter kort tid kom det så: "Kom her op!" så måtte jeg fra bagerst i flyet, mod menneskemængden til indgangen. Det var pga. at der var en zippolighter i tasken, og den skal være i håndbagage åbenbart, så jeg måtte ned mod tasken, da Rebekka ikke havde nøglen på sig, men vi fandt da ud af det og kom i flyet igen. Vi sad lidt spredt i det første fly da vi ikke havde checket ind sammen. Turen gik godt til Heathrow, London. Der var 2 timers vente tid til vores fly gik mod Dar. Tiden blev brugt til at få lidt aftensmad.
Det var ikke nær så dramatisk, at komme ombord på flyet til Dar. Det var en lang tur på knap 10 timer, men tiden føltes ikke nær så lang for der var en skærm til hvert sæde med valgfri film, alt hvad man kunne have lyst til at drikke, tæpper, puder og flere måltider undervejs. Søvn fik vi dog ikke meget af, sæderne kunne ikke ligges ret meget tilbage og der kunne ikke rigtig findes en god hvile stilling. Endelig landede vi i Dar ca. kl. 06.30. fredag morgen.
Da vi kom ud af flyet blev vi mødt af en mur af rigtig klam luft. luftfugtigheden var så høj, at man næsten kunne mærke vandet i luften, samtidig med den høje tempratur var luften så kvalmende tung og trykkende. Det blev bestemt ikke bedre op af dagen som tempraturen steg. Vi startede med, at skulle igennem pas- og visumkontrol. Det var som vi havde fået at vide. Vi skulle virkelig væbne os med tålmodighed. Det hele foregår i deres tempo, og skal de gøre et opkald til familien, sende en sms, strække sig eller kigge i det sladderblad de har, hvorfor så vente til de ikke har noget at lave? Vi kom da til sidst igennem og fik allesammen vores bagage uden problemmer. I velkomsthallen blev vi mødt af Just (missionæren fra Kigoma) som skulle have Mette og Merethe med. Han havde sørget for vores busbilleter til lørdag og 2 taxi´er, som kørte os til vores hotel. Vi aftalte med vores taxi chauffør, at han skulle komme tilbage kl. 11 så vi kunne komme ud og se byen, indtil da fik vi os en ret så tiltrængt lur.
Der var ikke rigtig noget at se i Dar. Vi kom forbi nogle flotte kirker, den danske ambassade, nogle andre ambassader, men den største oplevelse var at, opleve trafikken og gadebilledet i Dar es Salaam. Folk kører som besat ud foran hinnaden, hornet er i bund hele tiden, trafiklys er vejledene - åbenbart ikke gælende. Mange af de biler de køre i er gamle 4x4 fra 50´erne til 80´erne samt gamle lastvogne der også er fra den tid, og de er umilddelbart ikke holdt ligegodt vedlige, og selvom ladet af en pickup er fyldt, kan der altså sagtens side både 6 og 10 mænd ovenpå igen, mens den kommer blæsende igennem byen. Der er rigtig mange der cykler langs vejene, og det er virkelig fasinerende at se hvor meget de kan stable på de stakkels cykeler og stadig køre. Der var også mange tiggere, spedalske og andre der ikke var for godt stillet. De spurgte om penge ved de fleste, også ved os. Det virker til at være en rigtig barsk by at leve i, hvor man kun er sig selv nærmest. Hen sidst på eftermiddagen var vi ude og spise ved stranden. Det var rigtig lækkert med et sulidt måltid, og så fik vi handlet ind til busturene, som der ventede os næste morgen. Da vi kom tilbage til hotellet var vi godt trætte, både på grund af den manglende søv i flyet, men også af alle de nye indtryk, oplevelser og den konstant trykkende varme. Så vi satte vækkeuret og gik helt smadret i seng kl. 19.

64 timer tilbage...

2011-08-08T23:57:00.006+02:00

...det er der til vores fly letter fra Kastrup lufthavn mod Dar es Salaam :) Det er virkelig ved at komme tæt på... Vi har været i kontakt med missionæren i Kipili (Knud E. Knudsen) hvor vi skal til. Han skrev, at de kunne bruge tandbørster, tandpasta og farveblyanter i Cheke Chea, så her i morges ringede vi til Tandlægerne Skovhus i Ulfborg og hørte om de ville sponsorere lidt. Det ville de gerne, men kunne ikke love os ret meget. Da vi kom havde de 103 tandbørster, både til små og lidt større børn og 44 tuber tandpasta. Vi blev virkelig fyldt af glæde over den store gave fra dem.

Efterfølgende var vi i Rinkøbing Landbobank for, at hente lidt dollors. Vi spurgt hende bag disken, om de ville give os nogle kuglepende med til børnene. Hun gik ud bagved, kort efter kom hun tilbage med en hel pose, med over 20 sæt af farveblyanter med tilhørende malebog og en masse alm. blyanter. Endnu engang blev vi overvældet af glæde over, at få så meget med til børnene.

Det er dejligt at opleve folk og firmaer støtte op om et projekt, som vi har oplevet idag!

Her kan ses alt det vi har fået og som vi håber børnene i Cheke Chea får glæde af :)

6 dage tilbage...

2011-08-05T14:29:00.002+02:00

Nu kan vi for alvor mærke krilleren i maven og spændingen i kroppen jo mere vi nærmer os afrejsedatoen.
I denne uge er vi på volontørkursus på Diakonhøjskolen i Aarhus. Vi har fået mødt de andre vi skal rejse sammen med: Amalie, Anna Elisabeth, Theresa, Thomas og Karen Louise, samt blevet rustet på bedste vis til at skulle få nogle spændende oplevelser i Tanzania, bl.a. blevet undervist i kultur, religion og sygdomme.
Vi er helt vildt spændte på dette kommende store eventyr og har gjort os mange overvejelser og tanker om hvad vi har i vente i dette varme land, som ligger så fjernt fra det lille Danmark og den trygge hverdag vi kommer fra. Vi glæder os til at skulle opleve og være en del af en helt anden kultur og se hvilke udfordringer vi får undervejs.

På søndag slutter kursuset af med en udsendelsesgudstjeneste for vores venner og familie og så er der derefter 3 dage ti,l at skulle få styr på det hele og fr pakket taskerne inden flyet letter om 6 dage...