Kanga(afrikansk tøj),Kuku(høne),Habari(en hilsen) ,Mzungu(ordet for hvide mennesker)

Vi har haft en helt fantastisk uge i Sumbawanga. Vi har oplevet og lært rigtig meget den sidste uges tid.
Vi kom til sumbawanga med bussen søndag d.14/8. Knud hentede os i hans landcruser, som var fyldt med tanzanianer, for Knud kører aldrig med tom bil. Vi blev indlogeret på New Tanzaniehotel, som ligger lige i nærheden af Knuds hus. Et rigtig fint hotel som dog er rimelig lydt ud til gaden, man kan høre hunde gø, biler dytte, sikader og alverdens lyde som var der ingen vinduer i
.

En almindelig hverdag her i byen går med markedsindkøb om formiddagen, som i sig selv er en kæmpe oplevelse med alle lugtene fra boderne, med alt lige fra frisk frugt og grønt til tørrede fisk, som er en ren delikatesse for tanzanianerne, men ikke for os! Det er små fisk, som har ligget og tørrede i solen mens fluerne sværmer flittigt omkring, og så bliver de spist med øjne og hale og er en ren snack, for nogen... Alle snakker til en og hilser pænt. Børnene kigger op på os med store øjne og råber "mzungu", som betyder hvid, europæer og fremmede. Der findes så mange små boder, nogen sælger mad andre service, høns eller kangaer, som er et langt stykke stof som kvinderne binder rundt om livet eller bærer deres børn i på ryggen. Der er så mange farver og er der noget de tanzanianske kvinder er gode til, så er det at bruge farver. Der findes ingen forkerte farvesammensætninger, jo flere farver, jo bedre. Her kan alle balancere med noget på hovedet, lige fra en kurv fyldt med fisk, til flere liter vand, selv små børn gør det også. Det er vildt imponerende. I hver bod har de deres egen radio og hver radio kører på den samme radiofrekvens og alle har skruet så meget op som den kan og så lige lidt mere så den skratter og helst overdøver naboens radio. I tøjforretningerne er bøjlerne helt særlige. De spænder tøjet ud, hvor numsen skal være, så man rigtig kan se hvor stor en røv der er plads til i kjolen, for jo større røven er, jo bedre. For her er røven et "sexsymbol", i forhold til brysterne, hvor de ofte bliver set i gadebilledet når børnene skal ammes, om det så er på markedet eller i kirken. De bliver betragtet som mad og ikke andet.
Al maden bliver købt på markedet, som vi så tilbereder i køkkenet. Om eftermiddagen kommer vores swahililærer, Angelo, som er en pensioneret lærer. Han er 69 år, far til 7 og bedstefar til 9. En utrolig rar mand med meget på hjertet. Efter mange år som lærer er han blevet allergisk over for skolekridt og står derfor med en stykke A4 papir, som så fungerer som vores tavle. Kiswahili er et sprog, som på ingen måder minder om det danske eller engelske. Der er mange regler og undtagelser og flere ord bliver sat sammen til et ord. Indtil videre kan vi hilse og købe ind. Angelo kan mærke at Tanzania og især i Dar es Salaam er blevet meget vestlig præget. Folk er blevet mere indadvendte og er ikke nær så åbne som tidligere. Hvis man står og snakker sammen og den enes telefon ringer, er det telefonen frem for personen foran en. Telefonen bliver heller ikke taget med det samme, man lade den ringe lidt for at fortælle den som ringer, at man har travlt og for at signalere at man er en buisnessman. Det har vi set eksempler på, men tanzanianerne er et MEGET åbent og gæstfrit folk. De vil så gerne vise deres hjem frem og snakke. Man føler sig meget velkomne her i landet.
Aftenen går med spil og hygge. Lyset kommer og går, men det er der også altid en løsning på, for så kommer stearinlysene frem. Her i Tanzania bliver det mørkt omkring kl. 19 og det sker i løbet af 15 min. og så er det også totalt mørkt.
Den første dag var vi inde og se det katolske hospital, som er det bedste i hele regionen. Det var fyldt med tålmodige mennesker, for her skal der virkelig tålmodighed til. Selvom vi var et sted med meget sygdom, blev vi alligevel mødt med mange smil og grinende børn og kvinder. Her er det familien som kommer og passer en mens man er indlagt.
Den første dag skulle vi også ind på integrationskontoret for at få vores pas stemplet. Vi sad og ventede i to timer, selvom der var fem mænd på kontoret. De tre af dem så tv, en anden stirrede ind i computerskærmen og den sidste satte papir i mapper. Her har afrikanerne go' tid og hvis man viser utålmodoghed kan de godt tage længere tid om deres arbejde.
Her i huset er der to mamaer, som bestyrer huset når Knud ikke er i byen. Mama Simon og Mama Pendo. De står for bogbutikken som også er her i huset. Mange mennesker kommer i løbet af dagen for enten at købe bibler eller andre kristne bøger. I huset er der også tre mænd som bor i baggården. De underviser bl.a. på tømrerskolen i byen og holder vagt omkring huset om natten sammen med to hunde som også bor her. Hver onsdag er baggråden fyldt med gadebørn. De får et måltid mad, får vasket deres tøj og får et bad. En meget spændende oplevelse at overvære, at der er nogen som gør noget for gadebørnene her i byen, for der er mange af dem.
Vi havde snakket det meste af ugen om, at lave kylling fra bunde, altså slagte selv. Så Lørdag gik vi på market og købte 2 høns. De blev lige bundet sammen i benene og så er det ellers bare at tage i vingerne også hjemaf. Jeg gik hjem med hønsene mens Rebekka og en af de andre piger gik videre efter tilbehør. Der var flere af de andre som aldrig havde prøvet at være med til det før, så det var jo rigtig spændende, at være med til. Det gav dog et gisp blandt pigerne og Thomas da jeg knappede hovedet af dem. Jeg syntes det var meget underholdende at se på de andre. Vi fik skoldet hønsene så de blev nemme at plukke, det hjalp Karen med og Theresa sluttede sig også til da hønsene skulle renses. Det blev lavet som ovenbagt kylling, det var ren mums!