Karibu Kipili

Tirsdag d. 23. august pakkede vi bagagen sammen og forlod Sumbawanga. Vi havde nu 4 timers kørsel i vente på afrikanske bumleveje. En meget flot tur med bjergkørsel. Nu var vi på vej mod det virkelige Afrika og væk fra civilisationen. Utroligt at der kan blive ved med, at ligge landsbyer så langt ude i ingenting! Men forenden af vejen, som vi kørte på lå Kipili. En landsby med ca. 1500 indbyggere, boende i små hytter med enten blik- eller stråtag. Liggende helt ned til den tyrkisblå Tanganyika sø. Det smukkeste sted vi længe havde set. Alle folk kom stormede ud af deres hytter og vinkede, for nu kom Babu (som betyder bedstefar, og som Knud bliver kaldt) hjem med et nyt hold volontører/wazungu (hvide/fremmede) til Kipili. Vi kørte op ad bjergsiden og her lå Knuds hus og det sted, hvor vi skal bo de næste 5 måneder. Med udsigt ud over Kipili by, som er omringet af bjerge, palmer, vand og ikke mindst en masse mangotræer!
Kipili er, som man forestiller sig en rigtig afrikansk by er, men bare meget mere. Alle lydene og lugtene fortæller, at man er meget langt hjemmefra. Alle hilser på hinanden, med alle de hilsner der nu findes på dette sprog, og det er meget vigtigt med en go' og lang hilsen. Mændende sidder under skyggen af et palmetræ og spiller enten dam eller kalaha, hvis ikke de er ude at fiske eller i marken. Kvinderne er i fuld gang nede ved søen, hvor de henter vand, som de bærer hjem i store spande på hovedet, vasker tøj eller vasker op, som også foregår ved søen. Børnene leger med hinanden i alle aldre, leger med det de nu kan finde, svømmer lidt rundt og prøver at fiske med små stykker myggenet. De render rundt i bare tær' mens snakken går og indimellem synger og råber "wazungu" og "Jambo" efter os. Der sker altid noget her i byen og alle er klar på en snak og en hilsen. Man giver sig tid til hinanden. Ur findes der ikke noget af, man tager sig den tid det nu tager og møder op til den aftalte tid, når det lige passer en. Der er ikke noget som gør en stesset ved at være her.

Hver morgen bliver vi vækket af alle de galene haner i byen, som starter ved sol-op-gang kl. 6. Kl. 7. hører man sang fra Primary School, når de har deres morgen løbetur inden klokken ringer ind til time. Kl. 7.30 lyder gongonen fra snedkerskolen, som ligger lige ved siden af os. De begynder også dagen med en sang, så der sker altid noget omkring os.Vi sover i nogle væresler som ligger i nærheden af huset. Kl. 8 starter vores dag med morgenmad i Knuds hus. Efter morgenmaden går vi hver især igang med arbejdet. Arne er igang med at arbejde på bådene. Det er alt lige fra malerarbejde til reperation af motor. Anna Elisabeth som skal arbejde for mobil klinikken, er endnu ikke kommet igang med arbejdet endnu, da båden de skal sejle i er under renovering af Arne og én tanzanianere. Hendes arbejde består i at skulle sejle ud til de små landsbyer, som ligger langs med Tanganyika søen og informere om hygiejne og lave nogle helbredsundersøgelser, men indtil videre har hun hjulpet til i Cheke Chea, hvor vi andre arbejder. Cheke Chea er en børnehave. Der er ca. 35 børn, men det svinger dag fra dag hvor mange der møder op. Her er der to tanzanianske kvinder, som står for Cheke Chea, hvor vi så er tilknyttet for at hjælpe og komme med nye ideer. Børnene møder ind om morgenen, får noget mad, synger, leger, får bibelhistorier og lærer om tal og bokstaver, for at forberede dem på, at skulle videre i skole. Tre eftermiddage om ugen underviser vi snedkereleverne i engelsk. Det kom sig af, at vi sammen med Knud havde været på Secondary School og hørt om de var intresseret i engelskundervisning fra os. Headmasteren var meget glad for ideen og vi kunne starte dagen efter med 1 times undervisning hver eftermiddag. Vi tog hjem og gik straks igang med forberedelse til de kommede timer og mødte op dagen efter i go' tid, men headmasteren var der ikke, og han havde ikke fået underrettet lærerne om, at vi skulle komme, og det viste sig også, at det tidspunkt vi skulle undervise i ikke fandtes i deres skoleskema, for der havde de alle fri. Måske typisk Afrika... Vi vendte hjem og Knud fik straks arrangeret, at vi så skulle undervise snedkereleverne, som har vist sig, at være meget engageret og glade for, at lære engelsk. I weekenderne har vi indtil videre brugt på kagebagning, og badet. På den anden side af det bjerg vi bor på, ligger der en lodge. Det er et sydafrikansk par som har startet det op for nogle år siden. Det er enormt smukt, med hytter og stråtag, et rent paradis og som man kun ser det i rejsekatalogerne. Det er vi velkomne til, at besøge når vi vil. De er meget imødekomne og her kan vi få en kold cola og en badetur uden, at have 25 børn omkring os og 8 voksne som kigger på de hvide i badetøj. Hveranden lørdag kommer færgen fra Zambia. En stor færge som kommer sejlende ind i bugten med rejsende folk, turister og varer. Vi var tre som kom med en af de små lokale træbåde ud til færgen for at kigge. De havde ananas som vi købte nogle stykker af. Alle i Kipili skynder sig i deres både og sejler ud til færgen. Somregel bare for at kigge. En sjov oplevelse, for i de små træbåde skal der skovles vand ud, for de er ikke helt vandtætte, så det blev vores arbejde, mens to tanzanianske drenge sejled os derud. Vi fik vores ananas og en sjov oplevelse. De sidste par uger har der været en flodhest som har holdt til herinde i bugten. Vi har ikke set den, men en aften i denne uge hørte vi den. En stor snorkelyd! Når vi i Cheke Chea siger "Kiboko" (flodhest) peger alle børnene ud mod søen, mens de siger en høj snorken. Jeg tror ikke der er mange børn hjemme i Danmark som ved hvordan en flodhest siger. Det var der ingen af os som gjorde inden vi kom her til. Dagene går ellers med arbejde, læse bøger, strikke, fiske som Arne er blevet helt vild med, da vandet er så klart, at man kan se en masse fisk i søen, som har de smukkeste farver, sidde på verandaen og nyde udsigten ud over Kipili og Tanganyika søen.