Vinter (25grader), Sol & Søndag

Søndag skulle vi tidligt op, for vi skulle have spist morgenmad inden kl. 8, for der blev vi alle hentet af Peter (missionæren fra bibelskolen) og kørte til kirke. Vi skulle så have 2 mere med på vejen, så vi var 12 i bilen. Det var rigtig spændene at opleve hvordan det foregik og høre sangene, de synger virkelig flot hernede med flere stemmer. Vi blev også præsenteret for hele forsamlingen og klappet velkommen. Vi forstår så ikke så meget endnu af det de siger, men det kommer vel nok hen af vejen. Efter gudstjensten var vi ovre ved Peter og Anne Lene til frokost, et rigtig lækkert måltid. Man begynder virkelig at sætte pris på god mad hernede! :) Vi tog efter måltidet hen til nogle mindre bjerge, som blev kaldt mandebjerget og kvindebjerget, der er en hule i hvert bjerg. Der bad man i gamletider (også lidt endnu) om tilgivelse, for de syge, for høsten og kom med offergaver til guden i bjerget, så de kunne give det videre mod Gud i himlen. Vi startede med at bestige kvindebjerget. Det var skønt at komme ud og bruge kroppen igen, den sidste uges tid er den eneste tur vi har taget til market og tilbage igen. På vej op af stierne kom vi til at, gå blandt en flok køer som fulgte os halvvejs til toppen. Der var et par af pigerne, som ikke var så stolte af at gå iblandt dem. Det tog vel knap 2 timer at komme til toppen, der var en helt fantastisk udsigt. Vi kunne se hele Sumbawanga by, og den omkring liggende dal. På toppen mellem de bare klippestykker voksede der enorme kaktusser. De har en stamme som et træ med grene ala kaktus som vi kender dem. Under nedstigningen var der flere der gik på røven i det glatte græs. Normalt er det fordi græsset er vådt men denne gang var det hele så tørt at det var glat. Vi fik nogle kiks og lidt slik da vi kom ned til bilen igen, mens vi stod der og snakkede inden vi kørte videre, stimlede det sammen med børn og voksende som skulle se de hvide på tur. Det er helt vildt den opmærksomhed man kan samle sig som en flok hvide mennesker. Vi kørte videre mod mandebjerget på de støvede jordveje, da vi kom frem og steg ud af bilen kunne vi høre det sev fra et hjul. Hmm, vi var punkteret. Det lod vi være og gik mod hulen ved bjerget, det var ikke så lang en tur til hulen her, for i modsætning til kvindebjerget lå denne hule kun lidt op af bjerget. Den var dannet af en kæmpe sten, ca. som en mindre ladebygning, som man kan gå neden under. Det var rigtig spændende at se malerierne i hulerne, der var også hængt tøjstykker i træerne og rundtomkring. Vi fik at vide, det var fra syge og døende mennesker, som bad om helbredelse og tilgivelse. Der var også synelige spor af blod fra offergaver, som folket havde bragt dertil. Da vi gik tilbage til bilen havde vi følgeskab af en hel flok børn, og de var også meget intresseret i da jeg og en der hedder Martin skulle til at skifte det punkterede hjul. Vi skulle holde øje med værktøj og hjulbolte, for børnene ville syntes det var årets fund, hvis de kunne få en af de chrome hjulbolte. Samtidig stod de så tæt og fulgte med, at vi skulle passe på med for store armbevægelser, hvis vi ikke skulle ramme dem. Det gik helt efter planen og vi kom hjem til Peter og Anne Lene igen. Der lavede vi bål. De havde gjordt snobrød og pølser klar til os, det var rigtig hyggeligt og der var rigtig lejerbåls stemning. Vi sluttede dagen inde i deres stue med nogle sange og fader vor inden Peter kørte os tilbage. Klokken var ikke mere end 21, aligevel var vi helt smadret og mere end klar til at komme i seng.
Lala salama!!