Liemba safari

Meget spontant havde vi en onsdag eftermiddag besluttet os for, at tage med færgen, Liemba, til Zambia den efterfølgende nat til fredag. Liemba er en ældre dame med en lang livshistorie. I 1913 blev færgen bygget i Tyskland og sejlet til Dar es Salam og der skildt i mindre stykker. Fra Dar blev færgen båret af slaverne hele vejen igennem Tanzania og ud til Tanganyika søen, hvor den fra 1914 til 1926 blev lagt på bunden af søen, så englænderne ikke skulle tage den fra tyskerne under 1. Verdenskrig! Siden 1926 er den så blevet brugt som fragtskib mellem Kigoma i den nordlige del af Tanganyika søen til Zambia.

Det var blevet torsdag aften og vi volontører havde fået selskab af en backpacker fra Israel, men bosat i England, som var kommet til Kipili og ikke vidste hvad han ville derfra, men som havde hørt, at vi ville tage med Liemba og ville gøre os selskab. Vi havde aftalt med nogle lokale fiskere, at de ville sejle os ud til Liemba, når den vil komme i løbet af natten. Fiskerne ringede ud til færgen for, at høre hvornår den ca. ville komme til Kipili, svaret var: kl. 01.00 - 03.00 eller måske 04.00, så vi havde masser af tid til at kunne få en lille lur, drikke kaffe og spille kort. Vi havde alle gættet på førgens ankomst tidspunkt, men da klokken var blevet mere end fire og vi endnu ikke havde hørt færgens horn tude, var gættelegen ikke så sjov længere og øjenlågene tungere. Men kl. 6 hørte vi det første tuden og så gik det ellers hurtigt med, at komme ned af bjergsiden og ned til fiskerne som stod klar til at sejle os alle ud til Liemba, som i skumringen lyste flot op med alle lysene ombord og sol-op-gangen i ryggen. Vi sejlede op på siden og gik ind igennem hullt på færgen og kom ind på 3. klasse. Her mødte os den første duft af ananas og fisk. Bag os var nogle mænd ved, at læsse store sække ombord igennem hullet i siden, men en af dem smuttede fra dem og landede i stedet på bunden af søen.

Vi fik os en kahyt og gik ellers straks igang med, at udforske færgen. Aldrig havde vi set så mange ananas på en gang. Det var helt vildt hvad de havde med sig fra Kigoma. Hurtigt fandt vi også ud af hvornår vi nærmede os fiskene. Hele lastrummet var fyldt med store kurve af fisk og store 100 kg. sække med majs og bønner. Den første formiddag gik med en lur på dækket efter, at have holdt sig vågen det meste af natten. Da vi alle vågende igen og fik frokost i restauranten var det den rene "mzungu-safari". Vi var hele 18 hvide ombord på færgen. Vi blev ved med at sige: "Se, der er en og en til" og peje rundt. Det er længe siden, at vi har været så mange hvide på en gang! Det var ene europæer som rejse rundt som backpackere. Fire af dem havde deres engen bil med, som i Kigoma havde fået hejst bilen ombord på førgen og nu var på vej til Sydafrika. Vi fik os alle en snak med hinanden og skulle lige høre hvad vi hver især lavede. Ellers gik tiden med, at læse og nyde solen.
Med nogle timers mellemrum holdte vi ved nogle landsbyer. Så snart Liemba havde tudet i hornet, kom der en masse fiskebåde sejlende med fuld fart for, at ligge til ved færgen. Det gik vildt for sig. Alle ville være den først til, at få sine varer ombord. Ofte sejlede bådene ind i hinanden eller folk kom i klemme. De råbte og skreg af hinanden og nogen gange går i kamp åre mod åre, mens de prøver at balancere i deres små træbåde. De som ellers er venner inde i landsbyerne bliver til uvenner når de alle vil være de første til, at komme til ude ved Liemba.
Færgens tidsplan var, at skulle være tilbage i Kipili lærdag formiddag, men fredag sidst på eftermiddagen holdte vi inde ved en by kaldt Kasanga for, at læsse varer af og på og for, at overnatte der inden turen gik videre til Zambia lørdag morgen. Det viste sig, da vi efter at have snakket med kaptajnen, at han selv må bestemme hvor hurtigt han synes det skal gå og om han om natten vil ligge til søbredden for at overnatte der, så vi skulle ikke regne med, at være tilbage i Kipili før søndag. Det er jo Afrika, vi har ingen tidsplan og ikke travlt - eller det skal man ikke have!

I Kasannga var havnen proppet med secondary school elever, som så snart færgen havde lagt til sprang ombord. Det var en skole 26 km. derfra som var taget på skoleudflugt for, at se Liemba. Få elever havde kameraer og ville have billeder af os en og en. Vi fandt det store smil frem mens vi efter et klik fra fotografen fik en ny skoleelev imellem os. Bagefter stilte eleverne sig så i kø foran fotografen. Det viste sig, at være en lille forretning den store elev havde. Han tog imod penge fra dem som var blevet fotograferet af os. Han havde lige set sig den mulighed for, at tjene lidt penge. Senere på aftenen kom der kinesere ombord fra vejprojektet, som også ville fotograferes sammen med os!
Det var blevet aften og vi flyttede ud fra kahytten og ud på dækket og faldt i søvn under den smmukke stjernehimmel, efter at have set en slange svømme rundt i vandet. Lørdag morgen nåede vi Zambia og noget af det første der møder os er Maersk containere - en hilsen fra Danmark! Her skulle vi så være de næste 8 timer mens færgen skulle af og pålæsse varer. Færgen har en enkel kran. Fra land er der arbejdere som bærer 100 kg. sække fra lastbilen og hen til et stort net.

Når nettet er fyldt løfter kranen det ned i lastrummet, hvor 8 mænd en sæk af gangen bærer dem hen i hjørnet og stabler dem en efter en. Der er ikke noget at sige til, at de mænd hurtigt bliver slidt op. Det blev til mange 100 kg. sække de fik løftet i løbet af de 8 timer vi lå i havnen. I mellem tiden voksede der sig hurtigt et lille marked op på havnen. Vi fik selskab af to englændere, som var på motorcykel rundt i østafrika.
Vi gjorde et kort hold på hjemturen i Kasanga, fordi lastrummet skulle fyldes, så der var tid til, at gå afborde, så vi tog med en lille båd ud til den lokale lodge og fik aftensmad. Her havde den tanzanianske ejer med sine bare næver fanget sig en babykrokodille, som Arne ikke kunne holde fingrene fra, men lige skulle røre den... han har stadig alle fingrene!

Søndag eftermiddag ankom vi til Kipili og blev hentet af nogle snedkerelever i Knuds båd. Vi fik vinket farvel og ønsket go tur videre til israeleren og englænderne. Liemba sejlede videre op på Tanganyika søen, og fortsatte sin rute, som den har gjort siden 1926 og vil formentlig også gøre det mange år endnu.