Vinter (25grader), Sol & Søndag

Søndag skulle vi tidligt op, for vi skulle have spist morgenmad inden kl. 8, for der blev vi alle hentet af Peter (missionæren fra bibelskolen) og kørte til kirke. Vi skulle så have 2 mere med på vejen, så vi var 12 i bilen. Det var rigtig spændene at opleve hvordan det foregik og høre sangene, de synger virkelig flot hernede med flere stemmer. Vi blev også præsenteret for hele forsamlingen og klappet velkommen. Vi forstår så ikke så meget endnu af det de siger, men det kommer vel nok hen af vejen. Efter gudstjensten var vi ovre ved Peter og Anne Lene til frokost, et rigtig lækkert måltid. Man begynder virkelig at sætte pris på god mad hernede! :) Vi tog efter måltidet hen til nogle mindre bjerge, som blev kaldt mandebjerget og kvindebjerget, der er en hule i hvert bjerg. Der bad man i gamletider (også lidt endnu) om tilgivelse, for de syge, for høsten og kom med offergaver til guden i bjerget, så de kunne give det videre mod Gud i himlen. Vi startede med at bestige kvindebjerget. Det var skønt at komme ud og bruge kroppen igen, den sidste uges tid er den eneste tur vi har taget til market og tilbage igen. På vej op af stierne kom vi til at, gå blandt en flok køer som fulgte os halvvejs til toppen. Der var et par af pigerne, som ikke var så stolte af at gå iblandt dem. Det tog vel knap 2 timer at komme til toppen, der var en helt fantastisk udsigt. Vi kunne se hele Sumbawanga by, og den omkring liggende dal. På toppen mellem de bare klippestykker voksede der enorme kaktusser. De har en stamme som et træ med grene ala kaktus som vi kender dem. Under nedstigningen var der flere der gik på røven i det glatte græs. Normalt er det fordi græsset er vådt men denne gang var det hele så tørt at det var glat. Vi fik nogle kiks og lidt slik da vi kom ned til bilen igen, mens vi stod der og snakkede inden vi kørte videre, stimlede det sammen med børn og voksende som skulle se de hvide på tur. Det er helt vildt den opmærksomhed man kan samle sig som en flok hvide mennesker. Vi kørte videre mod mandebjerget på de støvede jordveje, da vi kom frem og steg ud af bilen kunne vi høre det sev fra et hjul. Hmm, vi var punkteret. Det lod vi være og gik mod hulen ved bjerget, det var ikke så lang en tur til hulen her, for i modsætning til kvindebjerget lå denne hule kun lidt op af bjerget. Den var dannet af en kæmpe sten, ca. som en mindre ladebygning, som man kan gå neden under. Det var rigtig spændende at se malerierne i hulerne, der var også hængt tøjstykker i træerne og rundtomkring. Vi fik at vide, det var fra syge og døende mennesker, som bad om helbredelse og tilgivelse. Der var også synelige spor af blod fra offergaver, som folket havde bragt dertil. Da vi gik tilbage til bilen havde vi følgeskab af en hel flok børn, og de var også meget intresseret i da jeg og en der hedder Martin skulle til at skifte det punkterede hjul. Vi skulle holde øje med værktøj og hjulbolte, for børnene ville syntes det var årets fund, hvis de kunne få en af de chrome hjulbolte. Samtidig stod de så tæt og fulgte med, at vi skulle passe på med for store armbevægelser, hvis vi ikke skulle ramme dem. Det gik helt efter planen og vi kom hjem til Peter og Anne Lene igen. Der lavede vi bål. De havde gjordt snobrød og pølser klar til os, det var rigtig hyggeligt og der var rigtig lejerbåls stemning. Vi sluttede dagen inde i deres stue med nogle sange og fader vor inden Peter kørte os tilbage. Klokken var ikke mere end 21, aligevel var vi helt smadret og mere end klar til at komme i seng.
Lala salama!!

Kanga(afrikansk tøj),Kuku(høne),Habari(en hilsen) ,Mzungu(ordet for hvide mennesker)

Vi har haft en helt fantastisk uge i Sumbawanga. Vi har oplevet og lært rigtig meget den sidste uges tid.
Vi kom til sumbawanga med bussen søndag d.14/8. Knud hentede os i hans landcruser, som var fyldt med tanzanianer, for Knud kører aldrig med tom bil. Vi blev indlogeret på New Tanzaniehotel, som ligger lige i nærheden af Knuds hus. Et rigtig fint hotel som dog er rimelig lydt ud til gaden, man kan høre hunde gø, biler dytte, sikader og alverdens lyde som var der ingen vinduer i
.

En almindelig hverdag her i byen går med markedsindkøb om formiddagen, som i sig selv er en kæmpe oplevelse med alle lugtene fra boderne, med alt lige fra frisk frugt og grønt til tørrede fisk, som er en ren delikatesse for tanzanianerne, men ikke for os! Det er små fisk, som har ligget og tørrede i solen mens fluerne sværmer flittigt omkring, og så bliver de spist med øjne og hale og er en ren snack, for nogen... Alle snakker til en og hilser pænt. Børnene kigger op på os med store øjne og råber "mzungu", som betyder hvid, europæer og fremmede. Der findes så mange små boder, nogen sælger mad andre service, høns eller kangaer, som er et langt stykke stof som kvinderne binder rundt om livet eller bærer deres børn i på ryggen. Der er så mange farver og er der noget de tanzanianske kvinder er gode til, så er det at bruge farver. Der findes ingen forkerte farvesammensætninger, jo flere farver, jo bedre. Her kan alle balancere med noget på hovedet, lige fra en kurv fyldt med fisk, til flere liter vand, selv små børn gør det også. Det er vildt imponerende. I hver bod har de deres egen radio og hver radio kører på den samme radiofrekvens og alle har skruet så meget op som den kan og så lige lidt mere så den skratter og helst overdøver naboens radio. I tøjforretningerne er bøjlerne helt særlige. De spænder tøjet ud, hvor numsen skal være, så man rigtig kan se hvor stor en røv der er plads til i kjolen, for jo større røven er, jo bedre. For her er røven et "sexsymbol", i forhold til brysterne, hvor de ofte bliver set i gadebilledet når børnene skal ammes, om det så er på markedet eller i kirken. De bliver betragtet som mad og ikke andet.
Al maden bliver købt på markedet, som vi så tilbereder i køkkenet. Om eftermiddagen kommer vores swahililærer, Angelo, som er en pensioneret lærer. Han er 69 år, far til 7 og bedstefar til 9. En utrolig rar mand med meget på hjertet. Efter mange år som lærer er han blevet allergisk over for skolekridt og står derfor med en stykke A4 papir, som så fungerer som vores tavle. Kiswahili er et sprog, som på ingen måder minder om det danske eller engelske. Der er mange regler og undtagelser og flere ord bliver sat sammen til et ord. Indtil videre kan vi hilse og købe ind. Angelo kan mærke at Tanzania og især i Dar es Salaam er blevet meget vestlig præget. Folk er blevet mere indadvendte og er ikke nær så åbne som tidligere. Hvis man står og snakker sammen og den enes telefon ringer, er det telefonen frem for personen foran en. Telefonen bliver heller ikke taget med det samme, man lade den ringe lidt for at fortælle den som ringer, at man har travlt og for at signalere at man er en buisnessman. Det har vi set eksempler på, men tanzanianerne er et MEGET åbent og gæstfrit folk. De vil så gerne vise deres hjem frem og snakke. Man føler sig meget velkomne her i landet.
Aftenen går med spil og hygge. Lyset kommer og går, men det er der også altid en løsning på, for så kommer stearinlysene frem. Her i Tanzania bliver det mørkt omkring kl. 19 og det sker i løbet af 15 min. og så er det også totalt mørkt.
Den første dag var vi inde og se det katolske hospital, som er det bedste i hele regionen. Det var fyldt med tålmodige mennesker, for her skal der virkelig tålmodighed til. Selvom vi var et sted med meget sygdom, blev vi alligevel mødt med mange smil og grinende børn og kvinder. Her er det familien som kommer og passer en mens man er indlagt.
Den første dag skulle vi også ind på integrationskontoret for at få vores pas stemplet. Vi sad og ventede i to timer, selvom der var fem mænd på kontoret. De tre af dem så tv, en anden stirrede ind i computerskærmen og den sidste satte papir i mapper. Her har afrikanerne go' tid og hvis man viser utålmodoghed kan de godt tage længere tid om deres arbejde.
Her i huset er der to mamaer, som bestyrer huset når Knud ikke er i byen. Mama Simon og Mama Pendo. De står for bogbutikken som også er her i huset. Mange mennesker kommer i løbet af dagen for enten at købe bibler eller andre kristne bøger. I huset er der også tre mænd som bor i baggården. De underviser bl.a. på tømrerskolen i byen og holder vagt omkring huset om natten sammen med to hunde som også bor her. Hver onsdag er baggråden fyldt med gadebørn. De får et måltid mad, får vasket deres tøj og får et bad. En meget spændende oplevelse at overvære, at der er nogen som gør noget for gadebørnene her i byen, for der er mange af dem.
Vi havde snakket det meste af ugen om, at lave kylling fra bunde, altså slagte selv. Så Lørdag gik vi på market og købte 2 høns. De blev lige bundet sammen i benene og så er det ellers bare at tage i vingerne også hjemaf. Jeg gik hjem med hønsene mens Rebekka og en af de andre piger gik videre efter tilbehør. Der var flere af de andre som aldrig havde prøvet at være med til det før, så det var jo rigtig spændende, at være med til. Det gav dog et gisp blandt pigerne og Thomas da jeg knappede hovedet af dem. Jeg syntes det var meget underholdende at se på de andre. Vi fik skoldet hønsene så de blev nemme at plukke, det hjalp Karen med og Theresa sluttede sig også til da hønsene skulle renses. Det blev lavet som ovenbagt kylling, det var ren mums!

Fra Øst til Vest

Tidligt lørdag morgen blev vi hentet af vores chauffører, fik pakket bilerne og sagt farvel til vores masai, som havde gået vagt om hotellet i løbet af natten. Selv kl. 6 om morgen var der fuld gang i Dar by. Bustermilnalen var ren kaos. Mennsker og busser overalt. Vi havde aldrig klaret det uden vores chauffør Michael. Vi fik bagagen i bussen, som var proppet med mennesker og pyntet med ponpon-bølgede-gardiner. Vi kom afsted og så snart vi var kommet ud af Dar, blev der sat en afrikansk fiml på med svenske undertekster. Til stor fornøjelse for tanzanianerne i bussen, mens vi andre var dybt fasineret over naturen og livet uden for bussen som passerede fordi os, mens kameraerne flittig blev brugt.

Vi er kommet til Tanzania i deres vintertid, men for os er det som den danske sommer. Det er meget tørt, jorden er rød og planter og marker mangler vand. Jo længere vi kom vest på blev der længere imellem de små landsbyer. Flere af stederne var de små lerhytter blevet efterladt og stråtaget fjernet, til fordel for et murstenshus. Murstenshuse blev et hyppigere syn i de små landsbyer. Flere steder så vi murstenene ligge til tørre i solen. For hvert stop vi gjorde os var der en masse sælgere, som kommer rendende efter bussen og stikker deres varer op mod vinduerne eller også stiger de ind i busserne og kører med til næste stop.
Busselskbet var Sumry High Class. De holdte to tissepauser på de 14 timer som busturen varede. Det første hold var ude i ingenting, men det var dog et sted som de altid bruger som et hold til tissepauser. Viste det sig senere, for der var toiletpapir, bind og våde pletter alle steder! Kvinderne går til venstre for bussen og mændende til højre. Når bussen har dyttet det første dyt skal man skynde sig at gøre sig færdig, når den dytter anden gang begynder den også at gasse op og trille lige så stille afsted, og så har man travlt, for bussen kører også selvom alle ikke er med! Kunsten er, ikke at drikke for meget vand under disse busture. En tissepauses varighed er på 5 min. så man har valget om man skal nå at tisse eller købe noget mad. På denne tur fik vi også for første gang set en albino.
Undervejs kommer man igennem en af landets nationalparker. Vi sad alle klar med kameraer og næserne presset tæt ind mod ruderne. Godt skjult immel det høje græs så vi den første store flok at gaseller, senere dukkede der bavianer op, bøfler, zebraer, giraffer og bagdelen af en elefant. Vi danskere var helt oppe at køre over alle disse dyr og viste en tydelig begrejstring, mens tanzanianerne sad og var dybt konsentreret i deres skiftende film og musikvideoer på fejrnsynsskærmen i bussen.
Da mørket faldt på kunne vi se store områder som blev brændt af. Tanzanianerne er ved at gøre klar til regntiden. De brænder markerne af, så der kan spire en masse nyt op efter regntiden. Vi ankom til Mbeya lørdag aften. Vi havde fået besked på at holde godt øje med hinanden og vores bagage og ellers bare være hurtige til at komme hen på vores hotel, men da vi ankom var der ikke værelser til os alle, så vi måtte have fat i taxichauffører, som skulle køre os hen til et andet hotel. Der gik lang tid før vi kunne blive enige med dem om en pris, men langt om længe lykkedes det. Efter en lang dag i bus med ømme kroppe og hævede fødder var vi klar til at sove.
Søndag morgen stod på endnu en dag med buskørsel. Vi skulle købe blå sække til, at pakke vores bagage ind i, for denne bustur var ikke asfaldteret, så det betyder meget støv i denne tørretid, så for at undgå en rød taske og rødt tøj, var det nødvendigt at pakke taskerne ind. Inden vi kunne sætte os ind i bussen havde vi en stor diskution med en mand som villle have at vi skulle betale 28000 tsh. for bagagen, men det ville vi ikke gå med til, da vi havde betalt for vores busbillet og der i inkluderet vores bagage. Mamge folk i byen henvendte sig til os om det ene og det andet. Vi skiller os meget ud fra flokken og får utrolig meget opmærksomhed. Vi kom endnu engang ind i en bus og havde mange timers kørsel foran os. Efter to timer begyndte hullerne for alvor at blive tydlige. Vi sad alle sammen og blev rystet godt igennem. Ikke alle vindeuer kunne lukkes, så for os som sad ved siden af en af disse vinduer, fik man virkelig støven at mærke i næse og hals. De er ved at forlænge asfaltvejen. Flere steder så vi gravemaskiner og arbejdsmænd med hjemmelavede træhakker. Senere fandt vi ud af, at det er et stort internationalt projekt, som er ved at forbedre vejsystemet her i landet. Jeg sad ved siden af en ung dreng på 15 år, som de sidste tre år havde gået i skole i Dar og nu havde fået sin eksamen og var på vej hjem til sine forældre som han ikke havde set i et år. Han havde en drøm om, at skulle være bankmand. Tanzanianerne er et maget åbent og gæstfrist folk og vil meget gerne fortælle hvis man spørger dem. Vi havde en kiswahili ordbog med, som flittigt blev brugt under busturene. De omkring siddende tanzanianere fik nogle gode grin mens vi sad og øvede os på swahiliordene. Der var endda en mand som gerne ville købe vores bog, så han kunne lære engelsk, da det er en engelsk-kiswahili ordbog.
I busserne var der heldigvis seler ved hvert sæde! Det var den vildteste bustur vi nogensinde har oplevet. De træder sømmet i bund, dytter hver gang de overhaler og hver gang de har overhalet og så ligger de og kører i overhalingsbanen lige så ofte som de er i den bane, som de skal køre i, mens musikken spillede for fulde drøn. Det er virkelig en oplevelse!

Tur DK-->TZ!!

Vores rejse mod Dar es Salaam startede dette herrens år! ;) torsdag d.11/8-2011Efter en "på-gensyns-afsked" med Rebekkas familie i lufthavnen og indlevering af vores bagage, kunne vi begive os videre i lufthavnssystemet og starte vores eventyr. Det gik rimelig smertefrit igennem check in. De mente dog, at Rebekka så, så kriminel ud at hun skulle have kontrolleret hendes håndbagage, eller var det en stikprøvekontrol? Vi mødtes med de andre volontører inden gaten. Der kunne vi snakke og få lidt ro på, inden flyveturen. Der har været rigtig mange følelser, forventninger, nærvøsitet og spædning det sidste lange stykke tid op til turen. Det har næsten ikke været til at holde ud nogen gange, så det var godt at vi nu kunne komme afsted.
Vi blev kaldt til gaten, og kom ombord på flyet. Vi havde ikke siddet der særlig længe før der kom en fra security og henvente sig til Rebekka. "Vil du lige følge med mig ned til bagagen?" Vi andre sad et stykke tid og snakkede om hvad det nu kunne være, efter et stykke tid kom det i flyets samtaleanlæg "Arne Kronborg!" Og intet andet, det var Rebekkas stemme. Efter kort tid kom det så: "Kom her op!" så måtte jeg fra bagerst i flyet, mod menneskemængden til indgangen. Det var pga. at der var en zippolighter i tasken, og den skal være i håndbagage åbenbart, så jeg måtte ned mod tasken, da Rebekka ikke havde nøglen på sig, men vi fandt da ud af det og kom i flyet igen. Vi sad lidt spredt i det første fly da vi ikke havde checket ind sammen. Turen gik godt til Heathrow, London. Der var 2 timers vente tid til vores fly gik mod Dar. Tiden blev brugt til at få lidt aftensmad.
Det var ikke nær så dramatisk, at komme ombord på flyet til Dar. Det var en lang tur på knap 10 timer, men tiden føltes ikke nær så lang for der var en skærm til hvert sæde med valgfri film, alt hvad man kunne have lyst til at drikke, tæpper, puder og flere måltider undervejs. Søvn fik vi dog ikke meget af, sæderne kunne ikke ligges ret meget tilbage og der kunne ikke rigtig findes en god hvile stilling. Endelig landede vi i Dar ca. kl. 06.30. fredag morgen.
Da vi kom ud af flyet blev vi mødt af en mur af rigtig klam luft. luftfugtigheden var så høj, at man næsten kunne mærke vandet i luften, samtidig med den høje tempratur var luften så kvalmende tung og trykkende. Det blev bestemt ikke bedre op af dagen som tempraturen steg. Vi startede med, at skulle igennem pas- og visumkontrol. Det var som vi havde fået at vide. Vi skulle virkelig væbne os med tålmodighed. Det hele foregår i deres tempo, og skal de gøre et opkald til familien, sende en sms, strække sig eller kigge i det sladderblad de har, hvorfor så vente til de ikke har noget at lave? Vi kom da til sidst igennem og fik allesammen vores bagage uden problemmer. I velkomsthallen blev vi mødt af Just (missionæren fra Kigoma) som skulle have Mette og Merethe med. Han havde sørget for vores busbilleter til lørdag og 2 taxi´er, som kørte os til vores hotel. Vi aftalte med vores taxi chauffør, at han skulle komme tilbage kl. 11 så vi kunne komme ud og se byen, indtil da fik vi os en ret så tiltrængt lur.
Der var ikke rigtig noget at se i Dar. Vi kom forbi nogle flotte kirker, den danske ambassade, nogle andre ambassader, men den største oplevelse var at, opleve trafikken og gadebilledet i Dar es Salaam. Folk kører som besat ud foran hinnaden, hornet er i bund hele tiden, trafiklys er vejledene - åbenbart ikke gælende. Mange af de biler de køre i er gamle 4x4 fra 50´erne til 80´erne samt gamle lastvogne der også er fra den tid, og de er umilddelbart ikke holdt ligegodt vedlige, og selvom ladet af en pickup er fyldt, kan der altså sagtens side både 6 og 10 mænd ovenpå igen, mens den kommer blæsende igennem byen. Der er rigtig mange der cykler langs vejene, og det er virkelig fasinerende at se hvor meget de kan stable på de stakkels cykeler og stadig køre. Der var også mange tiggere, spedalske og andre der ikke var for godt stillet. De spurgte om penge ved de fleste, også ved os. Det virker til at være en rigtig barsk by at leve i, hvor man kun er sig selv nærmest. Hen sidst på eftermiddagen var vi ude og spise ved stranden. Det var rigtig lækkert med et sulidt måltid, og så fik vi handlet ind til busturene, som der ventede os næste morgen. Da vi kom tilbage til hotellet var vi godt trætte, både på grund af den manglende søv i flyet, men også af alle de nye indtryk, oplevelser og den konstant trykkende varme. Så vi satte vækkeuret og gik helt smadret i seng kl. 19.

64 timer tilbage...

...det er der til vores fly letter fra Kastrup lufthavn mod Dar es Salaam :) Det er virkelig ved at komme tæt på... Vi har været i kontakt med missionæren i Kipili (Knud E. Knudsen) hvor vi skal til. Han skrev, at de kunne bruge tandbørster, tandpasta og farveblyanter i Cheke Chea, så her i morges ringede vi til Tandlægerne Skovhus i Ulfborg og hørte om de ville sponsorere lidt. Det ville de gerne, men kunne ikke love os ret meget. Da vi kom havde de 103 tandbørster, både til små og lidt større børn og 44 tuber tandpasta. Vi blev virkelig fyldt af glæde over den store gave fra dem.

Efterfølgende var vi i Rinkøbing Landbobank for, at hente lidt dollors. Vi spurgt hende bag disken, om de ville give os nogle kuglepende med til børnene. Hun gik ud bagved, kort efter kom hun tilbage med en hel pose, med over 20 sæt af farveblyanter med tilhørende malebog og en masse alm. blyanter. Endnu engang blev vi overvældet af glæde over, at få så meget med til børnene.

Det er dejligt at opleve folk og firmaer støtte op om et projekt, som vi har oplevet idag!

Her kan ses alt det vi har fået og som vi håber børnene i Cheke Chea får glæde af :)

6 dage tilbage...

Nu kan vi for alvor mærke krilleren i maven og spændingen i kroppen jo mere vi nærmer os afrejsedatoen.
I denne uge er vi på volontørkursus på Diakonhøjskolen i Aarhus. Vi har fået mødt de andre vi skal rejse sammen med: Amalie, Anna Elisabeth, Theresa, Thomas og Karen Louise, samt blevet rustet på bedste vis til at skulle få nogle spændende oplevelser i Tanzania, bl.a. blevet undervist i kultur, religion og sygdomme.
Vi er helt vildt spændte på dette kommende store eventyr og har gjort os mange overvejelser og tanker om hvad vi har i vente i dette varme land, som ligger så fjernt fra det lille Danmark og den trygge hverdag vi kommer fra. Vi glæder os til at skulle opleve og være en del af en helt anden kultur og se hvilke udfordringer vi får undervejs.

På søndag slutter kursuset af med en udsendelsesgudstjeneste for vores venner og familie og så er der derefter 3 dage ti,l at skulle få styr på det hele og fr pakket taskerne inden flyet letter om 6 dage...