Billedbogen

Denne gang får i et blog indlæg i billeder, her starter vi med vores safaritur i Katavi
 Nationalpark.

En rigtig flot solopgang ved en 7-8 tiden om morgenen

    Giraf

Disse er watermarks. nogle meget sky dyr meget ligende krondyr på størrelse.

billedet er taget uden zoom, den kom gående meget tæt forbi bilen.

vi har også en flodhest i bugten ved kipili, vi så den faktisk her for 14 dage siden, det var spændene at se men også lidt skræmende at den faktisk ikke var så forfærkelig langt væk fra der vi plejer at bade.

Under et lille pitstop vi gjorde i parken.

Vi overnattede 100m. fra det her flodheste hul. Det stank! og de larmede. Det er faktisk en grynten/snorken de kommer med. Næste morgen kom en flodhest gående ude på græsplænen hvor vi fik morgenmad. 

Det er taget en almendelig dag vi var ude og bade i kipili..... Ej det er det ikke men det er taget uden zoom..!

Der er nogle gigantiske ørne i parken, vil skyde på at de største har et vingefang på omkring 2meter

Vores eneste løve som vi så på turen. vi holdt og iagtagede den i 2 timer fordi vi troede den var på vej til at jage.

Et kranium fra en flodhest

Fra en bøffel. det er fra stedet hvor vi overnattede

          Lego er et kæmpe hit i Cheke Chea

Læren, Happy med lego kufferten på hovedet

Det er Knuds værksted, det er her det meste af det jeg laver bliver til. motoren der hænger over bordet var fuld af vand (både over og under stempler) og så ikke til at redde. skulle slå stempler løs med en mukkert og så er der gravrust i cylinder og på lejesøler. og så har den engang været startet på vand for lejerne var godt revet op.

Her bader vi i Kipili sammen 12 af de lokale børn som plejer at følge efter os, samtidig står der 20 børn og voksne bag kameraet, som også lige skal se wazungu bade!



Her ses nogle børn med deres hjemmelavet legetøj som består af blade, som så er blevet til flyvere med propel.

Her er vi på lodgen. En af de dage hvor vi har badet og nydt en kold cola...

...eller et glas rødvin...

...og nyder en smuk solnedgang.

 

Masser af udfordringer

Jeg har haft mange tanker og forestillinger om hvilke opgaver der ventede mig i Kipili. Første dag blev vi vist rundt og dem til cheka chea blev sat af der. Så kom jeg med rundt og så værkstedet jeg kan bruge. Der stod en påhængs motor som har lagt på bunden, (tror han sagde en uge) så lå der en halv 170Hk diesel motor som jeg havde en toppakning med til. Vi gik vidre ned til Knuds egen mole hvor hans 5 både ligger, der er en større træ skib som bliver brugt til at sejle byggematerialer og mange mennesker med, så er der en mindre stål jolle og glasfiber jolle. Alle 3 både er til påhængsmotor. Så er der de 2 sidste som jeg har arbejdet meget på det sidste stykke tid. Den ene er med den store turbodiesel motor som er blevet samlet, trimmet og spændt efter. Den anden er jeg i gang med at skifte alt aptering i, og så venter der også en total renovering af den mindre perkins diesel som ligger i den. (det ser desværre ud til den ene cylinder stå fuld af vand) Jeg tænkte godt nok "hjælp!" da jeg blev præsenteret for alt det arbejde og da jeg kom igang med det. Jeg har vagten/ bådføren som hedder James til hjælp, det er et kæmpe problem at jeg ikke kunne sproget, og engelsk fra hans side af, NEJ! Der er generelt en sprogbariere med mange ting, for vi mestre ikke kiswahili endnu og det er de færeste som kan engelsk her i Kipili. Undervejs med at fjerne det gamle aptering, fandt jeg et på steder hvor der var tæret hul fra kabiner igennem skroget og ud. Men jer er ved at være i bund med rust arbejdet og har fået givet grunder og maling. Nu venter jeg på at der kommer træ hjem til at beklæde båden med invendig og ligge nyt gulv i det hele. Jeg har også fået den påhængsmotor til at spinde, som havde været på bunden. Har også lavet en motorsav som ikke kunne mere, den var gal med både benzin og tændning og fundet et flækket stempel på en anden motorsav jeg har kigget til, så må vi se hvornår jeg får sådan en. Så kom de også med den store påhængsmotor til transportbåden, den kunne ikke mere. De sagde der var nogen benzin problemmer så de havde taget reservemotoren i brug. Det var så næsten alle stempelringe der sad fast, så de gamle måtte af og file alle kanaler som ringene sidder i. Krumtapslejer som var røget, plejellejer som bogstaveligtalt var knust og krydspind som var rigtig godt på vej til at blive SLIDT igennem. Men vi fik alle dele hjem til den allerede dagen efter jeg havde skildt den af. Godt nok brugt og måske ikke fejlfri men bedre end de gamle stumper. Det er utrolig spændene at komme til sådan noget. Der er noget mere udfordring i det end bare at bytte med nyt, som man efterhånden er vandt til i Danmark. Den er da også kommet til at gå rigtig godt, og der er virkelig træk i den. Nu inden der skal såes ris i oktober/november skal jeg også have serviceret Knuds fræser til traktoren. Ja, også traktoren pga. oliespild. Fræseren har ikke kørt de sidste par år. Den skal bruges til at leje ud til bønder i området, for bedre jordbehandling og større udbytte af afgrøderne. Idag fortalte han også at der var yderliger en påhængsmotor som ikke rigtig køre. Ja jeg må sige, Tror ikke jeg kommer til at kede mig mens jeg er her. Glæder mig til at se hvilke opgaver og udfordringer der vil møde mig i opholdet her. Syntes det er helt vildt det der har vært indtil videre. Og har kun været i kipili 14dage.


Det er den 170Hk diesel jeg har samlet, og malet i motorrummet.

En dag i Cheke Chea

Cheke Chea er en børnehave, som forbereder børnene til at skulle videre i skole, men også en børnehave med masser af leg, musik, sang og smil.
I Tanzania skal alle børn have gået i Cheke Chea før de kan begynde i skolen. Børnene er i alderen 4 til 7 år. De kommer selv gående i små grupper hver morgen, hvor der er to tanzanianske kvinder fra Cheke Chea, som tager i mod dem. Der er ingen forældre som afleverer eller henter igen, som i de danske børnehaver. De følges ad med børnene som bor lige i nærheden af dem selv og så kommer der flere til gruppen jo mere de nærmer sig Cheke Chea.
I Cheke Chea starter dagen med fællessang i fællesrummet, som er flot dekoreret og farverigt, som sætter præg af mange tidligere volontører. Malerier af danske og tanzanianske børn som holder hinanden i hånden, afrikanske dyr, håndafstryk og tal samt meget mere. Efter fællessangen får alle børnene udleveret et forklæde, går bagefter ud for at vaske hænder og så bliver der serveret en kop med noget vælling, som de spiser med stor glæde. Derefter bliver alle råbt op, så der er styr på hvem der er der og så skal alle ud og have børstet tænder. Der skal man passe på, at man ikke står i skudlinien, for der bliver spyttet ud til alle sider!
Så bliver der ringet med gongonen. Drengene stiller sig i en række og pigerne i en anden. Der bliver sunget en sang og efterfølgende går de mindste af børnene hen i kirken og de store ind i Cheke Chea bygningen. Begge grupper får fortalt en bibelhistorie og bagefter øver de minste tal og de store alfabet og lidt regnestykker, så er der frikvarter, hvor der bliver brugt en masse energi på legepladsen. Det er børn med masser af energi, rytme i kroppen og glade. De elsker at få et knus og opmærksomhed, som de (måske) ikke får så meget af derhjemme. En afrikansk familie består af mor, far og mange børn. Forældrene er ude at arbejde hele dagen, der for har de ældste i søskendeflokken ansvaret for de mindste børn. Der er et meget tæt bånd imellem søskende her i Tanzania og ikke så meget til forældrene.
Efter frikvarteret går vi igen ud i grupperne og leger. Det kan f.eks. være "Alle mine kyllinger kom hjem" - som her hedder: "Løven og børnene" eller "Banke banke bøf" - som hedder: "Vent, vent, nu". Igen et tydeligt tegn på tidligere volontører og flash back til ens egen børnhave- og skoletid. Hver fredag er der fælles leg hvor både de små og store er samlet.
Dagen slutter kl. 11.30 med sang og farvel. "Tutaonana kesho" - "Vi ses i morgen".
Den største udfordring ved, at arbejde i Cheke Chea er børnene. Hjemme fra bliver de slåe,t hvis de gør noget, som de ikke må. Børnene slår også hinanden og det er virkelig et problem. De forstår ikke når vi med ord, prøver at forklarer, at det er forkert at slå og at et nej er et nej. Det gør det selvfølgelig heller ikke nemmere, at vi endnu ikke er så skrappe i swahili til at kunne formulere os.

Dagens menu

Morgenmad kl. 8
-Ristet brød med ost, marmelade, engang imellem nutella, nyslyngede honning fra en af nabolandsbyerne og peanutbutter.

Middagsmaden kl. 13-Ris (én gang har vi fået kartofler), bønder som der somregel bliver serveret. Nogle gange er der fisk, hvis de er til at skaffe og så har vi fået hane to gange, som har måtte lade livet om morgenen, så vi kunne spise dem til middag.

Aftensmaden kl. 19-Det samme som morgenmaden, men denne gang nybagt franskbrød. På dette tidspunkt er gekkoerne kommet frem, som render rundt under loftet og er til stor underholdning for os alle.

R.I.P... in my stommach!

Gudstjeneste i Kipili

Kirken ligger på bjergsiden, med en smuk udsigt ud over Kipili og Tanganyika søen. Hver søndag kl. 10 starter gudstjensten. Vi kom på klokkeslettet og var mødt op som de første sammen med præsten. Klokkerne ringer en time før gudstjenesten starter for, at fortælle folk, at der snart er gudstjeneste og igen når den starter. Alligevel kommer folk dryssende i små grupper helt op mod 3 kvarter efter det er begyndt. Bænkene bliver så småt fyldt op undervejs, med kvinder og børn i den venstre side af kirken og mændene i højre side. Gudstjenestens længde har indtil videre været på 2 timer, men med en præst som har store armbevægelser og et toneleje som svinger meget er det ikke helt kedeligt. Kirkens kor som svinger imellem 3 og 12 fremmødte giver den hele armen og kan synge ethvert kirkerum op med sang og dans. Det er virkelig imponerende og senere et børnekor i sidste del af gudstjenesten, mens to drenge slår på de traditionelle afrikaske trommer, gør enhver gudstjeneste spændende. Mens alt dette sker, står alle døre og vinduer åbne, så en frisk brise kommer ind igennem kirkerummet og får den farverige stofguilande i loftet til at svinge let frem og tilbage og gør, at vi ikke helt omkommer af varme. To timer på træbænke uden ryglæn kan dog godt føles længe, men det glemmer man hvis man kigger ud af vinduet og kigger ned over landsbyen og den smukke tyrkisblå sø.

Karibu Kipili

Tirsdag d. 23. august pakkede vi bagagen sammen og forlod Sumbawanga. Vi havde nu 4 timers kørsel i vente på afrikanske bumleveje. En meget flot tur med bjergkørsel. Nu var vi på vej mod det virkelige Afrika og væk fra civilisationen. Utroligt at der kan blive ved med, at ligge landsbyer så langt ude i ingenting! Men forenden af vejen, som vi kørte på lå Kipili. En landsby med ca. 1500 indbyggere, boende i små hytter med enten blik- eller stråtag. Liggende helt ned til den tyrkisblå Tanganyika sø. Det smukkeste sted vi længe havde set. Alle folk kom stormede ud af deres hytter og vinkede, for nu kom Babu (som betyder bedstefar, og som Knud bliver kaldt) hjem med et nyt hold volontører/wazungu (hvide/fremmede) til Kipili. Vi kørte op ad bjergsiden og her lå Knuds hus og det sted, hvor vi skal bo de næste 5 måneder. Med udsigt ud over Kipili by, som er omringet af bjerge, palmer, vand og ikke mindst en masse mangotræer!
Kipili er, som man forestiller sig en rigtig afrikansk by er, men bare meget mere. Alle lydene og lugtene fortæller, at man er meget langt hjemmefra. Alle hilser på hinanden, med alle de hilsner der nu findes på dette sprog, og det er meget vigtigt med en go' og lang hilsen. Mændende sidder under skyggen af et palmetræ og spiller enten dam eller kalaha, hvis ikke de er ude at fiske eller i marken. Kvinderne er i fuld gang nede ved søen, hvor de henter vand, som de bærer hjem i store spande på hovedet, vasker tøj eller vasker op, som også foregår ved søen. Børnene leger med hinanden i alle aldre, leger med det de nu kan finde, svømmer lidt rundt og prøver at fiske med små stykker myggenet. De render rundt i bare tær' mens snakken går og indimellem synger og råber "wazungu" og "Jambo" efter os. Der sker altid noget her i byen og alle er klar på en snak og en hilsen. Man giver sig tid til hinanden. Ur findes der ikke noget af, man tager sig den tid det nu tager og møder op til den aftalte tid, når det lige passer en. Der er ikke noget som gør en stesset ved at være her.

Hver morgen bliver vi vækket af alle de galene haner i byen, som starter ved sol-op-gang kl. 6. Kl. 7. hører man sang fra Primary School, når de har deres morgen løbetur inden klokken ringer ind til time. Kl. 7.30 lyder gongonen fra snedkerskolen, som ligger lige ved siden af os. De begynder også dagen med en sang, så der sker altid noget omkring os.Vi sover i nogle væresler som ligger i nærheden af huset. Kl. 8 starter vores dag med morgenmad i Knuds hus. Efter morgenmaden går vi hver især igang med arbejdet. Arne er igang med at arbejde på bådene. Det er alt lige fra malerarbejde til reperation af motor. Anna Elisabeth som skal arbejde for mobil klinikken, er endnu ikke kommet igang med arbejdet endnu, da båden de skal sejle i er under renovering af Arne og én tanzanianere. Hendes arbejde består i at skulle sejle ud til de små landsbyer, som ligger langs med Tanganyika søen og informere om hygiejne og lave nogle helbredsundersøgelser, men indtil videre har hun hjulpet til i Cheke Chea, hvor vi andre arbejder. Cheke Chea er en børnehave. Der er ca. 35 børn, men det svinger dag fra dag hvor mange der møder op. Her er der to tanzanianske kvinder, som står for Cheke Chea, hvor vi så er tilknyttet for at hjælpe og komme med nye ideer. Børnene møder ind om morgenen, får noget mad, synger, leger, får bibelhistorier og lærer om tal og bokstaver, for at forberede dem på, at skulle videre i skole. Tre eftermiddage om ugen underviser vi snedkereleverne i engelsk. Det kom sig af, at vi sammen med Knud havde været på Secondary School og hørt om de var intresseret i engelskundervisning fra os. Headmasteren var meget glad for ideen og vi kunne starte dagen efter med 1 times undervisning hver eftermiddag. Vi tog hjem og gik straks igang med forberedelse til de kommede timer og mødte op dagen efter i go' tid, men headmasteren var der ikke, og han havde ikke fået underrettet lærerne om, at vi skulle komme, og det viste sig også, at det tidspunkt vi skulle undervise i ikke fandtes i deres skoleskema, for der havde de alle fri. Måske typisk Afrika... Vi vendte hjem og Knud fik straks arrangeret, at vi så skulle undervise snedkereleverne, som har vist sig, at være meget engageret og glade for, at lære engelsk. I weekenderne har vi indtil videre brugt på kagebagning, og badet. På den anden side af det bjerg vi bor på, ligger der en lodge. Det er et sydafrikansk par som har startet det op for nogle år siden. Det er enormt smukt, med hytter og stråtag, et rent paradis og som man kun ser det i rejsekatalogerne. Det er vi velkomne til, at besøge når vi vil. De er meget imødekomne og her kan vi få en kold cola og en badetur uden, at have 25 børn omkring os og 8 voksne som kigger på de hvide i badetøj. Hveranden lørdag kommer færgen fra Zambia. En stor færge som kommer sejlende ind i bugten med rejsende folk, turister og varer. Vi var tre som kom med en af de små lokale træbåde ud til færgen for at kigge. De havde ananas som vi købte nogle stykker af. Alle i Kipili skynder sig i deres både og sejler ud til færgen. Somregel bare for at kigge. En sjov oplevelse, for i de små træbåde skal der skovles vand ud, for de er ikke helt vandtætte, så det blev vores arbejde, mens to tanzanianske drenge sejled os derud. Vi fik vores ananas og en sjov oplevelse. De sidste par uger har der været en flodhest som har holdt til herinde i bugten. Vi har ikke set den, men en aften i denne uge hørte vi den. En stor snorkelyd! Når vi i Cheke Chea siger "Kiboko" (flodhest) peger alle børnene ud mod søen, mens de siger en høj snorken. Jeg tror ikke der er mange børn hjemme i Danmark som ved hvordan en flodhest siger. Det var der ingen af os som gjorde inden vi kom her til. Dagene går ellers med arbejde, læse bøger, strikke, fiske som Arne er blevet helt vild med, da vandet er så klart, at man kan se en masse fisk i søen, som har de smukkeste farver, sidde på verandaen og nyde udsigten ud over Kipili og Tanganyika søen.