En almindelig søndag morgen...... eller?

Jeg har fået fisket en del her nede efterhånden, men det er altid langs kanten. Det giver jævnligt fisk, men ikke så store. Det er de derimod ude på 100-300 meter vand eller der er et par store imellem, op til et par meter. Vi havde lagt an lørdag til at sejle ud søndag. For omme bag en ø ved navn Lupiter skulle der være mulighed for de store. Der var brygget te, fundet kiks, gjort båden klar og fanget små fisk til madding, samt kørt noget tykkere line på fiskestangen, så skulle det jo bare blive søndag så vi kunne komme afsted, Anna Elisabeth, Rebekka og mig. Vækkeuret ringede kl. kvart over 5. Jeg var den første oppe og tænkte: "jeg henter lige benzindunken i værkstedet så det er klar". Da jeg 2min senere står ved siden af værkstedsdøren og kigger lidt ned af for at finde den rigtige nøgle i bunde,t ligger der en meget stor slange under 1 meter fra mine fødder og kigger på mig. Jeg tager hurtig et skridt tilbage og råber bare FUCK!! I ren chock. Hjertet hamrer der ud af da jeg kan følge slangen. Den gemmer sig mellem noget gammelt træ. Jeg farer over til Rebekka og kalder hende over for at se. De andre piger hører det også og kommer ud. Nattevagten kommer også, han mente også den var stor. Han tog et jernrør og jeg en god kæp, så fik vagten sat slangen fast i halen mellem jernrøret og betonvæggen, mens jeg gav den en ordentelige gog i nøden hver gang den prøvede på at komme ud til os mellem træet, og fik den også slået ihjel til sidst. Det var en så syrealistisk oplevelse.

 Vi smed slangen til en side og tog videre på søen efter fisk. Det er sådan en smuk tur og man kan se solen stå op over Tanzanias bjerge i al sin farve og pragt.

 Efter 20min sejllas var vi ude hvor vi skulle være. Det gav intet der, da vi sejlede tilbage stoppede jeg båden mellem nogle klipper for lige at prøve en sidste gang. Det blev også til en lille fisk på 25cm med sygt gebis ;) Så helt tomhændet kom vi ikke hjem.

Bonus info: jeg kiggede kort på slangen og blev enig med mig selv om at den ikke var farlig, for mente jeg havde set den i en bog om slanger i Afrika, men da vi fik kigget nærmere på den efter fiskeriet viste det sig at være en "Black Necked Spitting Cobra". Den er giftig og så spytter den også giften efter ens øjne. Den var 154 cm lang, deres normale max længde er 150cm så det bliver ikke meget større i den kategori. Det var også noget skræmmende at kende længden, for den kunne sagtens have nået mig selvom vagten havde fat i halen, men hva, død det er den og vil ikke møde den igen eller noget ligende!

Det har faktisk været en rigtig dyrerig dag. Her til aften har jeg ud over slangen i morges slået en giftig edderkop ihjel, sådan en på størelse med en underkob, en utrolig agrasiv scorpion, samt den største scolopender jeg har set.

Det er ikke den store scolopender vi så men en anden. Den store var 3 gange så lang.

De 2 brøde som den har bag på, dem er der gift i ligesom en scorpion.

Børnebio i kirken

Fredag skulle børnene i Cheke Chea have en anderledes dag. Vi slæbte generator, computer, forlængerledninger, hvidt lagen og projektor op til kirken. Der kunne vi lukke for skodderne og lave en biograf, så vi inviterede alle børnene til børnebio i kirken. Alle børnene kom ind i kirken med store forventningsfulde og nysgerrige øjne. Der var ingen af dem som vidste hvad der nu skulle ske. De blev alle placeret på kirkebænkene i mørket og så begyndte kendingsmelodien "The circle of life" til "The Lion King". Alle børnene blev helt vilde da de så de genkendelige dyr og råbte alle i kor: "giraf, elefant, fugl, zebra og løve mm". De var helt opslugte af filmen med dyrene, landskabet og ikke mindst sangen med de kendte ord: "Hakuna Matata" og de andre kiswahili ord: "asante sana, simba og rafiki". Undervejs i filmen kom der to ekstra tilskuere til. Det var to drenge som skulle have stillet deres nysgerrighed for hvilke lyde der kom inde fra kirken, så de fik også set film den dag. Da filmen sluttede, var der flere af børnene, som kom hen til os og sagde tak og gav os thumps up. Skønt at kunne give dem den store oplevesle og for os var den mindst lige så stor, at se deres øjne og glæde ved at se den film.

Projekt Fistula Operationer

(Skrevet af Anna Elisabeth, volontør for mobil klinikken)

Vi har fået besøg i Kipili. Først kom det hollandske par Mario og Bert tilbage til Kipili. De har boet her de sidste fire år, hvor de startede projektet mobilklinik som nu er givet videre til Tanzanianerne selv, og nu er de tilbage med et andet projekt sponsoreret af USA. Det er et udbredt problem i Tanzania, samt andre Afrikanske lande, at der opstår komplikationer under fødslen, hvor kvinden ikke er på et hospital, og derfor ikke kan få hjælp. I nogle tilfælde er komplikationerne så markante, at barnet dør under fødselen og kvinden får en fistula. Det resulterer i, at kvinden ikke kan holde på sit vand og i nogle tilfælde også andre ekskrementer. Dette forårsager ofte at kvinden bliver forladt af mand og familie, da det ikke er muligt for hende at holde sin hygiejne og derfor lugter, hvilket gør at familien udstøder hende. Hun har heller ingen mulighed for arbejde og fistulaen resulterer derfor i, at hun ender i den yderste fattigdom. Fistula kan ordens, ved en gynækologisk operation, hvor kvinden kan leve normalt igen, når hun er kommet sig efter operationen. I Tanzania ligger mange landsbyer langt væk fra sundhedsfaciliteter, og kvinderne er derfor sjældent klar over, hvad der egentlig er galt med dem, de ved ikke hvad det vil sige at have en fistula. Det er bl.a. derfor at man har projekter som mobilklinikken, som tager ud og underviser samt undersøger folk, for på den måde at hjælpe dem.
Fra USA´s side, vil man gerne sponsorere et hospitalskib, som skal sejle rundt på Tanganyikasøen, og udføre operationer – primært fistula operationer. Pga. Mario og Berts erfaringer, er de blevet sendt ned til Kipili, igen, for at se hvad mulighederne er for dette. Men hvis det er en mulighed, vil skibet alligevel først kunne være en realitet om nogle år, og kvinderne har brug for operationerne nu. Derfor vil der her i oktober blive sejlet kvinder ind fra Congo og Tanzania til landsbyen Kirando, hvor de vil blive opereret fra d. 18 til d. 31 oktober.
I Kirando er der ankommet en kæmpe container fyldt med medicin, operations borde, operations redskaber samt alverdens kaserede hospitalsmaterialer fra USA – nogle ting kan bruges, andet er ubrugeligt, f.eks. to oprationsborde som kører på 110 volt, imens alt i Tanzania kører på 220 volt, og der er ingen transformator med i containeren. De sidste par dage har Mario og Bert kæmpet med immigrationen i Congo for, at få lov at få sejlet de 31 kvinder derfra til Tanzania.
I disse dage ankommer der en masse læger fra USA, Nairobi, Congo og Tanzania. De bliver fløjet af MAF her til Kipilis landingsbane, så vi har set mange flyvere de sidste par dage, de skal alle i fællesskab stå for operationerne i Oktober. Foruden de tanzanianske og amerikanske læger er der også kommet et filmhold fra BBC for, at lave en dokumentar omkring projektet. Vi håber på alt kommer til at gå godt, både omkring operationerne og samarbejdet mellem de tanzanianske og amerikanske læger.

Kalambo Falls

Vi var i en weekend blevet inviteret på tur af Peter, en luthersk missionær præst, som underviser på bibelskolen i Sumbawanga. Turen gik til Kalambo Falls, som med sine 226meters fald er Afrikas andetstørste vandfald, lige efter Victoria vandfaldet. Vi kørte tidligt lørdag morgen fra Sumbawanga syd på. Vandfaldet ligger lige på grænsen mellem Tanzania og Zambia. Efter et par timers køretur på typisk afrikanske bomleveje og en forsmag på hvad regntiden kan gøre ved vejene (godt mudret og køre så man ikke sidder fast), samt gode formiddags kaffepauser kom vi til vandfaldet. Vi blev fulgt af en masse børn, som havde løbet efter bilen far den nærliggende landsby og ud til vandfaldet, for der kom "wazungu" (hvide, fremmede) kørende. Vi stod oppe ved vandfaldet og kunne se det falde ned og løbe med floden ud i Tanganyika søen. Det var vildt langt ned og lyden af vandet der fossede ned gav en et sus igennem maven.

Der blev klipset godt med kameraerne. På vej tilbage mod bilen blev der nævnt noget om, at der skulle ligge en træstamme som skulle ligge over floden mellem Tanzania og Zambia. Den skulle selvfølgelig findes. Efter kort tids søgen langs flodbredden blev den fundet og på den kom en mand gående fra Zambia med et stort bundt brænde på hovedet. Vi kunne ikke holde os tilbage fra selv at skulle prøve, at tage turen over på den anden side, så vi også kunne prøve at have været i Zambia, så vi kravlede alle over stammen og har nu prøvet at ophold os illegalt i Zambia!

Vi kørte bagefter videre mod vores overnatningssted, som vi havde fået at vide ville være et meget primitivt guesthouse og forventede os stort set det værreste, men da vi ankom blev vi meget positivt overrasket over, at vi skulle overnatte på en lodge lige ned til vandet. Vi hoppede starks i det blå vand og lagde os senere på stranden i skyggen under palmetræerne. Et helt fantastisk smukt sted. Den tanzanianske ejer havde for nogle år siden solgt akvariefisk, som han havde fanget i Tanganyika søen og solgt videre og derfra kunne starte sit eget sted op.
Senere på eftermiddagen kørte vi til en nærliggende fiske landsby, hvor vi fik en rundvisning på fiskefabrikken. Her fra blev der transporteret fisk ud til hele Tanzania, men den arabiske ejer havde konkurence fra Zambia, som også var storeksportører af fisk. Vi kom tilbage på lodgen og fik i flagermuslampensskær serveret ris og kylling og efter at have set to slanger i læbet af dagen, lagde os til at sove i safaritelte på stranden, mens man falder i søvn til lyden af bølger og cikader.

Næste morgen efter morgenmaden og morgensvømmeturen holdte Peter en dansk gudstjeneste for os på lodgen. Efterfølgende skulle taskerne pakkes, så vi kunne køre videre til det næste punkt på dagen, men da vi gik mod teltene, var der et rand af aber i træerne bag teltene og lidt senere opdagede Arne en kæmpe veran på godt 1,5m. komme gående i krattet bag os. Vi farer alle der op, men den fik sig hurtigt gæmt under en stor klippe. En af mændende som arbejdede på stedet var i mellemtiden kommet gående og havde hørt os, så han stødte til og kiggede på sammen med os andre, som stod klar med kameraer og videoer, mens Arne prikkede til den så vi kunne se den igen. Den kom så også pludselig farende ud og der blev klipset løs på kameraerne. Manden som arbejdede på stedet fortalte, at han aldrig havde set en veran på stedet før. (Da vi senere kom tilbage til Kipili og fortalte om vores oplevelse med veranen, fik vi fortalt, at de lever i krattet bag vores hus, men hvis en af de lokale ser den, bliver den dræbt på stedet, fordi det skulle være det bedste kød!) Vi måtte afslutte jagten på veranen for, at køre videre mod næste distination. Vi skulle i en landsby sælge bibler, sangbøger og khangaer efter en gudstjeneste. Alt dette på solgt på køleren af Peters bil i skyggen under et mangotræ. Vi blev hurtigt omringet af folk og blev bagefter inviteret til middagsmad hos præsten i byen. Vi kom ind på kontoret, hvor en kvinde kom rundt med en balje vand, så vi kunne få vasket hænder og så blev der serveret te med masser af sukker i, chapati (pandekager) og jordnødder og selvfølgelig var der også en gæstebog som der skulle skrives navn i. Man kommer ikke ud fra et hjem eller et kontor uden, at have skrevet i en gæstebog. Vi vinkede farvel til landsbyen og kørte videre ud for, at se gammel tysk militærbygning fra før 1. Verdenskrig fra kolonitiden. Nu blev den brugt til det tanzanianske militær og det var strafbart, at nærme sig (der var en usynlig linje) og tage billeder af stedet, så det kan vi ikke vise jer på billede! Derefter gik turen tilbage til Sumbawanga, hvor vi blev inviteret hjem til aftensmad hos Peter og hans kone Anne-Lene. Et helt fantastisk aftenbord med kartofler, syltet agurksalat, rødkål, rødbeder og salat. Det var helt fantastisk at kunne få noget dansk mad den aften. Der bliver virkelig sat pris på en gang dåseleverpostej eller tun når man en sjælden aften åbner en dåse. Det er godt mad vi får her nede, men det kan hurtigt blive trivielt med hvidt brød, ris og brune bønner!
Vi har det rigtig godt og nyder meget at være her og suger til os af alle de indtryk og oplevelser vi får :)