Kalambo Falls

Vi var i en weekend blevet inviteret på tur af Peter, en luthersk missionær præst, som underviser på bibelskolen i Sumbawanga. Turen gik til Kalambo Falls, som med sine 226meters fald er Afrikas andetstørste vandfald, lige efter Victoria vandfaldet. Vi kørte tidligt lørdag morgen fra Sumbawanga syd på. Vandfaldet ligger lige på grænsen mellem Tanzania og Zambia. Efter et par timers køretur på typisk afrikanske bomleveje og en forsmag på hvad regntiden kan gøre ved vejene (godt mudret og køre så man ikke sidder fast), samt gode formiddags kaffepauser kom vi til vandfaldet. Vi blev fulgt af en masse børn, som havde løbet efter bilen far den nærliggende landsby og ud til vandfaldet, for der kom "wazungu" (hvide, fremmede) kørende. Vi stod oppe ved vandfaldet og kunne se det falde ned og løbe med floden ud i Tanganyika søen. Det var vildt langt ned og lyden af vandet der fossede ned gav en et sus igennem maven.

Der blev klipset godt med kameraerne. På vej tilbage mod bilen blev der nævnt noget om, at der skulle ligge en træstamme som skulle ligge over floden mellem Tanzania og Zambia. Den skulle selvfølgelig findes. Efter kort tids søgen langs flodbredden blev den fundet og på den kom en mand gående fra Zambia med et stort bundt brænde på hovedet. Vi kunne ikke holde os tilbage fra selv at skulle prøve, at tage turen over på den anden side, så vi også kunne prøve at have været i Zambia, så vi kravlede alle over stammen og har nu prøvet at ophold os illegalt i Zambia!

Vi kørte bagefter videre mod vores overnatningssted, som vi havde fået at vide ville være et meget primitivt guesthouse og forventede os stort set det værreste, men da vi ankom blev vi meget positivt overrasket over, at vi skulle overnatte på en lodge lige ned til vandet. Vi hoppede starks i det blå vand og lagde os senere på stranden i skyggen under palmetræerne. Et helt fantastisk smukt sted. Den tanzanianske ejer havde for nogle år siden solgt akvariefisk, som han havde fanget i Tanganyika søen og solgt videre og derfra kunne starte sit eget sted op.
Senere på eftermiddagen kørte vi til en nærliggende fiske landsby, hvor vi fik en rundvisning på fiskefabrikken. Her fra blev der transporteret fisk ud til hele Tanzania, men den arabiske ejer havde konkurence fra Zambia, som også var storeksportører af fisk. Vi kom tilbage på lodgen og fik i flagermuslampensskær serveret ris og kylling og efter at have set to slanger i læbet af dagen, lagde os til at sove i safaritelte på stranden, mens man falder i søvn til lyden af bølger og cikader.

Næste morgen efter morgenmaden og morgensvømmeturen holdte Peter en dansk gudstjeneste for os på lodgen. Efterfølgende skulle taskerne pakkes, så vi kunne køre videre til det næste punkt på dagen, men da vi gik mod teltene, var der et rand af aber i træerne bag teltene og lidt senere opdagede Arne en kæmpe veran på godt 1,5m. komme gående i krattet bag os. Vi farer alle der op, men den fik sig hurtigt gæmt under en stor klippe. En af mændende som arbejdede på stedet var i mellemtiden kommet gående og havde hørt os, så han stødte til og kiggede på sammen med os andre, som stod klar med kameraer og videoer, mens Arne prikkede til den så vi kunne se den igen. Den kom så også pludselig farende ud og der blev klipset løs på kameraerne. Manden som arbejdede på stedet fortalte, at han aldrig havde set en veran på stedet før. (Da vi senere kom tilbage til Kipili og fortalte om vores oplevelse med veranen, fik vi fortalt, at de lever i krattet bag vores hus, men hvis en af de lokale ser den, bliver den dræbt på stedet, fordi det skulle være det bedste kød!) Vi måtte afslutte jagten på veranen for, at køre videre mod næste distination. Vi skulle i en landsby sælge bibler, sangbøger og khangaer efter en gudstjeneste. Alt dette på solgt på køleren af Peters bil i skyggen under et mangotræ. Vi blev hurtigt omringet af folk og blev bagefter inviteret til middagsmad hos præsten i byen. Vi kom ind på kontoret, hvor en kvinde kom rundt med en balje vand, så vi kunne få vasket hænder og så blev der serveret te med masser af sukker i, chapati (pandekager) og jordnødder og selvfølgelig var der også en gæstebog som der skulle skrives navn i. Man kommer ikke ud fra et hjem eller et kontor uden, at have skrevet i en gæstebog. Vi vinkede farvel til landsbyen og kørte videre ud for, at se gammel tysk militærbygning fra før 1. Verdenskrig fra kolonitiden. Nu blev den brugt til det tanzanianske militær og det var strafbart, at nærme sig (der var en usynlig linje) og tage billeder af stedet, så det kan vi ikke vise jer på billede! Derefter gik turen tilbage til Sumbawanga, hvor vi blev inviteret hjem til aftensmad hos Peter og hans kone Anne-Lene. Et helt fantastisk aftenbord med kartofler, syltet agurksalat, rødkål, rødbeder og salat. Det var helt fantastisk at kunne få noget dansk mad den aften. Der bliver virkelig sat pris på en gang dåseleverpostej eller tun når man en sjælden aften åbner en dåse. Det er godt mad vi får her nede, men det kan hurtigt blive trivielt med hvidt brød, ris og brune bønner!
Vi har det rigtig godt og nyder meget at være her og suger til os af alle de indtryk og oplevelser vi får :)