Status PT!

　
　- Status PT er det blevet torsdag d. 1. december.

- Status PT sidder jeg i skyggen på verandaen i 35grader varme (i skyggen) og har lidt svært ved at komme i julestemning
.
- Status PT arbejder Arne nede ved molen på en båd som skal bygges om fra indenbords til påhængsmotor.

- Status PT er her ingen julemusik i radioen, ingen julepynt i gaderne eller i hjemmene, ingen julemarkeder, glögg, æbleskiver eller anden form for julemad (vi spiser stadig ris og brune bønner) og ingen frost. Vi er
sikre på, at i der hjemme ikke er i tvivl om, at julen nærmer sig.

Siden vi sidst var på nettet for 1,5 måned siden er der sket en hel del. Vi har været til åbningen af et nyt børnehjem i Sumbawanga. En dansk mand med eget firme, havde sponsoreret penge til bygningen af et nyt børnehjem, samt en bådmotor til Kipili. Dagen gik med sangindslag og dramastykke om hvordan børnene var kommet på børnehjemmmet. Efter de var blvet forældre var flere af børnene kommet hos en plejefamilie, men var blevet misbrugt. De børn, som boede her på børnehjemmet, havde været heldige med, at være stødt ind i Knud og lederen på børnehjemmmet og har nu et nyt og godt sted at bo. Det var et meget rørende stykke. Flere af børnene græd da de opførte stykket. I løbet af dagen var der selvfølgelig også mange taler, på rigtig afrikansk vis. Alle har noget som skal siges, præsterne, evangalisterne og de fra kommunen, som var inviteret den dag. Til sådan en fest var der også det store festmåltid. Køkkenet var fyldt med mama'er som var igang med de store kødgryder til de 60 gæster og børn. Bærnehjemme er stadig ikke fyldt helt op. Der er stadig plads til flere og de er ved at blive fundet. Lige nu er man ved, at se på gadedrengene i Sumbawanga.
Man ser på hvordan deres familiesituation er, så de kan få et bedre hjem og fremtid.

Vi mærker somsagt ikke noget til julen, men tilgengæld er vi ikke i tvivl om, at regntiden er begyndt. De sidste tre, fire uger har det regnet næsten dagligt. Her er blevet så smukt og frodigt. Her mærker vi foråret og at frugtsæsonen rigtig er gået igang. Buspriserne er 10000 Tsh fra Kipili til Sumbawanga, men i regntiden, når vejene skrider væk og bliver svære at køre på, stiger prisen for kvinder til 12000 Tsh og for mænd falder den til 8000 Tsh, fordi mændende skal ud, at skubbe bagpå bussen når den sidder fast. Den har de lige regnet godt ud! Vi nyder flere gange dagligt mangoerne, som koster under 1 kr.

Flere nætter er vi vågnet af lyden fra regn - og det er især ekstra tydeligt når man bor under et bliktag! Så har vi også fundet ud af hvad det vil sige, at have torden og lyn. Vi har aldrig prøvet noget lignende. Det er vildt! Flere gange har vi oplevet, at lynet og tordenen er kommet på samme tid og det føles som om himlen er ved at falde ned over os. Regnen giver mange problemer. Her lever folk ude. Al arbejde og madlavning foregår ude. Der hjemme kender vi til snefri - her er det regnfri. Antallet af Cheke Chea falder med 10-15 børn hvis det er de dage hvor det har regnet hele natten og stadig gør det op af morgenen og formiddagen. Vi volontører nyder regntiden, for så falder tempraturen. I sidste uge frøs vi - første gang siden vi tog fra Danmark, det viste sig så da Arne kiggede på termometeret, at der den dag "kun" var 25grader og vi gik og frøs! Vi er bange for, at
det bliver meget slemt, at komme hjem til Danmark i februar...

Arne og jeg havde en lørdag morgen lejet kajakker fra lodgen, så vi kunne prøve en sejltur på Tanganyika søen. Vi startede med en overskyet himmel og rolige bølger. Vi skulle en tur rundt om en ø et stykker fra bredden. Da vi kom om på den anden side af øen blev bølgerne noget højere, og derfra kunne vi se et uvejr over Congos bjerge. Arne havde sat en fiskeline efter kajakken og havde da også held med sig. To gange var der fisk på krogen, så der var fisk til middag senere på dagen. På vores tur så vi også oddere, som var meget nysgerrige og fulgte som fulgte os. Vi fik også et indblik ind i landsbyen på øen, børnene som stod ved bredden og råbte til os, så dagens fangst, som var spredt ud på stranden, kom ind i en regnbye og blev stægt som danish bacon! Av, av...

En lille historie fra en af mine engelsktimer: I en af mine sidste engelsktimer havde vi verden som emne. Jeg havde taget en globus med. Jeg spurgte dem om de vidste hvad det var. 1 ud af 4 kunne sige at det var verden, den samme kunne vise hvor Afrika lå og kunne pege ud hvor Tanzania lå. 1 ud af fire! Det er skræmmende, at mænd omkring de 20 ikke har en større viden omkring verden og ikke kender til meget mere end den landsby de lever i og så lige Sumbawanga, som er den større by der ligger i nærheden.

I forrige weekend havde vi besøg af de to volontørpiger fra Kigoma, som kom sejlende med Liemba. Knud havde fortalt, at der her i nærheden af Kipili boede tre katolske søstre. Dem satte vi os for at ville finde. Vi gik lønge rundt i noget skov, indtil vi fandt et stort hus omringet af en stor køkkenhave. Det var tre ældre dame og deres hund, som tog imod os med åbne arme og store smil. De viste os rundt i deres køkkenhave, som bestod af de mest eksotiske frugter og smukkeste blomster. Her er Kipilie er folkene ikke gode til, at udnytte jorden og dyrke frugt og grønt, så det var helt fantastisk, at se nogen som udnyttede mulighederne og fik noget ud af det. Vi gik der fra med to store poser fyldt med grønt, papaya og chili, samt en pose popcorn!

I to uger har vi på skift undervist Jofre. Han er snedkerelev og en dygtig håndværker. Han fik malaria som 7-årige. Under behandlingen blev han fejldoseret og det gjorde ham døv/stum. Han blev efterfølgende smidt ud af skolen, fordi han blev set som "mærkelig", fordi han ikke længere kunne snakke. Nu er han på sit sidste år som snedkerelev, men har svært ved at måle korekt, så vi har undervist ham i tal. Han kan mundaflæse hans stammesprog, som nogle af de andre snedkerelever også kan og hjælper ham på den måde med undervisningen på snedkerskolen. Det har været utrolig spændende, at undervise ham.

I weekenden havde vi også eksamensfest for tre af snedkereleverne. De har i november månede arbejdet på deres eksamensprojekt, som består af en stol og en seng. Lørdag formiddag var der så eksamen, hvor Knud er censor. De bestod alle, så kunne ånde lettet op og nyde festen om eftermiddagen. Der var pynetet op med balloner og de havde bestilt diskoteksmusik og en fotograf, som skulle skifte film hver gang der var taget 24 billeder, så han så noget misundeligt på os som stod med de store digitalkameraer. En rigtig festlig dag.

Arne har nu fået slået igen fået slået nogle slager ihjel. Denne gang to. Den første blev fundet ved vores dør, (en snoeart på 70cm). en aften vi var på vej ned for at sove. Den 3. svømmede rundt i vandoverfladen. Arne greb fat i åren og efter et par slag faldt den til bunden.

I søndags tog Knud os med på en sejltur på Tanganyika søen. Vil skulle ud at finde krokodiller langs sivene. Desværre blev det ikke til krokodiller, men der i mod blev det i stedet en flodhestesafari. Vi så hele fire flodheste som 20 m. fra os stak hovederne frem og sprøjtede vand. Vildt at have set dem så tæt på i den sø, hvor vi ofte bader!

I denne uge har Theresa og jeg været med Mobilklinikken på vaccinationatur. Vi sejlede ud til en landsby, hvor vi blev taget imod af en masse børn med deres mødre. Det var fra 5 år og nedefter. Alle blev vejet og derefter blev det noteret ind i deres journaler. Et barn ud af ca. 80 var underernæret, men hvis man undersøgte fejlernæring, ville tallene være helt anderledes! Man møder mange børn med oppustede maver og store, strittende navler. Sygeplejersken Joice startede med, at undervise kvinderne i hygiejne, forkølelese, opkast, kolora og malaria. Derefter gik vejningen igang og vaccinationer af både børn og mødre. Dagen sluttede med undersøgelse af de gravide kvinder. Her i blandt piger på de 16 år! Vi fik lov at undersøge en gravid. Det var fantastisk at kunne mærke liv. Det var en maget spændende dag og intressant, at kunne være med til at overvære mobilklinikken arbejde.

- Status Pt skal jeg om 10 min. ned i "forsamlinghuset" for, at pynte op til i morgen, hvor Cheke Chea holder afslutningsfest. Denne uge har for os volontører været den sidste uge i Cheke Chea. Lige pludselig har tiden gået rigtig hurtigt og vi er allerede kommet til afslutningen som lærer og volontører til, at være rejsende efter nytår. Børnene har de sidste par uger øvet sig på farvel-sange og krybbespillet. Deres forældre kommer og ser børnene optræde og så slutter dagen af med fællesspisning. Cheke Chea har været hårdt, sjovt, det har været fyldt med latter og smil, sang, leg, råben, frustartioner, men alt i alt en spændende oplevelse, som der vil være mange minder tilknyttet til.
Udover at skulle sige farvel til børnene i Cheke Chea, har vi også sagt farvel til en volontør i Sumbawanga og her i weekenden skal vi sige farvel til to, som vi har været volontører sammen med her i Kipili. Det er mærkeligt nu, at komme til dette tidspunkt. Det har hele tiden føltes fjernt.

- Status PT hænger vasketøjet på snoren. Når tøjet er tørt skal tasken pakkes. Vi har fået nogle uger fri indne jul, så her i weekenden tager Arne og jeg en tur til Morogoro. Det er den by jeg boede i de første 3,5 år af mit liv sammen med min familie. Vi skal bo hos mama Mckuchu, en ældre dame og ven af familien. Jeg glæder mig til, at skulle gense huset, som jeg kan huske fra billeder og hjemmevideoer, gense min legekammerar, Leah, som jeg i 10 år har skrevet sammen med og Paulo, som den gang var en ung dreng og nu kommer fra Dar med familien. Jeg glæder mig og er spændt på hvad disse dage i Morogoro kan give af oplevelser.

- Status PT prøver vi alle at komme i julestemning i de 35grader varme. 1. søndag i advent tændte vi et lys i en kokosnødsskal og satte julemusik på for, at markere at vi nu er gået ind i julemåneden. I aften skal der eksperimenteres med risengrød lavet af ris, som ikke er grødris. I julen er vi Knud, fire volontører her fra Kipili og to diakonstuderende fra Sumbawanga, som arbejder på børnehjemmet. Vi har planer om, at købe en gris af naboen og lave os en flæaskesteg i brændekomfuret, samt bage rugbrød og spise dåsemad. Vi drømmer ofte om dette festmåltid - i det hele taget tænker vi ofte på det danske mad, som er meget savnent. Nytåret skal fejres på lodgen - vi har hørt de har fyrværkeri, så det nye år bliver skudt ind med manér :o)
Her fra Kipili vil vi ønske jer alle en glædelig, hyggelig og dejlig december månede, samt et godt og velsignet nytår!

(Spis lidt ekstra af den gode julemad for os :o))

Et døgn med Liv & Død

Kort tid inden middag kunne vi høre en hjertensskrærende gråd og høje skrig. Det viste sig, at være en mand i en af nabohusene som var død. Folk strømmede hurtigt til huset og på ingen tid var der en stor flok samlet. Hele dagen kunne der høres gråd og sørgesang. Her i Tanzania har man tre sørgedage og den afdøde skal begraves dagen efter pga. varmen.
Den efterfølgende nat blev tre af os piger ringet op af den lokale jordmor. En fødsel var gået igang og vi måtte gerne overvære den. Vi sprang ud af vores senge og kom hurtigt i tøjet. Vi skulle ned forbi huset, hvor den afdøde mand havde boet. Ude omkring huset lå 50 og sov, mens hele huset var oplyst af petroleumslamper. Lige i nærheden var huset, hvor en 20 årig kvinde lå og skulle føde sit tredje barn. Det var et rum på 7m2. Det eneste der var i rummet, var en briks hvor kvinden lå, en lille spinkel pige med en lille mave, man skulle ikke tro, at hun var i 9. månede! Et bord med en vægt og redskaberne til fødslen, samt spande med vand. Det eneste der oplyste rummet var jordmoderens lommelygte fra hendes mobil! Vi skyndte os tilbage til vores værelser efter en petroleumslampe og ekstra lommelygter.
Til fødslen skal den gravide kvinde selv medbringe plastic, som hun ligger på, på briksen, masser af khangaer (stof) til brug af rengøring, hvis der er meget blod og til at pakke barnet ind i, plastichandsker til jordmoderen, en vaccine til barnet (frivilligt) og et barberblad til at skære navlestrengen over med. Kvinden havde et kvindeligt familiemedlem med sig, som ventede i rummet ved siden af (hun holdte øje med jordmoderens baby, som lå og sov) og kvindens mand som gik frem og tilbage ude i mørket og ventede.
Her er børnedødeligheden meget stor og den fødende kvindes liv er også udsat. Hvis en hjemmefødsel her i Kipili går galt er der ingen mulighed for kejsersnit eller opreration. Når landets gennemsnitsalder regnes ud tæller man ikke børn med under 5år, for der er dødeligheden meget stor. Gennemsnitsalderen ligger lige nu på 46 år.
Da vi ankom var veerne allerede godt igang. Kvinden sagde ikke en lyd under hele fødslen, men hendes ansigt fortalte at hun havde smerter. Efter tre kvarter skulle hun have taget sit blodtryk, men det nåede ikke at ske, for barnet kom lige pludselig og som en overraskelse for os alle. Det gik så hurtigt! Og der lå en meget lille pige på 2,3kg. - Og vi fik alle lov til at holde hende. Jeg havde medbragt et par hjemmestrikket baby strømper, som jeg gav til hende og de kom på med det samme, men var selvfølgelig alt for store til så lille en pige. Efter rengøring af både mor og barn kom hun op og lå ved siden af sin mor. Her i landet er der ikke det samme bånd mellem forældre og deres børn. Kvinden viste ikke den store interesse for det lille liv hun havde bragt til verden, og det er desværre meget normalt her.
Samtidig med, at denne unge kvinde lå i smerter og fødte sin lille pige, sad de i nabohuset og sang sørgesang over tabet af deres afdøde familiemedlem. Alt dette skete inden for det samme døgn og for os var det virkelig en kontrastfuld oplevelse. Vi kom tæt på livets store sorger og glæder!

Liemba safari

Meget spontant havde vi en onsdag eftermiddag besluttet os for, at tage med færgen, Liemba, til Zambia den efterfølgende nat til fredag. Liemba er en ældre dame med en lang livshistorie. I 1913 blev færgen bygget i Tyskland og sejlet til Dar es Salam og der skildt i mindre stykker. Fra Dar blev færgen båret af slaverne hele vejen igennem Tanzania og ud til Tanganyika søen, hvor den fra 1914 til 1926 blev lagt på bunden af søen, så englænderne ikke skulle tage den fra tyskerne under 1. Verdenskrig! Siden 1926 er den så blevet brugt som fragtskib mellem Kigoma i den nordlige del af Tanganyika søen til Zambia.

Det var blevet torsdag aften og vi volontører havde fået selskab af en backpacker fra Israel, men bosat i England, som var kommet til Kipili og ikke vidste hvad han ville derfra, men som havde hørt, at vi ville tage med Liemba og ville gøre os selskab. Vi havde aftalt med nogle lokale fiskere, at de ville sejle os ud til Liemba, når den vil komme i løbet af natten. Fiskerne ringede ud til færgen for, at høre hvornår den ca. ville komme til Kipili, svaret var: kl. 01.00 - 03.00 eller måske 04.00, så vi havde masser af tid til at kunne få en lille lur, drikke kaffe og spille kort. Vi havde alle gættet på førgens ankomst tidspunkt, men da klokken var blevet mere end fire og vi endnu ikke havde hørt færgens horn tude, var gættelegen ikke så sjov længere og øjenlågene tungere. Men kl. 6 hørte vi det første tuden og så gik det ellers hurtigt med, at komme ned af bjergsiden og ned til fiskerne som stod klar til at sejle os alle ud til Liemba, som i skumringen lyste flot op med alle lysene ombord og sol-op-gangen i ryggen. Vi sejlede op på siden og gik ind igennem hullt på færgen og kom ind på 3. klasse. Her mødte os den første duft af ananas og fisk. Bag os var nogle mænd ved, at læsse store sække ombord igennem hullet i siden, men en af dem smuttede fra dem og landede i stedet på bunden af søen.

Vi fik os en kahyt og gik ellers straks igang med, at udforske færgen. Aldrig havde vi set så mange ananas på en gang. Det var helt vildt hvad de havde med sig fra Kigoma. Hurtigt fandt vi også ud af hvornår vi nærmede os fiskene. Hele lastrummet var fyldt med store kurve af fisk og store 100 kg. sække med majs og bønner. Den første formiddag gik med en lur på dækket efter, at have holdt sig vågen det meste af natten. Da vi alle vågende igen og fik frokost i restauranten var det den rene "mzungu-safari". Vi var hele 18 hvide ombord på færgen. Vi blev ved med at sige: "Se, der er en og en til" og peje rundt. Det er længe siden, at vi har været så mange hvide på en gang! Det var ene europæer som rejse rundt som backpackere. Fire af dem havde deres engen bil med, som i Kigoma havde fået hejst bilen ombord på førgen og nu var på vej til Sydafrika. Vi fik os alle en snak med hinanden og skulle lige høre hvad vi hver især lavede. Ellers gik tiden med, at læse og nyde solen.
Med nogle timers mellemrum holdte vi ved nogle landsbyer. Så snart Liemba havde tudet i hornet, kom der en masse fiskebåde sejlende med fuld fart for, at ligge til ved færgen. Det gik vildt for sig. Alle ville være den først til, at få sine varer ombord. Ofte sejlede bådene ind i hinanden eller folk kom i klemme. De råbte og skreg af hinanden og nogen gange går i kamp åre mod åre, mens de prøver at balancere i deres små træbåde. De som ellers er venner inde i landsbyerne bliver til uvenner når de alle vil være de første til, at komme til ude ved Liemba.
Færgens tidsplan var, at skulle være tilbage i Kipili lærdag formiddag, men fredag sidst på eftermiddagen holdte vi inde ved en by kaldt Kasanga for, at læsse varer af og på og for, at overnatte der inden turen gik videre til Zambia lørdag morgen. Det viste sig, da vi efter at have snakket med kaptajnen, at han selv må bestemme hvor hurtigt han synes det skal gå og om han om natten vil ligge til søbredden for at overnatte der, så vi skulle ikke regne med, at være tilbage i Kipili før søndag. Det er jo Afrika, vi har ingen tidsplan og ikke travlt - eller det skal man ikke have!

I Kasannga var havnen proppet med secondary school elever, som så snart færgen havde lagt til sprang ombord. Det var en skole 26 km. derfra som var taget på skoleudflugt for, at se Liemba. Få elever havde kameraer og ville have billeder af os en og en. Vi fandt det store smil frem mens vi efter et klik fra fotografen fik en ny skoleelev imellem os. Bagefter stilte eleverne sig så i kø foran fotografen. Det viste sig, at være en lille forretning den store elev havde. Han tog imod penge fra dem som var blevet fotograferet af os. Han havde lige set sig den mulighed for, at tjene lidt penge. Senere på aftenen kom der kinesere ombord fra vejprojektet, som også ville fotograferes sammen med os!
Det var blevet aften og vi flyttede ud fra kahytten og ud på dækket og faldt i søvn under den smmukke stjernehimmel, efter at have set en slange svømme rundt i vandet. Lørdag morgen nåede vi Zambia og noget af det første der møder os er Maersk containere - en hilsen fra Danmark! Her skulle vi så være de næste 8 timer mens færgen skulle af og pålæsse varer. Færgen har en enkel kran. Fra land er der arbejdere som bærer 100 kg. sække fra lastbilen og hen til et stort net.

Når nettet er fyldt løfter kranen det ned i lastrummet, hvor 8 mænd en sæk af gangen bærer dem hen i hjørnet og stabler dem en efter en. Der er ikke noget at sige til, at de mænd hurtigt bliver slidt op. Det blev til mange 100 kg. sække de fik løftet i løbet af de 8 timer vi lå i havnen. I mellem tiden voksede der sig hurtigt et lille marked op på havnen. Vi fik selskab af to englændere, som var på motorcykel rundt i østafrika.
Vi gjorde et kort hold på hjemturen i Kasanga, fordi lastrummet skulle fyldes, så der var tid til, at gå afborde, så vi tog med en lille båd ud til den lokale lodge og fik aftensmad. Her havde den tanzanianske ejer med sine bare næver fanget sig en babykrokodille, som Arne ikke kunne holde fingrene fra, men lige skulle røre den... han har stadig alle fingrene!

Søndag eftermiddag ankom vi til Kipili og blev hentet af nogle snedkerelever i Knuds båd. Vi fik vinket farvel og ønsket go tur videre til israeleren og englænderne. Liemba sejlede videre op på Tanganyika søen, og fortsatte sin rute, som den har gjort siden 1926 og vil formentlig også gøre det mange år endnu.

Små historier

Som så mange lystfiskere oplever, kom det også til mig. Jeg fangede bunden og min "bedste" spinder gik tabt. Jeg kunne ikke få øje på den trods det klare vand og da mørket også var ved at komme, måtte jeg gå hjem uden, men jeg viste jo, at det måtte ske før eller siden.
Så var der en anden dag, hvor det havde været rigtig varmt og vi blev enig om at gå ned og bade. Det er sommetider en nødvendighed at blive kølet ned. Da vi gik hjem af, ville vi have en kølig cola (i Kipili kan der ikke købes kolde, men der er ét sted hvor de ikke er varme!) Mens vi står ved butikken/boden og nyder vores cola, får jeg øje på noget i baggrunden, og tænker "YES!" her kan man købe lidt fiskeudstyr. Uden at skænke min tabte spinder en tanke(det er 2-3uger siden den gik tabt) spørger jeg om jeg ikke må se. Da jeg så får den i hånden syntes jeg godt nok den ser meget bekendt ud, men der går lige lidt inden, det går op for mig, at det er min egen spinder!! Så må jeg jo have en forklaring, det må så have været nogle børn, som har holdt øje med mig da jeg mistede den, og da jeg så var gået, var de hoppet i baljen og fisket den op, og så har de solgt den til ham her. Efter lidt snakken frem og tilbage fik jeg da også lov at købe min egen spinder tilbage :) Jeg måtte slippe 1000Tsh. for den. (knap 4Dkr.)

Man ved man er i afrika når man har hudafskrabninger på bennene og sidder 10 meter oppe i en palme med en kokosnød i hånden. Så fik jeg det gjordt!! Jeg har længe haft kig på de kokospalmer og har haft en volsom træng til at hente nogle ned. Så fik jeg det gjort en dag efter jeg havde arbejdet på en af bådene. Det var hårdt, især fordi den jeg kravlede op i var ca knap en halv meter i diameter. Det gik uden at blive tilgrin, men næste gang gør jeg det ikke i shorts. Den ene nød som jeg havde udset mig fra jorden af, var på størrelse med en basketball. har aldrig set så stor en nød. og den smagte bare så godt og frisk i forhold til dem vi kender derhjemmefra.

En morgen jeg gik til bådene, havde jeg nær tråt på en kamæleon. Jeg tog den op, og den var bare helt rolig. Jeg tog den med op for at vise den til de andre piger. På vejen mødte jeg flere børn, de flygtede da de så kamæleonen, en pige stod bare som forstenet og begyndte at stortude. De mama´er Knud har ansat var også ved at gå helt op i limningen, de mente at den både var farlig, den bed og var giftig! Folk her er så uvidne om de ting og dyr som omringer dem! Da jeg kom op i Chekachea for at vise den, kom alle børnene rendende for at se ham den hvide, men de vendte hurtigt om og holde god afstand da de så min følgesvend!! :) Syntes det er så komisk! Vi tog den med ned på værelset, det var vildt fasinerende at se den skifte farve da vi satte den på gulvet. Den skifter fra skrigende lysegrøn til helt mørkegrå som matchede betonen, og det tog kun få sekunder. Vi satte den ud i skoven efter den havde stået model til en længere fotosession.

En almindelig søndag morgen...... eller?

Jeg har fået fisket en del her nede efterhånden, men det er altid langs kanten. Det giver jævnligt fisk, men ikke så store. Det er de derimod ude på 100-300 meter vand eller der er et par store imellem, op til et par meter. Vi havde lagt an lørdag til at sejle ud søndag. For omme bag en ø ved navn Lupiter skulle der være mulighed for de store. Der var brygget te, fundet kiks, gjort båden klar og fanget små fisk til madding, samt kørt noget tykkere line på fiskestangen, så skulle det jo bare blive søndag så vi kunne komme afsted, Anna Elisabeth, Rebekka og mig. Vækkeuret ringede kl. kvart over 5. Jeg var den første oppe og tænkte: "jeg henter lige benzindunken i værkstedet så det er klar". Da jeg 2min senere står ved siden af værkstedsdøren og kigger lidt ned af for at finde den rigtige nøgle i bunde,t ligger der en meget stor slange under 1 meter fra mine fødder og kigger på mig. Jeg tager hurtig et skridt tilbage og råber bare FUCK!! I ren chock. Hjertet hamrer der ud af da jeg kan følge slangen. Den gemmer sig mellem noget gammelt træ. Jeg farer over til Rebekka og kalder hende over for at se. De andre piger hører det også og kommer ud. Nattevagten kommer også, han mente også den var stor. Han tog et jernrør og jeg en god kæp, så fik vagten sat slangen fast i halen mellem jernrøret og betonvæggen, mens jeg gav den en ordentelige gog i nøden hver gang den prøvede på at komme ud til os mellem træet, og fik den også slået ihjel til sidst. Det var en så syrealistisk oplevelse.

 Vi smed slangen til en side og tog videre på søen efter fisk. Det er sådan en smuk tur og man kan se solen stå op over Tanzanias bjerge i al sin farve og pragt.

 Efter 20min sejllas var vi ude hvor vi skulle være. Det gav intet der, da vi sejlede tilbage stoppede jeg båden mellem nogle klipper for lige at prøve en sidste gang. Det blev også til en lille fisk på 25cm med sygt gebis ;) Så helt tomhændet kom vi ikke hjem.

Bonus info: jeg kiggede kort på slangen og blev enig med mig selv om at den ikke var farlig, for mente jeg havde set den i en bog om slanger i Afrika, men da vi fik kigget nærmere på den efter fiskeriet viste det sig at være en "Black Necked Spitting Cobra". Den er giftig og så spytter den også giften efter ens øjne. Den var 154 cm lang, deres normale max længde er 150cm så det bliver ikke meget større i den kategori. Det var også noget skræmmende at kende længden, for den kunne sagtens have nået mig selvom vagten havde fat i halen, men hva, død det er den og vil ikke møde den igen eller noget ligende!

Det har faktisk været en rigtig dyrerig dag. Her til aften har jeg ud over slangen i morges slået en giftig edderkop ihjel, sådan en på størelse med en underkob, en utrolig agrasiv scorpion, samt den største scolopender jeg har set.

Det er ikke den store scolopender vi så men en anden. Den store var 3 gange så lang.

De 2 brøde som den har bag på, dem er der gift i ligesom en scorpion.

Børnebio i kirken

Fredag skulle børnene i Cheke Chea have en anderledes dag. Vi slæbte generator, computer, forlængerledninger, hvidt lagen og projektor op til kirken. Der kunne vi lukke for skodderne og lave en biograf, så vi inviterede alle børnene til børnebio i kirken. Alle børnene kom ind i kirken med store forventningsfulde og nysgerrige øjne. Der var ingen af dem som vidste hvad der nu skulle ske. De blev alle placeret på kirkebænkene i mørket og så begyndte kendingsmelodien "The circle of life" til "The Lion King". Alle børnene blev helt vilde da de så de genkendelige dyr og råbte alle i kor: "giraf, elefant, fugl, zebra og løve mm". De var helt opslugte af filmen med dyrene, landskabet og ikke mindst sangen med de kendte ord: "Hakuna Matata" og de andre kiswahili ord: "asante sana, simba og rafiki". Undervejs i filmen kom der to ekstra tilskuere til. Det var to drenge som skulle have stillet deres nysgerrighed for hvilke lyde der kom inde fra kirken, så de fik også set film den dag. Da filmen sluttede, var der flere af børnene, som kom hen til os og sagde tak og gav os thumps up. Skønt at kunne give dem den store oplevesle og for os var den mindst lige så stor, at se deres øjne og glæde ved at se den film.

Projekt Fistula Operationer

(Skrevet af Anna Elisabeth, volontør for mobil klinikken)

Vi har fået besøg i Kipili. Først kom det hollandske par Mario og Bert tilbage til Kipili. De har boet her de sidste fire år, hvor de startede projektet mobilklinik som nu er givet videre til Tanzanianerne selv, og nu er de tilbage med et andet projekt sponsoreret af USA. Det er et udbredt problem i Tanzania, samt andre Afrikanske lande, at der opstår komplikationer under fødslen, hvor kvinden ikke er på et hospital, og derfor ikke kan få hjælp. I nogle tilfælde er komplikationerne så markante, at barnet dør under fødselen og kvinden får en fistula. Det resulterer i, at kvinden ikke kan holde på sit vand og i nogle tilfælde også andre ekskrementer. Dette forårsager ofte at kvinden bliver forladt af mand og familie, da det ikke er muligt for hende at holde sin hygiejne og derfor lugter, hvilket gør at familien udstøder hende. Hun har heller ingen mulighed for arbejde og fistulaen resulterer derfor i, at hun ender i den yderste fattigdom. Fistula kan ordens, ved en gynækologisk operation, hvor kvinden kan leve normalt igen, når hun er kommet sig efter operationen. I Tanzania ligger mange landsbyer langt væk fra sundhedsfaciliteter, og kvinderne er derfor sjældent klar over, hvad der egentlig er galt med dem, de ved ikke hvad det vil sige at have en fistula. Det er bl.a. derfor at man har projekter som mobilklinikken, som tager ud og underviser samt undersøger folk, for på den måde at hjælpe dem.
Fra USA´s side, vil man gerne sponsorere et hospitalskib, som skal sejle rundt på Tanganyikasøen, og udføre operationer – primært fistula operationer. Pga. Mario og Berts erfaringer, er de blevet sendt ned til Kipili, igen, for at se hvad mulighederne er for dette. Men hvis det er en mulighed, vil skibet alligevel først kunne være en realitet om nogle år, og kvinderne har brug for operationerne nu. Derfor vil der her i oktober blive sejlet kvinder ind fra Congo og Tanzania til landsbyen Kirando, hvor de vil blive opereret fra d. 18 til d. 31 oktober.
I Kirando er der ankommet en kæmpe container fyldt med medicin, operations borde, operations redskaber samt alverdens kaserede hospitalsmaterialer fra USA – nogle ting kan bruges, andet er ubrugeligt, f.eks. to oprationsborde som kører på 110 volt, imens alt i Tanzania kører på 220 volt, og der er ingen transformator med i containeren. De sidste par dage har Mario og Bert kæmpet med immigrationen i Congo for, at få lov at få sejlet de 31 kvinder derfra til Tanzania.
I disse dage ankommer der en masse læger fra USA, Nairobi, Congo og Tanzania. De bliver fløjet af MAF her til Kipilis landingsbane, så vi har set mange flyvere de sidste par dage, de skal alle i fællesskab stå for operationerne i Oktober. Foruden de tanzanianske og amerikanske læger er der også kommet et filmhold fra BBC for, at lave en dokumentar omkring projektet. Vi håber på alt kommer til at gå godt, både omkring operationerne og samarbejdet mellem de tanzanianske og amerikanske læger.

Kalambo Falls

Vi var i en weekend blevet inviteret på tur af Peter, en luthersk missionær præst, som underviser på bibelskolen i Sumbawanga. Turen gik til Kalambo Falls, som med sine 226meters fald er Afrikas andetstørste vandfald, lige efter Victoria vandfaldet. Vi kørte tidligt lørdag morgen fra Sumbawanga syd på. Vandfaldet ligger lige på grænsen mellem Tanzania og Zambia. Efter et par timers køretur på typisk afrikanske bomleveje og en forsmag på hvad regntiden kan gøre ved vejene (godt mudret og køre så man ikke sidder fast), samt gode formiddags kaffepauser kom vi til vandfaldet. Vi blev fulgt af en masse børn, som havde løbet efter bilen far den nærliggende landsby og ud til vandfaldet, for der kom "wazungu" (hvide, fremmede) kørende. Vi stod oppe ved vandfaldet og kunne se det falde ned og løbe med floden ud i Tanganyika søen. Det var vildt langt ned og lyden af vandet der fossede ned gav en et sus igennem maven.

Der blev klipset godt med kameraerne. På vej tilbage mod bilen blev der nævnt noget om, at der skulle ligge en træstamme som skulle ligge over floden mellem Tanzania og Zambia. Den skulle selvfølgelig findes. Efter kort tids søgen langs flodbredden blev den fundet og på den kom en mand gående fra Zambia med et stort bundt brænde på hovedet. Vi kunne ikke holde os tilbage fra selv at skulle prøve, at tage turen over på den anden side, så vi også kunne prøve at have været i Zambia, så vi kravlede alle over stammen og har nu prøvet at ophold os illegalt i Zambia!

Vi kørte bagefter videre mod vores overnatningssted, som vi havde fået at vide ville være et meget primitivt guesthouse og forventede os stort set det værreste, men da vi ankom blev vi meget positivt overrasket over, at vi skulle overnatte på en lodge lige ned til vandet. Vi hoppede starks i det blå vand og lagde os senere på stranden i skyggen under palmetræerne. Et helt fantastisk smukt sted. Den tanzanianske ejer havde for nogle år siden solgt akvariefisk, som han havde fanget i Tanganyika søen og solgt videre og derfra kunne starte sit eget sted op.
Senere på eftermiddagen kørte vi til en nærliggende fiske landsby, hvor vi fik en rundvisning på fiskefabrikken. Her fra blev der transporteret fisk ud til hele Tanzania, men den arabiske ejer havde konkurence fra Zambia, som også var storeksportører af fisk. Vi kom tilbage på lodgen og fik i flagermuslampensskær serveret ris og kylling og efter at have set to slanger i læbet af dagen, lagde os til at sove i safaritelte på stranden, mens man falder i søvn til lyden af bølger og cikader.

Næste morgen efter morgenmaden og morgensvømmeturen holdte Peter en dansk gudstjeneste for os på lodgen. Efterfølgende skulle taskerne pakkes, så vi kunne køre videre til det næste punkt på dagen, men da vi gik mod teltene, var der et rand af aber i træerne bag teltene og lidt senere opdagede Arne en kæmpe veran på godt 1,5m. komme gående i krattet bag os. Vi farer alle der op, men den fik sig hurtigt gæmt under en stor klippe. En af mændende som arbejdede på stedet var i mellemtiden kommet gående og havde hørt os, så han stødte til og kiggede på sammen med os andre, som stod klar med kameraer og videoer, mens Arne prikkede til den så vi kunne se den igen. Den kom så også pludselig farende ud og der blev klipset løs på kameraerne. Manden som arbejdede på stedet fortalte, at han aldrig havde set en veran på stedet før. (Da vi senere kom tilbage til Kipili og fortalte om vores oplevelse med veranen, fik vi fortalt, at de lever i krattet bag vores hus, men hvis en af de lokale ser den, bliver den dræbt på stedet, fordi det skulle være det bedste kød!) Vi måtte afslutte jagten på veranen for, at køre videre mod næste distination. Vi skulle i en landsby sælge bibler, sangbøger og khangaer efter en gudstjeneste. Alt dette på solgt på køleren af Peters bil i skyggen under et mangotræ. Vi blev hurtigt omringet af folk og blev bagefter inviteret til middagsmad hos præsten i byen. Vi kom ind på kontoret, hvor en kvinde kom rundt med en balje vand, så vi kunne få vasket hænder og så blev der serveret te med masser af sukker i, chapati (pandekager) og jordnødder og selvfølgelig var der også en gæstebog som der skulle skrives navn i. Man kommer ikke ud fra et hjem eller et kontor uden, at have skrevet i en gæstebog. Vi vinkede farvel til landsbyen og kørte videre ud for, at se gammel tysk militærbygning fra før 1. Verdenskrig fra kolonitiden. Nu blev den brugt til det tanzanianske militær og det var strafbart, at nærme sig (der var en usynlig linje) og tage billeder af stedet, så det kan vi ikke vise jer på billede! Derefter gik turen tilbage til Sumbawanga, hvor vi blev inviteret hjem til aftensmad hos Peter og hans kone Anne-Lene. Et helt fantastisk aftenbord med kartofler, syltet agurksalat, rødkål, rødbeder og salat. Det var helt fantastisk at kunne få noget dansk mad den aften. Der bliver virkelig sat pris på en gang dåseleverpostej eller tun når man en sjælden aften åbner en dåse. Det er godt mad vi får her nede, men det kan hurtigt blive trivielt med hvidt brød, ris og brune bønner!
Vi har det rigtig godt og nyder meget at være her og suger til os af alle de indtryk og oplevelser vi får :)

Billedbogen

Denne gang får i et blog indlæg i billeder, her starter vi med vores safaritur i Katavi
 Nationalpark.

En rigtig flot solopgang ved en 7-8 tiden om morgenen

    Giraf

Disse er watermarks. nogle meget sky dyr meget ligende krondyr på størrelse.

billedet er taget uden zoom, den kom gående meget tæt forbi bilen.

vi har også en flodhest i bugten ved kipili, vi så den faktisk her for 14 dage siden, det var spændene at se men også lidt skræmende at den faktisk ikke var så forfærkelig langt væk fra der vi plejer at bade.

Under et lille pitstop vi gjorde i parken.

Vi overnattede 100m. fra det her flodheste hul. Det stank! og de larmede. Det er faktisk en grynten/snorken de kommer med. Næste morgen kom en flodhest gående ude på græsplænen hvor vi fik morgenmad. 

Det er taget en almendelig dag vi var ude og bade i kipili..... Ej det er det ikke men det er taget uden zoom..!

Der er nogle gigantiske ørne i parken, vil skyde på at de største har et vingefang på omkring 2meter

Vores eneste løve som vi så på turen. vi holdt og iagtagede den i 2 timer fordi vi troede den var på vej til at jage.

Et kranium fra en flodhest

Fra en bøffel. det er fra stedet hvor vi overnattede

          Lego er et kæmpe hit i Cheke Chea

Læren, Happy med lego kufferten på hovedet

Det er Knuds værksted, det er her det meste af det jeg laver bliver til. motoren der hænger over bordet var fuld af vand (både over og under stempler) og så ikke til at redde. skulle slå stempler løs med en mukkert og så er der gravrust i cylinder og på lejesøler. og så har den engang været startet på vand for lejerne var godt revet op.

Her bader vi i Kipili sammen 12 af de lokale børn som plejer at følge efter os, samtidig står der 20 børn og voksne bag kameraet, som også lige skal se wazungu bade!



Her ses nogle børn med deres hjemmelavet legetøj som består af blade, som så er blevet til flyvere med propel.

Her er vi på lodgen. En af de dage hvor vi har badet og nydt en kold cola...

...eller et glas rødvin...

...og nyder en smuk solnedgang.