fredag den 21. oktober 2011

Projekt Fistula Operationer

(Skrevet af Anna Elisabeth, volontør for mobil klinikken)

Vi har fået besøg i Kipili. Først kom det hollandske par Mario og Bert tilbage til Kipili. De har boet her de sidste fire år, hvor de startede projektet mobilklinik som nu er givet videre til Tanzanianerne selv, og nu er de tilbage med et andet projekt sponsoreret af USA. Det er et udbredt problem i Tanzania, samt andre Afrikanske lande, at der opstår komplikationer under fødslen, hvor kvinden ikke er på et hospital, og derfor ikke kan få hjælp. I nogle tilfælde er komplikationerne så markante, at barnet dør under fødselen og kvinden får en fistula. Det resulterer i, at kvinden ikke kan holde på sit vand og i nogle tilfælde også andre ekskrementer. Dette forårsager ofte at kvinden bliver forladt af mand og familie, da det ikke er muligt for hende at holde sin hygiejne og derfor lugter, hvilket gør at familien udstøder hende. Hun har heller ingen mulighed for arbejde og fistulaen resulterer derfor i, at hun ender i den yderste fattigdom. Fistula kan ordens, ved en gynækologisk operation, hvor kvinden kan leve normalt igen, når hun er kommet sig efter operationen. I Tanzania ligger mange landsbyer langt væk fra sundhedsfaciliteter, og kvinderne er derfor sjældent klar over, hvad der egentlig er galt med dem, de ved ikke hvad det vil sige at have en fistula. Det er bl.a. derfor at man har projekter som mobilklinikken, som tager ud og underviser samt undersøger folk, for på den måde at hjælpe dem.
Fra USA´s side, vil man gerne sponsorere et hospitalskib, som skal sejle rundt på Tanganyikasøen, og udføre operationer – primært fistula operationer. Pga. Mario og Berts erfaringer, er de blevet sendt ned til Kipili, igen, for at se hvad mulighederne er for dette. Men hvis det er en mulighed, vil skibet alligevel først kunne være en realitet om nogle år, og kvinderne har brug for operationerne nu. Derfor vil der her i oktober blive sejlet kvinder ind fra Congo og Tanzania til landsbyen Kirando, hvor de vil blive opereret fra d. 18 til d. 31 oktober.
I Kirando er der ankommet en kæmpe container fyldt med medicin, operations borde, operations redskaber samt alverdens kaserede hospitalsmaterialer fra USA – nogle ting kan bruges, andet er ubrugeligt, f.eks. to oprationsborde som kører på 110 volt, imens alt i Tanzania kører på 220 volt, og der er ingen transformator med i containeren. De sidste par dage har Mario og Bert kæmpet med immigrationen i Congo for, at få lov at få sejlet de 31 kvinder derfra til Tanzania.
I disse dage ankommer der en masse læger fra USA, Nairobi, Congo og Tanzania. De bliver fløjet af MAF her til Kipilis landingsbane, så vi har set mange flyvere de sidste par dage, de skal alle i fællesskab stå for operationerne i Oktober. Foruden de tanzanianske og amerikanske læger er der også kommet et filmhold fra BBC for, at lave en dokumentar omkring projektet. Vi håber på alt kommer til at gå godt, både omkring operationerne og samarbejdet mellem de tanzanianske og amerikanske læger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar